Klumme: Vandmangel i Mellemøsten – en lille oversigt

Der er en voksende vandmangel i Mellemøsten og to af de værst ramte steder er  Ægypten og Iran. Mest eksplosivt farligt er dog Gaza, der har en af verdens allerhøjeste fødselsrater, og hvor det hele bliver meget værre af indløbende havvand og kloakoverløb: Begge forhold er ved at gøre området til et hydrologisk mareridt, og ifølge (den lettere venstreorienterede) journalist, Hans Henrik Fafner, bliver det vanskeligere og vanskeligere at skaffe ferskvand i Gaza.

Fafner påpeger også, at Israels beslaglæggelse af broderparten af det disponible naturvand bidrager til at gøre det hele meget værre.

Men også Israel har problemer med for lidt vand, skriver Fafner, ikke mindst efter at Tyrkiet (Mellemøstens vandstormagt!) annullerede en aftale om levering af vand via en flåde af tankskibe, hvilket har tvunget israelerne til at gå andre veje. En af dem er en ny vandafsaltningsproces, der ikke er nær så energikrævende, som de tidligere metoder. Det drejer sig om en slags omvendt osmose, hvor membraner holder saltionerne tilbage.

Meget af vandet kan drikkes, mens resten kan bruges i husholdningen, og det er billigere at fremskaffe end grundvand. Israels fire allerede eksisterende afsaltningsanlæg dækker nu 40% af Israels vandforbrug, og tallet ventes at stiger kraftigt. ”Om nogle år vil vi være i stand til at levere vand til Gazastriben” siger en israelsk vandekspert, og udviklingen giver et glimt af håb for hele det vandfattige Mellemøsten (bladet Israel, 2. september 2015).

Yemen 

Og det var sandelig også på tide. De fleste steder ser det bestemt ikke lovende ud. I Yemen (hvor fødselsraten næsten er lige så høj, som i Gaza) er det det lettere euforiserende – og meget vandkrævende – stof qat, der er problemet, og storbyen Sanaa kan meget vel være verdens første hovedstad, der ikke længere disponerer over vand. 

​Hvilket absolut ikke er heldigt midt i en borgerkrig

​Syrien

Stort bedre ser det ikke ud i det krigshærgede ​Syrien, hvor Hafez al Assads regering ødslede $15 billion på mislykkede overrislingsprojekter i 1988-2000. Mellem 2002 og 2008 tørrede næsten alle Syriens 420.000 illegale brønde ud, og vandressourcerne faldt til det halve. Ifølge New York Times har “gamle overrislingssystemer holdt op med at virke, grundvand er tørret ind og hundreder af landsbyer er blevet opgivet efter at agrarland er blevet til sprækkede ødemarker, og græssende dyr dør ud”.

I​rak

​Samme billede ser man i Irak. I 2011 lukkede Mosul-dæmningen totalt p.g.a. manglende vandtilstrømning, og havvand er trængt langt op i den store Shatt al Arab flod, der udgør grænsen til Iran. Længere mod nordøst ligger Pakistan, hvor eksperterne spår, at landet vil lide af akut vandmangel i 2020. Folk er forståeligt nok allerede begyndt at migrere – og som vi har set, er det de vestlige landes velstand og lempelige love, de migrerer til. De muslimske lande – minus Jordan, Libanon og Tyrkiet – er ikke meget for at modtage deres religionsfæller, og de rigeste af dem tager ikke mere end en håndfuld.

Indtil de sadler om, og inviterer deres muslimske brødre indenfor, kan verden ikke forvente, at Europa alene skal lægge ryg til. Men det er det åbenbart ikke comme il faut at tale om. Ligesom det faktum, at det først og fremmest er Rusland og Iran, der fodrer den syriske præsident Bashar al Assads krigs maskine, og derved er hovedansvarlige for forlængelsen af den syriske borgerkrig. Men ingen forlanger, at Rusland og Kina burde være med til at tage deres del af flygtningestrømmen, og mig bekendt har ingen politiker – hverken Løkke Rasmussen, Merkel eller Obama – mande​t ​sig op til at sige det til dem.

​Men Trump er en anden historie.

Indtil videre har han ikke berørt emnet​, men hvis man kender ham ret, kan han godt finde på at nævne det problem, som ingen anden vil tale om. Vi må håbe det bedste.