Det identitetspolitiske idioti, som breder sig verden over, har nu ramt dansk erhvervsliv. Virksomhedsformål og mangfoldighed skal erstatte profitmaksimering, dvs. det størst mulige afkast til aktionærerne, som drivkraft for virksomhederne. Mantraet i den såkaldte inkluderende kapitalisme er, at det ikke er i kraft af dygtighed og kompetencer, virksomhederne tjener penge og skaber afkast til aktionærerne, men ved at leve op til virksomhedens ædle formål og mangfoldighed. Det giver mindelser om, hvordan universitetsmarksisterne har missioneret for deres socialistiske utopi i 1970’erne ved at lade politiske mål veje tungere end alle andre.
De hvide, midaldrende, mandlige ledere af store multinationale virksomheder var blandt de første til at favne identitetspolitiske bevægelser såsom Black Lives Matter, LGBTQ+ mv., skriver Anna Libak i sin bog ”Skyldig til det modsatte bliver bevist”. Det er nemlig i de multinationale virksomheders interesse, at verden er grænseløs og omskiftelig med en livsstil, hvor man hele tiden skifter madvaner, garderobe, bopæl, partnere og jobs, da det stimulerer forbruget.
Helt i pagt med det identitetspolitiske mantra har Nasdaq i USA for nylig påtaget sig en missionerende og opdragende rolle over for erhvervslivet ved at presse mere end 3.000 virksomheder, der er noteret på den amerikanske børs, til at øge mangfoldigheden i bestyrelserne. Ifølge et forslag, der er indsendt til det amerikanske børstilsyn, SEC, skal selskaberne fremover pålægges at have mindst en kvinde i bestyrelsen, og mindst en anden person fra enten en underrepræsenteret minoritet eller LGBTQ+.
Kan et selskab ikke leve op til kravene, vil det blive bedt om offentligt at meddele, hvorfor det ikke lever op til målsætningen. ”Vi mener, at det er vigtigt for os at skabe et mere inkluderende kapitalistisk miljø, og vi mener, at det er et skridt fremad”, siger Nasdaqs topchef, Adena Friedman, i et interview med CNBC.
I den inkluderende kapitalisme er det således forhold som udseende, køn, seksuel orientering, hudfarve o. lign., og ikke kompetencer, der kvalificerer en person til at sidde i en virksomheds ledelse eller bestyrelse. Det har den amerikanske kommentator, Tucker Carlson, kommenteret således:
“A meritocracy is the system that rewards people in this country (USA – red.) for their effort and their talents as opposed to rewarding them for irrelevant criteria like how they look. A meritocracy is the main threat to incompetent people. It keeps them from getting rich and powerful, so they hate it. So what does tearing down a meritocracy look like in practice? It looks a lot like Joe Biden staffing a presidential administration. A recent piece in Politico reports that the Congressional Black Caucus is demanding that Biden select a Black secretary of defense. Not a secretary of defense who is good at defending America, mind you, a secretary of defense with the correct skin color.
Now, feminist groups are mad about this, says Politico — not because it would leave the country vulnerable, but because they want a female secretary of defense. According to these groups, the secretary of defense should look like them because it’s all about them, not about the Pentagon or the country or the military threats we might face in the future. It is about identity, which is to say it’s about narcissism. ‘When I see people in power, I must see myself’. That’s the demand, and not just at the Pentagon”.
Herhjemme er ædle virksomhedsformål og mangfoldighed kæpheste på landets største virksomheder, som også er hoppet på den identitetspolitiske vogn. En af dem er Novozymes, hvor den administrerende direktør, Ester Baiget, i et interview med Børsen har sagt, at ”det i sidste ende ikke kun handler om penge, omsætning og en stærkere forretning, men om, at det centrale er de løsninger, virksomheden leverer, er i tråd med FN’s Verdensmål, der forbedrer miljøet i verden”.
