Klumme: USA’s tilbud til Israel om Afghanistan-løsning


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Israels tidligere mangeårige statsminister Benjamin Netanyahu har afsløret, at han i 2013 af USA fik tilbudt en Afghanistan-løsning på konflikten med palæstinenserne. Tilbuddet blev fremsat af præsident Obamas naive udenrigsminister John Kerry, som inviterede Netanyahu med på en hemmelig rejse til Afghanistan, hvor han skulle se, hvordan USA havde skabt en afghansk militærstyrke, som selv ville kunne bekæmpe afghanske terrorister. Denne model ville Kerry og USA også bruge til at løse Israels problem med palæstinenserne.

Den erfarne og realistiske Netanyahu afviste høfligt Kerrys idé og forkastede hele den bagvedliggende tankegang. Han vurderede, at så snart USA forlod Afghanistan, ville alting bryde sammen. At Netanyahu havde ret, har vi været vidne til i de seneste dage. Et islamisk regime har nu erobret Afghanistan, som igen vil blive en terrorstat ifølge den tidligere statsminister. ”Resultatet ville blive det samme, hvis vi overdrog store områder til palæstinenserne”, sådan som Kerry ønskede det. De ville ifølge Israel så oprette en terrorstat i Judæa og Samaria med grænser ganske tæt på Ben Gurion Lufthavnen, Tel Aviv og andre israelske byer

Netanyahu tilføjede, at man havde set samme farlige politik med hensyn til terrorregimet i Teheran. USA og andre stormagter har indskibet sig i en farlig aftale med præstestyret, som vil give Iran et arsenal af kernevåben, der skal bruges til at ødelægge Israel.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Sagen om IS-feltmadrasserne

Netanyahu blev som statsminister i 2015 opfordret af Kerry og andre til at acceptere den aftale med præstestyret, som blev indgået i 2015, men som præsident Trump senere ophævede. Nu forsøger USA under præsident Biden at få den farlige aftale fornyet trods af Israels advarsler. Det lykkedes israelske efterretningsfolk at evakuere et hemmeligt arkiv fra Teheran, der afslørede, at Iran trods aftalen fortsatte sit program med at konstruere kernevåben.

Mange i Israel sætter i disse dage spørgsmålstegn ved, om man kan stole på USA’s støtte i en alvorlig konflikt. De siger, at Israel selv må sørge for at kunne forsvare sig mod de mange trusler mod den jødiske stat fra islamiske terrorregimer i nærområdet – Iran, Hamas i Gaza og Hezbollah i Libanon. For få dage siden advarede Det Internationale Atomenergiagentur om, at Iran fortsætter med at producere beriget uran, som bruges til at fremstille kernevåben.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)