Der går ikke én eneste dag uden vi – hvis vi følger de rigtige medier – ser og hører om overfald, voldtægt for ikke at tale om terrorhandlinger begået af overvejende muslimske såkaldte flygtninge eller migranter. Det drejer sig vel at mærke om de sociale medier og ikke DR, Politiken og Information – og undertiden skal man selv i de såkaldte borgerlige medier lede med et forstørrelsesglas efter sådanne ”nyheder” – nyheder i anførselstegn, for disse forbrydelser hører jo efterhånden til dagsordenen.
Af klummeskriben Sven Hakon Rossel – forfatter og professor
Et godt eksempel er bombeattentatet i et undergrundstog i London for lidt over en måned siden. Bomben, fyldt med skruer, søm og knive, tændtes – heldigvis uden at eksplodere – men den resulterede ikke desto mindre i 30 tildels alvorligt forbrændte passagerer. Den første radiomelding nævnte en brand i et undergrundstog, to timer senere taltes om en påsat brand, nogen tid efter nævntes det engelske politis mistanke om en terrorbombe, og først herefter måtte medierne nærmest modvilligt indrømme, at det faktisk drejede sig om et terrorattentat stadigvæk uden at nævne – hvad vi jo godt vidste – at den nu eftersøgte gerningsmand efter al sandsynlighed måtte være en muslim. Og dette viste sig også at være sandheden. Det drejede sig om en 18årig irakisk asylansøger, der i to år(!) havde opholdt sig i England.
Okay, nu var der en nyhed, man ikke kunne komme uden om, men erfarede man samtidigt noget om endnu tre terrorangreb, der havde fundet sted i Frankrig endda samme dag? Først blev en fransk soldat, der patruljerede ved den centrale metrostation Chatelet i Paris, angrebet af en arabisk råbende knivsvingende mand. Dernæst blev en politibetjent stukket ned med en kniv, da han forsøgte at stoppe tre muslimske kvinder, der i fuld fart kørte mod Notre-Dame-katedralen ligeledes i Paris i en bil fyldt med gasflasker. Derefter gik en jihadist amok i den franske by Chalon-sur Saone og angreb to sagesløse kvinder med en hammer.
Ja, islamistisk – eller er det ikke mere korrekt at tale om muslimsk – terror hører til vores hverdagskost og kan kun forhindres, hvis der omgående trækkes i nødbremsen: flygtningestrømmen skal omgående stoppes og asylanter, der dømmes for en lovovergtrædelse, skal sendes ud af landet med en enkeltbillet og uden lommepenge. Der har lydt advarselsråb i snart mange år, siden en række vesteuropæiske lande åbnede deres grænser for indvandringen fra Mellemøsten og Afrika. Denne beslutning fik et ordentligt skub, da den tyske kansler Angela Merkel d. 31. august 2015 med de berømt-berygtede ord ”Wir schaffen das” (Vi klarer det) afskaffede alle restriktioner og lod over 1 mio. flygtninge strømme ind i Tyskland især via Balkan og Østrig. På enkelte dage var det daglige tal på mere end 10.000, hvoraf mange rejste videre nordpå ikke mindst til Danmark og Sverige med deres generøse velfærdssystemer. Og også Danmark og Sverige åbnede kritikløst alle døre både for genuine flygtninge fra krigsramte lande som f.eks. Syrien, Iran og Irak, og også for økonomiske flygtninge – og for jihadister.
Vi kender resultaterne af denne grænseåbning, der omgående blev mødt af protester ikke mindst i den hårdt ramte tyske befolkning, der f.eks. blev stillet bagest i køen, når det gjaldt om at få tildelt en bopæl, mens syriske familier med tre koner og ti børn rykkede op foran i køen. Allerede i oktober 2015 ændrede overborgmesteren i den sydtyske by Tübingen, Boris Palmer, medlem af det ellers flygtningsvenlige parti De Grønne Merkels udtalelse til „Wir schaffen das nicht“ (Vi klarer det ikke) og krævede, at nu måtte grænserne lukkes.
