Klumme: Velfærdsdemagogi


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Socialfascisme var et af de gamle kommunisters skældsord for socialdemokratisk politik. I det sovjetrussisk dominerede Komintern var det en betegnelse for disse afvigere fra den sande ideologi. Dybest set har synspunktet nok overlevet i enkelte af nutidens marxistgrupper, herunder sikkert også herhjemme.

Sammenrendet af kryptokommunister i Enhedslisten profilerer sig nemlig med et program, der i det store og hele svarer til de gamle kommunistiske koryfæers: Det socialistiske samfund med offentlig, kollektiv styring af samfundsøkonomi, erhvervsliv mv. Den sædvanlige medfølgende undertrykkelse vil dog ikke blive gentaget, for det hele skal hvile på et flertal og fredeligt kunne afskaffes igen, hedder det, modsat al erfaring med den slags eksperimenter.

Partiets nuværende leder Pernille Skipper spænder skam tidsmæssigt langt bagud for de af hende ellers ilde ansete, forældede “boomere”, for hun har haft – og har sikkert stadig – Lenins næstkommanderende Lev Trotskij som sit politiske emblem. Andre i EL har brilleret med Mao, Enver Hoxha, Che Guevara og tilsvarende typer som forbilleder. Men nu har de altså bidt tænderne sammen, accepteret nutiden og de ellers forhadte socialdemokrater (socialfascisterne) i form af Mette Frederiksens regering. Denne politiske fernis er vist ret tynd, men de ser lyspunkter i de socialdemokratiske fumlerier, som bidrager til at spolere dansk økonomi. Allerede “Arnes pension” var et skridt på vejen. Coronakrisen er blevet håndteret med til tider panikagtige indgreb, hvor bl.a. den efter alt at dømme grundlovsstridige lukning af et helt erhverv – indgreb mod “kapitalismen” – får milliardtunge erstatningsmæssige følger.

Når nu regeringen – med, men til tider også uden, støtte i forskellige medicinpersoners mere eller mindre forvirrede rådgivning – har besluttet midlertidigt helt at lukke ned i forskellige erhverv, er det da umiddelbart ønskeligt med kompensations- og støtteordninger til de ramte. At noget sådant lånefinansieres, er ikke kritisabelt. Når renten er rekordlav, bliver operationen selvfølgelig mindre tyngende for staten.

At enkelte økonomer – sågar bankansatte af slagsen – anfører, at også fremtidig lånefinansiering af offentlige aktiviteter er uproblematisk, fordi renteniveauet vil forblive lavt, er en kilde til dyb forundring. Hvor ved de fra, at renten længe vil være lav? Selv de klogeste “topøkonomer” – her som hisset – formåede eksempelvis ikke at forudsige finanskrisen i århundredets først årti. Deres langtidsprognoser er ikke meget værd.

Men tilsyneladende har dette letsind allerede smittet statsministeren og hendes entourage af letvægtere blandt ministre, spindoktorer og andre partikammerater. Det kom således for nylig til udtryk på TV2 med Frederiksens bemærkning om, at det er en “gammeldags og måske også en lidt borgerlig måde” at overveje, hvem der skal betale milliardregningen for den statslige låntagning i coronaperioden. I stedet for skal vi investere os ud af krisen, mente hun.

Umiddelbart er det som nævnt økonomisk fornuftigt at lånefinansiere støtte til erhverv, der er kommet i klemme som følge af drakoniske indgreb, og ligeledes at sådan støtte ikke umiddelbart bør udløse efterfølgende besparelser.

Men statsministeren går langt videre, for hun har allerede bebudet, at der til marts kommer udspil til en “velfærdslov”. En sådan skal i henhold til statsministerens nytårstale i fremtiden sikre en stigning i det offentlige forbrug – svarende til det såkaldt demografiske træk – og dermed tjene som en forsikring til danskerne om en ordentlig velfærd, hed det. I virkeligheden en imbecil fastfrysning af en økonomisk struktur med en kæmpemæssig offentlig sektor. Automatisk flere penge til “velfærdsinstitutionerne”, farvel til øget produktivitet. DJØF, FOA osv. kunne ikke have ønsket det bedre. At borgernes velfærd endvidere især er forbundet med deres private forbrug, og at omfattende skattelettelser derfor netop kunne forbedre velfærden – samt generelt øge aktiviteten efter nedlukningerne – kommer selvfølgelig ikke på tale i det socialdemokratiske univers. Kryptokommunisterne må da glæde sig over, at “socialfascisterne” – tilsyneladende i fællesskab med DF – har udviklet sig til i hvert fald at være velfærdsdemagoger. I forvejen har regeringen jo – ud over som nævnt med “Arnes pension” og minkfadæsen – spillet ud med planer om den kostbare og helt meningsløse “klimakamp”, herunder stop for milliardindtægter fra Nordsøen. Det kan kun gå galt.

I et nyligt interview med dagbladet Børsen har statsministeren da forsøgt at se frem til den økonomiske udvikling, når landet er ude af coronatrængslerne. Det vil være nødvendigt med reformer, siger hun og peger på en forøgelse af beskæftigelsen svarende til den formindskelse heraf, “Arnes pension” forventes at ville medføre. Indvandrerkvinderne skal i beskæftigelse, ligesom “unge” skal opkvalificeres og beskæftiges, lavere sygefravær etc. Gamle travere, som man hidtil ikke har formået at få meget ud af. Men med 2.generationsreformerne i vente vil regeringen skam forøge den strukturelle beskæftigelse.

Den slags forsikringer er ikke meget værd, når landet som anført står over for skatte- og afgiftsstigninger bl.a. i den meningsløse, økonomisk skadelige “klimakamp” og et nyt kvælertag på privatøkonomien i form af den bebudede “velfærdslov”.

At Mette Frederiksen har tilkendegivet ønske om at øge beskæftigelsen langsigtet, strukturelt, har dog allerede fremkaldt kritik fra den ideologiske linjevogter, trotskijsten Skipper.

Regeringen styrer med sit røde grundfæste – på vigtige områder tillige med “borgerlig” støtte – i retning i af et økonomisk sammenbrud, der i sammenligning gør salig Anker Jørgensens meritter på feltet til en hyggelig skovtur.