Også ATP synes, at den identitetspolitiske bølge er en kærkommen lejlighed til at pudse sin glorie som et samfundsansvarligt selskab og tryne mindre, unoterede virksomheder ved at tvinge dem til at bruge krudt på bæredygtighed. ”Hvis de unoterede selskaber ikke lever op til de aftaler, de har lavet med ATP om bæredygtighed, vil pensionsselskabet først og fremmest skærpe tonen over for dem. Og hvis det giver mening, kan vi stille krav om, at bonusser og aflønninger til ledelsen skal kobles på bæredygtighedsmål’, siger Sabine Calmer Braad, senior chef i ATP’s afdeling for direkte investeringer, til Børsen.
Det er tankevækkende, at samtidig med, at det “samfundsansvarlige” ATP har påtaget sig en opdragende rolle over for mindre danske virksomheder, har selskabet en betydelig aktiepost i verdens største møntvaskeri, Danske Bank. Pecunia non olet.
På mange store virksomheder praktiserer man såkaldt ”greenwashing”, hvilket betyder, at virksomhederne pynter sig med lånte fjer og foregiver at være grønne virksomheder, selvom de reelt ikke er det. Virksomhederne putter bare en bæredygtig eller etisk label på og lukker en hel masse varm luft ud i den forbindelse. Varen eller ydelsen får bare et nyt navn, fordi man ved, at kunderne gerne vil have noget bæredygtigt. Virksomhederne gør sig med andre ord bedre, end de er, ved at overdrive deres godhed og hykle noget, som de reelt ikke mener.
En rundspørge blandt danske virksomhedsledere om deres fokus på bæredygtighed taler sit tydelige sprog. Undersøgelsen viser, at 70 pct. af virksomhederne fokuserer på bæredygtighed, fordi deres kunder forventer det, og fordi det gør det nemmere at tiltrække nye medarbejdere. Kun 25 pct. gør det, fordi det gavner omkostningsniveau eller bundlinje. Der er altså primært fokus på branding, ikke bæredygtig effekt. Verdensmål er stadig pynt i dansk erhvervsliv.
Manglen på juridisk bindende definitioner af bæredygtighed betyder, at produkter og ydelser ofte kategoriseres som bæredygtige uden reelt at opfylde grundlæggende kriterier for bæredygtighed. Et eksempel er markedet for grønne obligationer, som er i kraftig vækst. Da der er endnu ingen juridisk bindende definition af en grøn obligation, foregår der ikke en ”grøn” screening af obligationer – de har bare fået et nyt navn, fordi man ved, at investorerne gerne vil have noget bæredygtigt eller ansvarligt.
Et andet eksempel er den nordiske e-handelsplatform Boozt, som sælger næsten 6.000 varer, den klassificerer som “bæredygtig fashion”. “Det er os, der bestemmer, hvad der kaldes bæredygtigt for nuværende. Vi ville elske, at der kom en standard for, hvad der klassificeres som ansvarlig produktion. Men det er et lovløst land i øjeblikket,” fortæller Anders Enevoldsen, direktør for forretningsudvikling og kommunikation, Boozt, der ligesom Zalando og Amazon US har indført sin egen bæredygtige mærkningsordning. Webshopgiganter bruger således greenwashing og indfører egne bæredygtige mærkningsordninger for at lukrere på den stigende efterspørgsel efter bæredygtige produkter.
Også mindre virksomheder kan med fordel bruge greenwashing-princippet til at udarbejde højtravende bæredygtige virksomhedsformål. F.eks. kan en VVS-virksomhed med 5 ansatte slå sig på, at den hjælper med den grønne omstilling ved at levere et bidrag til verdensmål 6: Rent vand og sanitet. Det gør VVS-virksomheden ved at ”øge andelen af befolkning, som bruger sikkert forvaltet drikkevandsservice”, ”sikre bæredygtig forsyning med ferskvand”, ”øge vandforbrugseffektiviteten” samt ”forbedre forvaltningen af vand- og sanitet”. Man lukker lidt varm luft ud og bliver bæredygtig fra den ene dag til den anden. Hvor svært kan det være.