Og han fik jo ret og langt værre blev det! Tænk blot på de talrige seksuelle overgreb på kvinder nytårsaften ved banegården og domkirken i Køln, der skyldtes unge arabere og nordafrikanere. Den 18. juli 2016 sårede en flygtning i et regionaltog ved Würzburg fem passagerer med en økse og en kniv. Gerningsmanden, der i slutningen af juni 2015 var kommet over grænsen fra Østrig uden pas eller andre dokumenter – det viste sig senere at han var afghaner – blev skudt af politiet. En uge senere, d. 24. juli, tændte en syrisk flygtning med forbindelser til IS i Ansbach en bombe i en medbragt rygsæk, sårede 15 personer og blev selv dræbt ved eksplosionen. Den 19. december samme år skød en tuneser, Anis Amri, en lastbilchaufør og kørte med dennes lastbil ind i en menneskemængde på et julemarked i Berlin, dræbte 11 og sårede 55, flere af disse livsfarligt. Den 28. juli 2017 angreb en palæstinenser med en kniv kunder i et supermarked i Hamborg og dræbte en person og sårede fem andre.
Og så skal jeg her slet ikke komme ind på terrorangrebene i København, Paris, Stockholm, Nice, Jerusalem, Bruxelles og Marseilles. Glemte jeg i øvrigt Twin Towers-katastrofen d. 11. september 2001 med ca. 3.000 ofre og de mange øvrige attentater i England, der allerede indledtes d. 7. juli 2005 i London med fire selvmordsattentater inden for et kort tidsrum rettet mod sagesløse passagerer i tre undergrundstog og en dobbeltdækkerbus? I alt omkom 56 mennesker inkl. de fire muslimske mordere, mens over 700 blev sårede.
Og, og, og . . .
Denne forfærdelige statistik skyldes ikke alene Merkels åbning af Balkanruten. Til problematikken må føjes ruten over Middelhavet især fra Libyen til Syditalien overvejende med unge afrikanere, især økonomiske flygtninge,der føler sig lokket af de åbne økonomiske arme især i det nordlige Europa. Disse er blevet hjulpet godt på vej ikke blot af professionelle flugthjælpere, der lader sig godt betale, men også af en række ikke-statslige nødhjælpsorganisationer, såkaldte NGOer, som f.eks. Red Barnet, der har deres skibe liggende i venteposition ud for Libyens kyst parate til at sejle deres last til Sicilien. Til tider har der nærmest været tale om en taxarute. Således blev på en eneste dag i april ca. 8.500 flygtninge/migranter transporteret over havet. Men en mulig størrelsesorden på 30 mio. i de næste par år har været nævnt, selvom den naive italienske stat – for øvrigt helt ladt i stikken af EU – nu endelig er begyndt at bremse denne trafik, der har betydet en alvorlig belastning for Italiens økonomi, der i forvejen ikke har det for godt.
Der er her tale om en folkevandring af ukendte dimensioner. Og – kunne man så i en menneskekærlig stund mene – hvis alle disse mennesker nu ville indordne sig under deres værtslands regler, lære sig sproget, acceptere den demokratiske kultur og finde arbejde, så kunne en sådan størrelsesorden muligvis være til at leve med. Nuvel, udover den importerede vold og terror har det vist sig, at disse betingelser langtfra er blevet opfyldt. Ghettoer er i stedet skudt op overalt og dette ikke kun pga. en fejlslagen – overvejende socialdemokratisk og radikal – politik, men fordi flygtningene selv klumper sig sammen i alternative samfund, hvor det ofte er et arabisk sprog der tales og hvor der nasses på velfærdsydelserne fra generation til generation.
Hele tiden tales der om en ønskværdig integration eller assimilation, men har vi ikke alle set, i hvor høj grad denne er slået fejl? Det er altid de samme stemmer i medierne, der giver os skylden herfor, selvom det dog er eklatant, at det er flygtningene/migranterne, der ikke vil indordne sig, og at disse kommer fra ganske bestemte geografiske områder er lige så eklatant. For har vi hørt om problemer med de tidligere ungarske eller vietnamesiske flygtninge?
En dansk meningsmåling fra 2015 viser, at 77,2% af de adspurgte muslimer mener, at ”Koranens anvisninger skal følges fuld ud”. Over halvdelen siger nej til, at islam skal moderniseres og tilpasses de vestlige samfund. Kun lidt over hver tredje siger ja. Så sent som d. 19. september dette år har organisationen Muslimsk Ungdom i Danmark på dens hjemmeside udsendt flg. erklæring: ”Assimilation er fuldstændig udelukket. Den muslimske ungdom vil ikke gennemgå en lutheransk kompromisløsning i Europa.”
Kan det siges tydeligere?
