Klumme: Støjberg- og Messerschmidt: Politiske Retssager Mod Politiske Modstandere


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Støjberg sagen, som lige er startet, er åbenlyst politisk. Rigsretssagen mod Støjberg var resultatet af en bred politisk beslutning taget i Folketinget. Omend på et tyndt juridisk grundlag, hvis udfald langtfra er givet. Offentligheden og medierne forstår, at formanden for oppositionens største parti gerne ville af med en folkekær politiker, som udgjorde en politisk trussel mod hans magt, og regeringen var mere end glad for at levere Venstre rebet til at hænge sig selv og slippe af med en kritiker af partiets immigrationspolitik.

Messerschmidt-sagen er lige så politisk og har de samme elementer af en folkekær politiker, som udgør en trussel mod magthaverne i hans eget parti, men Messerschmidt-kendelsen ses i offentligheden og medierne som en fortjent dom til en politiker, der er lidt for smart.

Hvorfor denne forskel?

For enhver, der har nærlæst Kongens Lyngbys Byrets dom over Morten Messerschmidt og hans organisering af en EU-konference kombineret med DF’s gruppemøde i 2015, må nu have begrundet mistanke om, at byretten har begået noget, der i betænkelig grad ligner justistsmord.

Messerschmidt blev fundet skyldig i to forhold. For det første som retten sagde: ”Der har…. hverken formelt eller reelt fundet nogen (EU) MELD-konference sted i Skagen i 2015”. Rettens begrundelse var, ”at den europapolitiske del af sommergruppemødet hverken politisk, økonomisk eller logistisk var adskilt fra resten af sommergruppemødet”. Byretten tilføjer:”Retten lægger særligt vægt på, at mødets ansvarlige arrangør, gruppeformand PS (Peter Skaarup), har forklaret, at han ikke var bekendt med, at der fandt en MELD-konference sted ved sommergruppemødet i 2015”. Men en lydfil af Messerschmidt optaget af et medlem af DF fra sommergruppemødet, hvor også Skaarup var til stede, siger ”Og som I vil vide: I går var vi jo til EU-seminar – ligesom vi var sidste år – organiseret af vores europæiske parti”. Lydfilen dokumenterer at Skaarup lyver. Hvorfor, kommer vi til senere.

Lydfilen viser også, at EU-seminaret faktisk fandt sted. SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, som førte sagen, vil sige, at lydfilen kun viser, at EU-seminaret fandt sted i Messerschmidts hjerne, men da Danmarks Radio året efter 2016 gravede sig ned i en række sager om EU-tilskud til DF, kunne DR bl.a. fremvise to forskellige dagsordner for dagene på Color Hotel i Skagen: Én for sommergruppemødet og én, som er indleveret for at få støtte fra EU.

Retten siger, at det afgørende er, hvorvidt EU-seminaret fandt sted politisk, økonomisk eller logistisk adskilt fra sommermødet, men det er ikke EU-Parlamentets kriterium for svig. Som retten selv understreger, er kriteriet i hht. artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan, ”hvorvidt betalingen fra EU har haft karakter af en direkte eller indirekte finansiering af et nationalt parti.”

At lidt under 100.000 danske kroner skulle have karakter af at finansiere DF som nationalt parti, har selv de argeste Messerschmidt-modstandere svært ved at retfærdiggøre, så byretten blev nødt til at opfinde sine egne præmisser for dommen. Men selv ud fra byrettens egne, frit opfundne, præmisser, holder dommen ikke: Logistisk foreligger der ifølge DR to dagsordener, økonomisk er der separate fakturaer for regningen til EU adskilt fra DF’s hotelregning, og politisk viser både de to dagsordener og Messerschmidts lydfil, samt de nedenfor omtalte udtalelser til politiet fra to menige DF medlemmer, hhv. Dorte Ullemose og Bent Bøgsted, om, at Messerschmidt holdt et ca. halvanden time langt indlæg om EU på sommergruppemødet, at der har været tale om et sideløbende EU-seminar på DF’s sommergruppemøde i 2015. Adskilt fra sommergruppemødet, nøjagtigt ligesom det var det i 2014.

LÆS OGSÅ:  Klumme: AUKUS, EU og CAI

Det er da også det, DF’s formand Thulesen Dahl når frem til: ”I 2014 er der ingen tvivl om, at der er et særskilt arrangement. Vi flytter os til andet sted fysisk, og der er specielle bannere. Det er der ikke i 2015. Så et EU-arrangement vil i givet fald været foregået sideløbende”, siger han ifølge Berlingske. Præcist.

