Klumme: Trykkefrihedsselskabet til angreb på racismeparagraffen

Trykkefrihedsselskabets største sejr i det forløbne år er afskaffelsen af Straffelovens blasfemiparagraf, sagde Selskabets afgående formand, Katrine Winkel Holm, under søndagens generalforsamling.

Man må give hende ret. Denne sejr for ytringsfriheden er naturligvis ikke TFS’s fortjeneste alene, men det er TFS, der gennem snart 15 år har stået forrest, leveret argumenterne og utrætteligt agiteret overalt, hvor det var muligt.

Det er ikke så lidt af en sejr for enhver tilhænger af ytringsfriheden.

Tanken med paragraffen var, at man ikke måtte drive spot med tilhængere af anerkendte trossamfund på grund af deres trosforestillinger og gudsdyrkelse.

Efterhånden blev det klart, at blasfemibestemmelsen var svært forenelig med Grundlovens bestemmelse om religionsfriheden i §67:

“Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Hermed åbner Grundloven for det indlysende spørgsmål: Hvis man mener, at et trossamfund forbryder sig mod sædeligheden eller den offentlige orden, må man så ikke drive spot med det pågældende samfund og dets skinhellige vrøvl?

Det må man nu.

Men en større bid venter, som Winkel Holm også understregede i sin beretning til generalforsamlingen, nemlig Straffelovens §266b:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Denne tilføjelse til den gamle §266 er fra 1971 og blev allerede før vedtagelsen gennemgribende kritiseret af bl.a. Socialistisk Folkepartis ordfører Poul Dam. Under forslagets førstebehandling i Folketinget den 29. oktober 1970 sagde han:

”Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk. ”

”Dette er det springende punkt: man sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger. Når dette skel først er sat, kan det flyttes, og hvor er vi så henne? Så er vi tilbage i den oplyste enevældes forestillinger om ytringsfrihedens grænser. I parentes skal det bemærkes, at det er bittert ironisk, at netop en lovændring, der vil bekæmpe diskrimination, medfører, at et så uvidenskabeligt og diskriminationsladet ord som ”race” indføres i dansk lovgivning.”

Poul Dam sluttede:

”Det er ikke statens eller domstolenes opgave at beskytte mig eller andre, der mener som jeg, ved at forbyde nogle meningsytringer, som jeg fordømmer… Danmark bør ikke ratificere en hvilken som helst kompromiskonvention fra FN, hvis vi alvorligt må frygte, at følgerne gør det danske samfund ringere.”

SF’s ordfører hæftede sig altså ved det problematiske ved at indføje det nazistiske og  racehygiejniske begreb “race” i  dansk lovgivning, og hans bekymring skulle vise sig profetisk. Siden Højesteret i 2003 resolverede, at man godt måtte kalde Pia Kjærsgaards udtalelser om indvandringen med videre for racistiske, fordi “racisme” kunne betyde hvad som helst, kan man med rette spørge, om begrebet “race” er omgærdet med en lignende usikkerhed. Hvis loven skal være tydelig, må myndighederne i det mindste komme med en definition. Herunder: Er islam en race, og hvis den ikke er, er det så racistisk at forhåne eller nedværdige dens tilhængeres påstande?

Det væsentligste angrebspunkt mod 266b er imidlertid, at man ikke må forhåne eller nedværdige folk på grund af deres tro. Der kan ifølge Grundloven ikke være tale om en hvilken som helst tro.

Men nok så vigtigt: Hvordan adskiller vi religiøs tro fra politisk ideologi? Er det nok, at selvbestaltede talsmænd for islam siger, at deres virke er rent religiøst, når enhver kan overtyde sig om, at alt hvad de snakker om er politik?

Det bliver givetvis en lang og sej kamp at få afskaffet §266b – denne juridiske skamplet. Men kunne vi ikke starte med at få den stats- eller domstolsanerkendte definition på “race” og “tro”, så vi i det mindste kunne vide, hvad vi snakkede om?