Klumme: Træd varsomt i debatten


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Der er meget, vi (helst) ikke må, hvis vi på “seriøs” vis vil deltage i den offentlige debat.  Ikke at det er kriminaliseret og ulovligt. Men på den måde, at bestemte meningstilkendegivelser anses for uanstændige, skamløse og i hvert fald ganske forkastelige i store del af den organiserede offentlighed, blandt næsten alle medier og journalister og de fleste politikere. Man melder sig dermed nemt ud af “det gode selskab”, mister “anseelse”, skal ikke “tages alvorligt”, er en slags “ekstremist”, “populist” eller det, der er endnu værre, hvis grænserne for det tilladelige overskrides.

En af de værste forseelser vil således aktuelt være at tvivle på grundlaget for den såkaldte klimapolitik. Sandsynligvis sker der nu som før langsigtede klimaændringer. Men da “klimavidenskaben” slet ikke fyldestgørende ved, hvad der betinger klimaet, tvivler mange seriøse forskere i virkeligheden på aksiomet om menneskeskabte klimaændringer som udslaggivende. De er ikke sikre på sandhedsværdien af de grundlæggende påstande.

At det hele skulle kunne reguleres ved en “klimapolitisk” indsats via regeringer orkestreret af det mere eller mindre korrupte FN, må dog i det mindste anses for aldeles utroværdigt. Men kritiske forskere udskammes, da et stort “flertal af klimaforskere” og FN mener, at sammenhængen er god nok. Som om det vil have mening at afgøre den slags spørgsmål ved afstemning blandt videnskabsfolk, endsige i FN.

Paven, Al Gore, Gro Harlem Brundtland, Uffe Elbæk, Connie Hedegaard, Morten Østergaard, Mette Frederiksen, Maria Reumert Gjerding m.fl. har jo tilsluttet sig teorien og indsatsen, og så kan det vel ikke være helt galt? Og ve kritikere og skeptikere, der fordømmende kaldes “klimafornægtere”. Seriøse bidrag undertrykkes eller refereres kun overfladisk. Mediernes klimajournalister synes i vidt omfang at være hjernevaskede. Kæmpemæssige investeringer er her som hisset iværksat på et spinkelt grundlag. Men det må helst ikke diskuteres. For det er ukorrekt at tvivle på FN’s “klimavidenskab”.

En næsten lige så stor forkrampning findes i debatten om flygtninge og andre immigranter. Her tales der om “udlændingepolitik” og om, at den gerne skal strammes. Hvad er der dog galt med udlændinge? Hvorfor må danske statsborgere ikke få deres ægtefæller fra f.eks. Japan eller Brasilien her til landet uden videre? Hvorfor det forlods negative syn på udlændinge, som, hvad enten de er fra Kina, Indien, Vietnam, Chile, Polen eller Portugal osv., bidrager til det danske samfund økonomisk og på anden måde?

Sagen er imidlertid, at det parlamentariske flertal gerne vil begrænse strømmen af flygtninge og fattigdomsimmigranter fra muslimske lande især i Mellemøsten samt fra Afrika. Det er der sandelig også god grund til, for de koster befolkningen uhyre summer, bringer en voldskultur med sig, og for manges vedkommende en religiøs forrykthed, der vil true det sekulære samfund. Men man må ikke tale om at udelukke netop de flygtninge og immigranter. For det hedder “diskrimination”, og vi er bl.a. bundet op på nogle konventioner, delvis fra tiden lige efter 2. verdenskrig. Konventioner, der aldrig har været til folkeafstemning, selv om de reelt indebærer suverænitetsafgivelse. Men dem – og “asylretten” – må der ikke røres ved, og følgelig er det ikke tilladt at tale om det virkelige problem, om islam mv. Derfor hedder det “udlændingepolitik”, som er søgt strammet med åbenlyse urimeligheder til følge.

Det er gennemført helt ned i detaljen. Eksempelvis fortælles, at “tosprogede” børn giver vanskeligheder i en del skoler. Hvad er dog problemet med at være tosproget? Sagen er vel, at de pågældende er elendige til dansk, men det må vi helst ikke sige, derfor “tosproget”.

