Klumme: Skæbnevalg i Argentina


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Sven Hakon Rossel

Ved det forudgående præsidentvalg i Sydamerikas næststørste land Argentina i 2015 var sejrherren den uafhængige Mauricio Macri. Han var den første kandidat siden afslutningen på militærdiktaturet i 1983, der hverken tilhørte Partido Justicialista (bogstaveligt Det justicialistiske Parti, men med rod i ordet ”justicia”, dvs. retfærdighed) og almindeligt kendt som Det peronistiske Parti (se nedenfor) eller det andet store parti Unión Cívica Radical, et borgerligt centrumsparti. Det var ikke desto mindre dette parti, der støttede Macri i valgkampen. Men Argentinas største parti er dog Partido Justicialista med dets ca. 3,7 mio. medlemmer, hvilket svarer til ca. 9% af den samlede befolkning.

Peronismen

Partiet er hovedorganet for den såkaldte peronistiske bevægelse og ideologi opkaldt efter Juan Domingo Perón, der i 1946 første gang overtog regeringsmagten. Peronismen er en populistisk bevægelse påvirket både af fascistiske og især socialistiske ideer, der bl.a. omfatter en statsdirigeret industrialisering af samfundet. I 1955 væltedes Perón ved et militærkup og måtte gå i eksil, men vendte tilbage som præsident i 1973. Efter hans død året efter blev hans hustru Isabelita præsident, men også hun blev – i 1976 – afsat ved endnu et af de typiske sydamerikanske kup.

Den nye argentinske præsident og vicepræsident

Indenrigspolitisk stod den nye regering efter valget i 2015 overfor store problemer pga. Macris mislykkede økonomiske politik. Bruttonationalproduktet var faldet år for år, og i 2018 var inflationen oppe på ca. 50%. Dette blev årsagen til voldsomme protester og demonstrationer mod regeringen op til præsident- og parlamentsvalget d. 27. oktober 2019. Her valgtes udover en række repræsentanter til det argentinske underhus og senatorer til overhuset Alberto Fernández til præsident og Cristina Fernández de Kirchner til vicepræsident. Med Kirchner knyttedes der bånd direkte tilbage til Partido Justicialista, idet hendes mand Néstor Kirchner som dette partis kandidat siden 2003 havde været Argentinas præsident og efter dennes død i 2007 var blevet efterfulgt af hustruen, der var landets præsident frem til 2015. Ser vi på hendes og Alberto Fernández’ politiske tilhørsforhold, må den førstnævnte snarere henregnes til den kristelig-konservative fløj, mens Cristina Fernández de Kirchner kan karakteriseres som yderst venstrepopulistisk, selvom hun gerne optræder i det dyreste designertøj.

Nu skal man ikke tro, at der med denne duo er skabt ideale politiske og sociale tilstande i Argentina. Allerede to dage efter valget samledes mange tusinde mennesker på Plaza del Mayo i landets hovedstad Buenos Aires i 36 graders varme og fejrede valgresultatet, mens flere end ti larmende orkestre sørgede for en overgiven stemning. Da Fernández og Kirchner betrådte parlamentet istemte den nye regerings tilhængere Marcha Peronista, den hymne, der allerede i 1940erne lovpriste Perón som landets Messias. Så der er ingen tvivl om, hvem der i den nuværende regeringsledelse har tømmerne i hånden.

Alberto Fernández er det nye håb

Der var helt klart tale om en provokation ikke mindst rettet mod den tidligere præsident Mauricio Macri. Dette blev understreget af, at Kirchner ganske vist gav ham hånden, men samtidigt demonstrativt drejede sit iskolde ansigt i en anden retning. Til gengæld omfavnede Alberto Fernández sin forgænger på det hjerteligste og bremsede dermed højlydte smæderåb med ordene: ”Nu er det slut!” I sin tiltrædelsestale henviste han flere gange til Raúl Alfonsín, Argentinas første præsident efter militærdiktaturets afslutning i 1983, og dennes forsøg på at hele sårene i det splittede land – en klar tilrettevisning af den militante Kirchner, men også en hentydning til Macris katastrofale politik, der ikke blot havde ruineret landet, men også øget de sociale spændinger.

Den katastrofale økonomi

Økonomien i Argentina, der engang var Sydamerikas rigeste land, ligger nemlig i ruiner, og mere end 40% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Fernández lovede bod og bedring, bl.a. mere mad på bordet og en radikal forbedring af det bankrotte sundhedsvæsen. Hovedårsagen til elendigheden er den enorme statsgæld: alene i 2019 skulle et beløb på 68 mia dollars tilbagebetales først og fremmest til The International Monetary Fund (IMF), hvilket har vist sig at være en umulighed. Fernández erklærede, at han ville bede om henstand, idet næste rate på 15 mia. dollars allerede skal betales i marts 2020. Argentina har simpelthen brug for et pusterum for at få den lammede industriproduktion og eksport i gang igen.

Alberto Fernández’ forsonlige optræden blev på diskret vis støttet af USA. Donald Trumps rådgiver i sydamerikanske anliggender, Mauricio Claver-Carone, boykottede ganske vist den nye regerings tiltrædelsesceremoni, fordi Venezuelas informationsminister og den venezuelanske diktator Nicolás Maduros nære medarbejder Jorge Rodríguez på Kirchners foranledning var blevet indbudt. Ikke desto mindre forsikrede Claver-Carone, at USA gerne hjælper Argentina med at få landets gæld bragt i orden både i Wall Street og hos IMF, der ligeledes kontrolleres af USA. Men, tilføjede han: ”En sådan indbydelse [af Jorge Rodrígez] bringer ingen fordele for Argentina.”

En advarsel fra USA

Dette er en tydelig advarsel til den nye regering om ikke at skele for meget til Syd- og Mellemamerikas tiloversblevne diktaturer – foruden Venezuela også Nicaragua og Cuba. Og ikke mindst gjaldt advarslen rygterne om, at Bolivias styrtede diktator og kokainhandler Evo Morales havde til hensigt at søge om politisk asyl i Argentina. Det vides, at Fernández i begyndelsen af december havde haft et møde med Cubas præsident siden 2019 Miguel Mario Díaz-Canel og at konversationen i første omgang drejede sig netop om Morales, der via Mexico var flygtet til Argentina. Herfra ønsker han at føre sit partis, Bevægelse for Socialisme (MAS), valgkamp op til forårets parlamentsvalg i Bolivia.

Så sent som d. 14. december affyrede Claver-Carone flg. advarsel: ”Vi ønsker at få oplyst, om Argentina i fremtiden vil stå på demokratiets side eller støtte diktatorer som Maduro, Correa [tidligere præsident for Ecuador] eller Morales.” Dette er givetvis Cristina Fernández de Kirchners og neo-peronisternes hemmelige ønske. Men Alberto Fernández skal passe meget på, at han ikke forspilder den smule internationale goodwill han har. Det kan komme til at gælde Argentinas fremtid.