Klumme: USA på moralsk deroute


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Meget er blevet sagt og gjort i forbindelse med præsidentvalget i USA. Medierne havde allerede valgt side fra før Donald Trumps indsættelse i 2016. Han gik fra at være tv-darling til at være racist og anti-krist. I disse woke-tider med politisk korrekthed helliger alle midler målet om ensretning og styring af en globaliseret og socialistisk inspireret verdensorden. En orden, hvor man ser splinten i alles øjne, men ikke bjælken i sit eget.

Konspirationen i forhold til såvel valgkampens forløb som selve valghandlingen i november 2020 er omfattende.

Kunsten er at finde ind til kernen og identificere de faktuelle punkter, hvor det venstreradikale miljø har et forklaringsproblem. Der er ikke dokumentation for en samlet plan for, hvordan valget skulle påvirkes, men der er klare indikationer på, at kræfter omkring det Demokratiske parti enten direkte har påvirket udfaldet eller undladt at udføre handlinger, man var forpligtet til at udføre.

Et helt oplagt område, som massemedierne under ét undlod at forholde sig til, var fundet af Hunter Bidens computer. Hunter Biden, sønnen af den nu siddende præsident Joe Biden, havde undladt at afhente sin computer hos en reparatør trods opfordringer hertil. Reparatøren, som havde ledt efter Hunters kontaktoplysninger på hans computer, fandt mailkorrespondance af mistænkelig karakter. Reparatøren havde afleveret Hunters computer til FBI i efteråret 2019. 

Mailkorrespondancen på computeren påviste en forbindelse mellem Hunter Biden og tvivlsomme forretningsforbindelser i hhv. Ukraine og Kina. Den viste også, at Hunter havde sat bemeldte forretningsforbindelser i forbindelse med hans far, som på det tidspunkt var vicepræsident under præsident Obama.

Videre viste korrespondancen, at den nuværende amerikanske præsident foretog flyvninger med Air Force 2 til Kina og Ukraine sammen med sønnen. Spørgsmålet er, hvorfor FBI ikke foretog sig noget og hvorfor pressen ikke på vanlig vis borede i, at en præsidentkandidat, Joe Biden, i privat regi og i tæt samspil med mistænkelige forretningsforbindelser berigede sig på forretningsområder, som hverken Hunter Biden eller hans far, den nuværende amerikanske præsident, havde nogen forstand på. Spørgsmålet er også, hvorfor kineserne har betalt den kokain-afhængige Hunter Biden for at få adgang til det den amerikanske regerings maskinrum. Fremgangsmåden kineserne fulgte er gammelkendt, men pressen undlod bevidst at omtale den.

Hvorfor undlod den amerikanske statsanklager at iværksætte en undersøgelse på et tidspunkt, hvor blot det mindste ryk i valgkampen kunne have afgjort marginalerne til fordel for Trump? Er USA endt med at være en bananstat, som ser stort på antallet af vælgere, blot den politisk korrekte kandidat bliver valgt? Svaret er entydigt et ja.

Hvorfor lod de fem Demokratisk styrede svingstater, der afgjorde udfaldet af valget, en venstreradikal ejer af verdens største sociale medie, Facebook, Mark Zuckerberg, finansiere indkøb af nye valgmaskiner? Valgmaskiner, som i forvejen var blevet underkendt rent sikkerhedsmæssigt. Hvorfor blev stemmeoptællingen i det væsentligste demokratiske valg i verden finansieret af en privatperson med tilknytning til det venstreekstreme politiske miljø? Den samme Zuckerberg, der afskar Trump fra at bruge Facebook som platform? Pressen tav, og nu har Trump langt om længe anlagt et gruppesøgsmål mod bl.a. Facebook og Zuckerberg.

Hvorfor nedsatte Google hastigheden på nyhedsspredning fra den Republikanske lejr under valgkampen, mens Bidens Demokratiske parti kørte som smurt i olie, uden at medierne i øvrigt gjorde indsigelser mod censuren?

Hvorfor undlod den amerikanske Højesteret at forholde sig til realiteterne i de talrige indberetninger om valgsvindel i valghandlingerne i de Demokratisk styrede stater alene med den begrundelse, at Højesteret ikke ville blande sig i udfaldet af valget. Rene formalitetsbetragtninger. Den samme Højesteret havde ikke noget problem med at afgøre valget tilbage i 2000, da kampen stod mellem George Bush jr. og Al Gore.

Verdens styrende medier dyrker gladeligt overfladesvømning, når det drejer sig om at forholde sig til substansen i den kritik, som kommer fra det konservative miljø, men undlader ikke at dykke dybt, når man øjner en chance for dårlig omtale af Trump-lejren.

Nu arbejder Demokraterne på at udvide antallet af højesteretsdommere og sikre sig, at et flertal af dommere kan blive udpeget af den siddende præsident. Må det kuldsejle.

Sidst, men ikke mindst, hvordan kan medierne sidde det faktum overhørig, at præsident Biden ikke er i stand til at holde en sammenhængende tale uden en teleprompter? Hvordan kan medierne i fuldt alvor undlade at forholde sig kritisk til de talrige gange, hvor Bidens demens slår igennem i hans embedsførelse? Han snubler over ord, blander tid og sted sammen, påbegynder nye sætninger før han er færdig med de, han er i gang med osv. Hvordan vil den halvdemente Biden reagere i pressede konflikter? Er det overhovedet Biden, der styrer USA? Selv er jeg ikke i tvivl om, at svaret på det er entydigt benægtende.

Hvordan kan pressen være sig selv bekendt i forhold det faktuelle i, at de første 6 måneder af Bidens embedsførelse har været katastrofale? Grænseoverløbning af over 1 million illegale migranter fra Syd- og Mellemamerika siden indsættelsen i januar 2021, galoperende inflation og skyhøje priser på benzin og brændstof efter at Biden administrationen har lanceret grøn omstilling og nedlagt store dele af den amerikanske olie- og gasindustri. Hvem betaler? Den almindelige amerikanske vælger. Hvem trækker helt umotiveret samtlige amerikanske soldater ud af Afghanistan velvidende om, at Taleban om seks måneder står på torvet i Kabul?

Bundlinjen i forhold til massemedierne er, at de har udlevet deres tid som borgernes vagthunde. Massemedierne og mainstream-mediernes journalister er fjender af både sandheden og folket. Almindelige mennesker burde under ét boykotte de sociale medier og de løgne, de spreder. Fjenden sidder på den anden side af din fjernsynsskærm eller våger over, at du ikke overtræder nogle venstreorienterede fællesskabsregler udtænkt i slipstrømmen på Karl Marx’ grundvand. Nok burde efterhånden være nok, men for at have den ønskede virkning skal mainstream-mediernes boykot være verdensomspændende.