Man må vist heller ikke gerne påpege, at islam (salafister, jihadister og det muslimske broderskab) ikke bare er udtryk for en religion, men for en politisk ideologi, som tilsigter at omstyrte det vestlige samfund. “Lærde” og imamer rekrutterer unge og modarbejder integration gennem særlige friskoler og offentligt understøttede foreninger, moskeer etc. Fremføres den slags synspunkter, er beskyldninger for “racisme” imidlertid hurtigt på bordet. Så hellere holde mund.

En tredje, lidt mindre betændt, farezone er den såkaldte feminisme, ligestillingsdebat mv. Der er ikke tvivl om, at kvinder har været politisk og erhvervsmæssigt undertrykte i samfundet. Men man skal være varsom med at kritisere elementer i den debat, for ellers udløses hurtigt beskyldninger for “mandschauvinisme” og lign.

Kvinderne skal ligeligt være med. Så må der vel også være stærkt behov for flere kvindelige elektrikere og andre håndværkere? Sådanne er der da mere brug for end for kandidater i filmvidenskab, antropologi, psykologi o.lign. Hvorfor er rednings- og asfaltarbejdere og cykelryttere fortrinsvis mænd, og hvorfor er kvinder ikke blandt mænd med på fodboldholdene i divisionsklubberne? Bør der ikke herske ligestilling på disse og andre felter, specielt når køn moderigtigt i dag er en “social konstruktion”? Men det går vist slet ikke an at stille den slags spørgsmål. Måske kunne man dog henvende sig herom til nationalbankdirektøren eller direktøren i Dansk Industri, der tilsyneladende ved meget om ligestillingsproblemerne?

På mange andre områder er det ligeledes fornuftigt at træde varsomt i debatten. Naturligvis er det slemt, at Danske Bank har hvidvasket store beløb. Banken har tjent penge på aktiviteten, og det kan selvfølgelig ikke forsvares. Derimod går det næsten upåagtet hen, at Danmark stadig yder betragtelige beløb til palæstinensiske “flygtninge”, og at en del af disse midler efter det foreliggende flyder videre til terrorrister, der dræber israelske borgere. 

FN opretholder med bl.a. dansk støtte en palæstinensisk flygtningesump, der som tilsvarende i Europa efter 2. verdenskrig for længst ville have været drænet, hvis ikke arabisk-palæstinensiske interesser havde ønsket den fastholdt og udvidet. Her er det jo danske statsborgeres penge, der ødsles bort. Men det må man helst ikke tale om, for det kunne skade “fredsprocessen”, som ikke eksisterer. Det er vist også skamløst at kritisere den bilaterale ulandshjælp eller anden støtte til korrupte styrer via FN. Men måske ville det være vigtigere for skatteborgerne at spare de penge end at gå op i Danske Banks bedrifter? Tilsvarende med offentlige tilskud til de “mellemfolkelige” organisationer, som bl.a. har hjulpet menneskesmuglere i Middelhavet.

I det hele taget bør vi helst ikke tale skatteydernes sag. Skattelettelser er generelt dårlige, for de vil ramme “velfærden”, hedder det hyppigt. At skatte- og afgiftsnedsættelser i sig selv vil gavne velfærden for de borgere, der hermed får råd til bedre bolig og i øvrigt større privatforbrug, ses der gerne bort fra. “Velfærden” er åbenbart blevet noget, kun det offentlige skaber. Lavere skatter resulterer i mindre “velfærd”, mens omvendt højere løn til offentlige ansatte – især til “varme hænder” – da givetvis sikrer “velfærden”. Alt det forkerte dømmes som “usolidarisk” og nok lettere utiltalende.

Disse – og mange andre – store eller små forhindringer gør det svært at bevæge sig på en “ordentlig” måde gennem farezonerne i det danske debatmiljø, uden at komme til skade og miste mediemæssig “anseelse”.  På nogle felter er det som nævnt nærmest umuligt. Det er en nærliggende konklusion, at medierne har svigtet deres kritiske rolle. Måske kan det heller ikke forventes anderledes af de statslige presseinstitutioner, der betegner sig selv som leverende “public service”. Men også de private medier, herunder de såkaldt borgerlige, er i høj grad inficeret af denne politiske korrekthed. Det er svært at se bort fra, at dette har snæver sammenhæng med journaliststandens overvejende venstreorienterede (eller -ekstremistiske) holdninger. Denne politiske korrekthed spærrer meget af debatten inde.