2014 -gruppemødet, som statsadvokaten ikke anklager Messerschmidt for at have svindlet med, er kun forskelligt fra 2015 på 2 punkter: nemlig at EU-konferencen, selvom den blev holdt samtidigt med gruppemødet, foregik et andet sted fysisk og at der var bannere. Det er de to omstændigheder, byretten lægger til grund for dommen for svig.

Men dette er for det første som sagt ikke Europa-Parlamentets kriterier for svig, men byrettens egne præmisser. Og for det andet kan de to små detaljer aldrig i virkelighedens eller juraens verden retfærdiggøre en dom på 6 måneders fængsel for svig.

Derudover dømmer byretten Messerschmidt for dokumentfalsk. Denne del af justitsmordet nærmer sig det parodiske. Retten erkender, at Messerschmidt ifølge politirapporten ikke har foranlediget Jeanie Nørhaves (JN) falske underskrift på hotelregningen, og at den syndige er en helt anden person.

Men Messerschmidt bliver alligevel kendt skyldig fordi han a) ikke ”havde kunnet undgå at se, at hendes (JN’s) navn stod fortrykt i underskriftsrubrikken umiddelbart ved siden af det sted, hvor han selv satte sin underskrift”; b) ”Tiltalte måtte vide, at kontrakten blev indgået med en konferenceleverandør, og retten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring, hvorefter han underskrev kontrakten uden overhovedet at gøre sig bekendt med kontraktens parter”; og c) ”Retten lægger videre vægt på, at kontrakten som følge af det meget lave aktivitetsniveau i MELD i 2015 må have været en blandt meget få kontrakter, som tiltalte skrev under i sin egenskab af formand for MELD.”

Dette er den såkaldte ”sjuske tiltale”, som Messerschmidt ikke engang selv benægter, men blot forklarer med, at han havde for travlt. Men den dom holder jo ikke – ikke engang i byretten. Hvad Messerschmidt burde havde gjort, er ikke det samme som dokumentfalsk. Og hvad har MELD’s aktivitetsniveau at gøre med Messerschmidts samlede aktivitetsniveau? Hvad nu hvis Messerschmidt har ret, når han siger, at han var hængt op med en hel masse andre aktiviteter i DF og EU? Ville det så ifølge byretten havde været OK at sjuske lidt? Dette er ikke seriøs jura.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Mette Frederiksen vil hente små IS-krigere til Danmark

Messerschmidt er som hans tidligere chef og partichef Pia Kjærsgård siger, et kreativt menneske- og…et rodehoved. Men dokumentfalsk rækker denne anklage om sjuskeri ikke til, hverken i juraens eller virkelighedens verden.

Det store tilbageblivende spørgsmål er: Hvorfor? Hvordan kan et retssamfund som det danske tillade en sådan uretfærdighed? Hvordan kan dommere, jurister, politikere, medierne, Messerschmidts partikolleger og almindelige DF-vælgere hoppe på den galej?

Der er to grunde: loven og janteloven.

For det første gjorde byretten i Lyngby ikke sit arbejde godt nok. Retten burde simpelthen ikke have tilladt dommeren Søren Holm Seerup at have ledet domsforhandlingerne, eftersom det burde have stået klart for retten, at Holm Seerup var klart inhabil ved på Facebook og andre medier ikke blot at have udtalt sig negativt om Messerschmidts mentale kapacitet (”psykisk afvigende”) og DF’s underlødighed; men også ved direkte at referere til selve den sag, han optrådte i som dommer. Blandt hans erklæringer kan det nævnes, at DF’s vælgere er dumme, og at Pia Kjærsgaards synspunkter er “uhyrlige og ubehagelige”. Han morer sig desuden over Morten Messerschmidts exit som EP-delegationsformand og glæder sig over DF’s dårlige folketingsvalg, ligesom Messerschmidt indgår i diskussion om bogafbrænding.

Alene af den grund vil landsretten uden megen tvivl underkende byretten.

Men Holm Seerup havde intet besvær havde med at tilsidesætte egen inhabilitet, fordi den var inspireret af et andet og meget dansk regelsæt: janteloven. Janteloven, opfundet af den norske forfatter Aksel Sandemose, har ligesom Biblen 10 bud: Det første er det vigtigste: “Du skal ikke tro, du er noget.”

