Klumme: Sverige på godt og (mest) ondt


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Et historisk blik bagud

Forholdet mellem Danmark og Sverige har i ganske lang tid været rimeligt godt. Tidligere århundreders svenskekrige er gudskelov forbi, selvom vi gerne vil have Skåne tilbage, og vi bliver heller ikke længere automatisk banket i fodbold. Ja, for en vis politisk fløj har Sverige ovenikøbet været et foregangsland, hvad angår social velfærd, og samme fløj har også med beundring kastet forelskede blikke på den tidligere socialdemokratiske regeringschef Olof Palmes stærkt antiamerikanske holdning under Vietnamkrigen. Sverige har jo altid gerne villet være hele verdens samvittighed. Til gengæld glemmer vi ikke, at svenskerne under 2. Verdenskrig – på trods af tætte forretningsforbindelser med Nazityskland – tog pænt imod de dansk-jødiske flygtninge og flygtende modstandkæmpere.

Det kan ikke nægtes, at forholdet mellem vore to lande har været præget af et storebrortrauma, hvor det tydeligvis er det industristærke land med Volvo, Saab og L.M. Ericsson på den anden side af Øresund, der har givet os danskere dette trauma. Og der er da også en del at beundre hinsidan – ikke så meget det politiske liv som den prægtige skærgården og den vældige, uberørte natur, når vi kommer længere nordpå i landet, mens man nok skal holde sig væk fra forskellige no-go-zoner i dele af Malmö og Stockholm.

Situationen i dag

Ikke mindst i de senere år er der kommet en kurre på tråden. Alene det, at Danmark i langt højere grad – men langtfra i en høj nok grad – har hugget bremserne i over for invasionen af indvandrere fra en række mellemøstlige lande, har vakt voldsom kritik hos broderfolket. I de svenske medier er Danmark blevet beskyldt for intolerance, ja sågar racisme. Men dette skal vi ikke lade sidde på os, og vi har den aktuelle udvikling med os! Vi danskere har med rette grund til at være bekymrede for udviklingen øst for Øresund. For denne har i endnu langt højere grad end hos os – takket været en uhæmmede velkomstpolitik – skabt katastrofale sociale problemer hinsidan med en enorm stigning i voldsforbrydelser, voldtægt og mord især på kvinder netop begået af overvejende unge indvandrere. Denne voldsbølge er vokset så dramatisk, at det svenske politi har måttet bede det amerikanske FBI om assistance. Ironien er til at tage og føle på!

Sverigedemokraterne

Svenskerne er generelt et besindigt folkefærd, så det har taget lang tid for dem at reagere. Men det skete dog, og grunden blev lagt med etableringen i 1988 af partiet Sverigedemokraterna, der politisk ligger tæt på Dansk Folkeparti. Siden Sverigedemokraterna under deres dygtige leder Jimmie Åkesson i 2010 kom i Riksdagen med 5,7% af stemmerne er partiet med dets nationale og indvandringskritiske program gået frem fra valg til valg. Af de større partier fik ved rigsdagsvalget i 2014 Socialdemokraterna 31,1% af stemmerne, de konservative Moderaterna 23,33% og Sverigedemokraterna 12,86% – altså et kanonvalg for dette parti. Alligevel dannede socialdemokraterne i en koalition med det diminutive Miljöpartiet regering. Ved næste valg i september 2018 fik Socialdemokraterna kun 28,4% af stemmerne, det laveste stemmetal nogensinde, Moderaterna 19,8% og Sverigedemokraterna 17,6% – altså igen en flot fremgang og et resultat, der af alle politiske kommentatorer er blevet forklaret med netop partiets indvandringskritiske program.

Regeringsdannelsen

Efter valget sidste september fulgte seje og langstrakte forhandlinger om en regeringsdannelse, der også involverede Riksdagens øvrige partier: Centerpartiet med et stemmetal på 8,6%, (det socialistiske) Vänsterpartiet (7,9%), Kristdemokraterna (6,4%), Liberalerna (5,5%) og Miljöpartiet (4,3%); Sverigedemokraterna er således helt klart Sveriges tredjestørste parti.

Og det første alle de øvrige partier erklærede var, at de under ingen omstændigheder ville samarbejde med sverigedemokraterne – og dermed således fulgte et mønster, vi kender fra en række andre vesteuropæiske lande: nemlig at holde ubekvemme ”højrekstreme populistiske partier”, som de gerne kaldes, uden for politisk indflydelse i direkte modstrid med alle demokratiske spilleregler. Det drejer sig nemlig i de pågældende lande om partier, der alle ligger på en vælgertilslutning på ca. 20-25%, f.eks. Marine Le Pens franske Rassemblement National, Geert Wilders hollandske Partij voor de Vrijheid og det tyske Alternative für Deutschland, AfD. Derimod har den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz draget den demokratiske konsekvens og i december 2017 dannet regering med det indvandringskritiske og EU-skeptiske Freiheitliche Partei Österreichs, FPö.

Resultatet af det svenske valg i september 2018 blev, at ingen af de større etablerede partier var i stand til at danne en bæredygtig regering uden at indgå i en koalition hen over ideologiske barrierer. At socialdemokraterne afviste denne mulighed siger sig selv, men også de borgerlige partier – foruden Moderaterna også Centerpartiet og Liberalerna – nægtede at indgå i en regering med Sverigedemokraterna og ville ikke engang anerkende det som et støtteparti selv uden regeringsdeltagelse. Dette kunne ellers have betydet en ende på den socialdemokratiske dominans i svensk politik gennem mange årtier og naturligvis også på de sidste fire år med den farveløse apparatjik Stefan Löfven som regeringschef. Den borgerlige bloks vattede leder, Ulf Kristersson fra Moderaterna, spillede dermed bolden tilbage til den ivrige Löfven, der var vaks ved havelågen og fik splittet netop den borgerlige blok ved at indgå et samarbejde med Centerpartiet og Liberalerna – Sveriges svar på Det radikale Venstre. Det var ikke mindst Centerpartiets indvandringsvenlige chef Annie Lööf, der blev tungen på vægtskålen, idet hun nægtede ethvert borgerligt samarbejde, så længe den borgerlige blok var villig til at lade sig støtte af Sverigedemokraterna.

Igen en socialdemokratisk regering

Resultatet er nu blevet, at Sverige siden d. 18. januar efter 131 dages forhandlinger igen regeres af en rød-grøn koalition, der består af Löfvens socialdemokrater og Miljöpartiet, men – og dette er skandalen – støttet af to borgerlige partier. Og hermed forbliver Sveriges grænser åbne for en fortsat masseindvandring, der inden for en overskuelig årrække kommer til at ødelægge det Sverige, som vi trods alt elsker.

Riksdagen måtte gennem tre afstemninger, for at Löfven kunne fortsætte som statsminister. Ved den endelige afstemning stemte 151 for, 153 stemte imod, og 77 afstod fra at stemme. Ifølge svensk lovgivning kræves 175 stemmer imod en foreslået regeringschaf for at kandidaten skal forkastes. Sejrherren – på et mindretal af ja-stemmer – Stefan Löfven erklærede, at ”nu havde Sverige valgt en anden vej [end den borgerlige]. Og dette er historisk”. Ulf Kristersson talte om ”en dårlig dag for Sverige” – er manden kynisk eller blot dum? Havde han dog blot inviteret Jimmie Åkesson indenfor! Denne reagerede som den eneste partileder sandfærdigt med ordene: ”Regeringsdannelsen er absurd og bizar.”

Godnat Sverige!

Kommentarer