Klumme: Skamridning af demokratiet

25 mediechefer har for nylig offentligt rejst krav om “demokratisk kontrol” med indholdet på de sociale medier. Direktør i Tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, har som kommentar hertil i et indlæg i Berlingske anført, at de pågældende mediechefer efter hans opfattelse mere er interesserede i at beskytte deres mediers privilegerede position end i en kamp for demokratiske værdier.

De sociale mediers fremkomst og vækst er en disruption af den hidtidige medieverden. Mchangama nævner til sammenligning, hvordan den katolske kirke efter trykpressens opfindelse i det 16. århundrede klagede over de mange nye skrifter, som gjorde det svært at fastholde kirkens monopol. For at sikre dette indførte den tysk-romerske kejser følgelig en omfattende censur af trykpressen.

De 25 mediechefer har i et indlæg svaret på den kritik. De finder, at den manglende “demokratiske regulering” af sociale medier udgør en “bekymrende glidebane”, der “udfordrer fundamentet under vores demokrati og presser vores fælles samtale og adgang til dansk indhold”.

Man forstår, at mediecheferne omfatter egne virksomheder som en del af “fundamentet” under dansk demokrati. Der er bl.a. tale om generaldirektøren for DR og direktøren for TV2, to overprivilegerede medier med tusinder af ansatte.

 Vorherre til hest! Sammen med mediechefer fra de største landsdækkende medier mv. At de dog vil være det bekendt! 

Tilsyneladende fatter de ikke, at disruptionen via de sociale medier også har sin baggrund i de traditionelle mediers voksende grad af ensidighed og en medieindsats i overensstemmelse med Journalistisk Venstrepartis holdninger. Allerværst i de statsejede elektroniske kanaler, men også med en klart enøjet indsats mange andre steder.

Den politiske korrekthed er et gennemgående træk. Således er det svært at finde fundamental kritik af “klimakampen” og dennes FN-besluttede dogmer. Kritikere søges tiet ihjel, endog saglig delkritik ignoreres. For skams skyld offentliggøres selvfølgelig enkelte kritiske indlæg, bl.a. af Bjørn Lomborg – dog slet ikke i TV – der naturligvis har sværget troskab til det grundliggende klimaaksiom. Stort set afvises andre kritiske indlæg, og journalistindsatsen hylder “klimakampen”, medens en mere dybtgående debat reelt er henvist til internetgrupper, som den ved navn “Klimarealisme.”

Noget lignende gælder, for så vidt angår den “stramme udlændingepolitik”. Her søges det som hovedregel gemt bort, at det stort set kun er migranter fra de såkaldte MENAP-lande i Mellemøsten og Afrika, som giver anledning til problemer i form af kriminalitet og massive udgifter. Paradigmeskifte, Hjemrejsestyrelse osv. har stort set ikke battet noget. Det har derimod gjort forholdene for andre, ikke problematiske grupper af udlændinge, vanskeligere, medens der stadig kommer MENAP-migranter f.eks. ved familiesammenføring, som kvoteflygtninge mm. Flere medier har ligefrem præsteret en slags kampagneindsats med henblik på, at den store gruppe af syrere med midlertidig opholdstilladelse undgår hjemsendelse. Hysteriet med de små “danske” børn og deres mødre i kurdiske fangelejre har også i store borgerlige medier ført til massevis af fotos og rædselsskildringer. I det små har pressen ligeledes haft sin egen dagsorden, således at forskellige former for kriminalitet oftest – med politiets støtte – begås af “unge” uden nærmere etnisk oplysning.

Medens det bestemt er tilladt i den politiske korrekthed at kritisere EU, er det bestemt ikke i orden at gå imod det korrupte FN. Som allerede nævnt ikke på klimaet, men da under ingen omstændigheder med henblik på dansk udtræden af helt forældede konventioner fra tiden efter 2. verdenskrig, eller senere tilføjelser. Den sag har pressen ikke magtet eller ønsket at tage op. Jeg har dog konstateret, at Kristeligt Dagblad – det højst subsidierede enkeltmedie – i en leder har antydet problemet. Derved er det så blevet.

Når de gamle, statsunderstøttede medier svigter deres pligter i “demokratiet” som følge af Journalistisk Venstrepartis favntag, er det både godt og nødvendigt med disruptionen via de sociale medier. Hvor skal menigperson med de “forkerte” holdninger ellers gå hen?

Det er naturligvis ikke alle aktuelle 25 medievirksomheder, der har samme andel i dette svigt. Jeg har ikke indsigt i alle kroge i den verden og ved da godt, at der findes hæderlige undtagelser. Forlods undskyld til dem. Men fra mine egne medieerfaringer ved jeg, at problemet er massivt – og voksende: De etablerede medier er som helhed som følge af Journalistisk Venstrepartis styrke ikke deres “demokratiske” opgave voksen. De sociale medier indebærer derfor et nødvendigt oprør. Den slags vil ikke altid være kønt, som det heller ikke var i det 16. århundrede, da oprørere forsøgte at få kirken ned med nakken. Og der er slet ikke behov for algoritmer til at styre ytringsfriheden. Men der er sandelig brug for frisk luft i den danske medieverden.  

I sig selv urovækkende, at de 25 chefer ikke kan se det.