Morten Messerschmidts problem er, at han tror han er noget. I et jantelovspartiparti par excellence som DF, er Messerschmidt en fremmed fugl. Mens han sad på anklagebænken i Lyngby, fik han et klart bevis for, hvad hans partifæller i virkeligheden synes om ham: De kan ikke li´ ham. Hvorfor? Fordi han ikke blot tror, han er noget, han ved, at han er noget.

DF’s partitop med Kristian Thulesen og Peter Skaarup i spidsen vidste, hvad de gjorde, da de marcherede ind i retslokalet… og totalt ignorerede partiets næstformand, de selv havde valgt. Partibasen var med dem hele vejen! De menige medlemmer, som blev indkaldt som vidner, var endnu værre. Alt hvad der kunne hjælpe Morten, kunne de ikke lige huske, og alt det, de kunne huske, sværtede kun deres partifælle endnu mere til. I en sådan grad, at Messerschmidts forsvarsadvokat måtte minde socialpædagog Dorte Ullemose og specialarbejder Bent Bøgsted om, at de begge har forklaret til politiet, at de husker, at Morten Messerschmidt holdt et ”cirka halvanden time” langt EU-indlæg på sommergruppemødet.

Jantelov for åbent tæppe. Dækningen fra medierne var af samme skuffe. Bare et enkelt eksempel fra Berlingske, som trækker en historie frem fra 2011 – altså for 10 år siden – skrevet af journalist Martin Flink, som fortæller om, hvordan Messerschmidt i 2011, på et kursus, hvor han skulle hjælpe med at træne menige DF-medlemmer, der gerne ville være aktive politikere, gik alt for grundigt- og akademisk til sagen. ”De der stakkels mennesker sad tilbage og var helt rystede, for skulle de nu kunne alt det her”, fortæller Berlingeren.

LÆS OGSÅ:  Klumme: De “progressive” er gammeldags

Forklaringen ifølge Berlingske: ”Han gjorde det for at vise, at han var verdensmester.” Han tror kort sagt han er noget. Derudover, siger Berlingske, kan han lide rødvin og foie gras og taler ”Europas store sprog”.

For de af os, som undertiden har holdt foredrag på udenlandsk og /eller undervist på en måde, som måske ikke altid har holdt tihørerne klinet til stolen og som har en svaghed for foie gras skyllet ned med en god Chateauneuf de Pape, er anklageskriftet i henhold til janteloven endnu tyndere end anklagerne i byretten.

Hvorfor er sagen så idet hele taget blevet rejst? Det korte af det lange er, at sagen er politisk. Statsadvokaten er regeringens advokat og det er regeringen, der, formodentlig efter at have fået DF’s stiltiende tilsagn, har rejst sagen på et -som bevist ovenfor – meget, meget tyndt grundlag. Teknisk set er sagen rejst af SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, efter at OLAF, EU’s eget organ for undersøgelse af svig med EU’s midler selv havde overført sagen til danske myndigheder. Men det pikante her er, at OLAF henviser til to identisk organiserede og finansierede sommermøder i hhv. 2014 0g 2015, mens SØIK’s anklager kun gælder 2015.

Hvorfor? Det ved vi nu, nemlig de to arrangementsmæssige forskelle mellem 2014 og 2015. Men kan de virkelig begrunde en dom for svig og dokumentfalsk af en højtstående politisk modstander af regeringen? For det er jo det, det drejer sig om: Messerschmidts fortsatte politiske karriere. Politiske sager mod højtstående politikere bør altid behandles med usædvanlig megen skepsis, men dette princip har medierne i Messerschmidt-sagen med meget få undtagelser ignoreret.

At Messerschmidt har afgivet urigtige oplysninger til EU, benægter ikke engang ophavsmanden selv, men hævder, at det skyldes sjusk. Om ”sjusk” med lidt under 100.000 danske janter og en underskrift, som Messerschmidt ifølge byretten ”burde” havde indset var falsk, udgør en trussel på linje med Cosa Nostra-mafiaen og russisk international kriminalitet, må landsretten afgøre.

Men sandheden er, at Danmarks regering for øjeblikket er igang med to ”politiske” retssager mod to politiske modstandere, Morten Messerschmidt og Inger Støjberg; to politiske outsidere, som nyder stor opbakning fra vælgerne, men åbenlyst udgør en trussel mod insiderne, mod regeringen, mod systemet, inklusive magthaverne i deres egne partier. Udfaldet har ikke kun betydning for de anklagede selv, men for os alle. Og for demokratiet.