Velfærdsstatens syge arbejdsmoral (2021)

Det protestantiske danske pligtsamfund, der fremmede hårdt og omhyggeligt arbejde som en dyd, er afløst af en gennemsocialiseret velfærdsstat med syg arbejdsmoral, syg arbejdskultur og et sygt forhold til andre menneskers penge.

Den danske velfærdsstats syge arbejdskultur medfører, at danskerne hellere vil loppe sig på overførselsindkomster end give den en skalle. Ca. 240.000 fuldtidsbeskæftigede udlændinge arbejder i Danmark til overenskomstmæssig løn med alt det manuelle arbejde, som de ca. 1 mio. danskere, der ikke er i beskæftigelse, ikke gider lave. For etniske danskere gider ikke den slags arbejde, hvor man får snavs på fingrene til 120 kr. i timen. De er ikke interesserede i det hårde, fysiske arbejde, fordi det er under deres værdighed. Ifølge en undersøgelse, DR har gennemført, vil kun tre ud af 11 danskere bestride det arbejde, som østeuropæerne er glade for. Det kan jo ikke være meningen, at en dansker skulle henslæbe sit liv som rengøringsassistent, stuepige eller jordbærplukker. Næsten alle bærplukkere er derfor udlændinge. Og på hotellerne er stuepiger, rengøringsassistenter og opvaskere også for 75 procents vedkommende ikke-danskere. Det danske dagpengesystem finansierer dermed reelt ledighedsperioder, der skyldes jobsnobberi, i stedet for at sikre økonomisk tryghed, hvis man for en kort periode mister indtægten.

Indsatsen i den socialistiske danske velfærdsstat er ligegyldig, for lønnen kommer jo ind alligevel. Og når lønnen kommer ind, hvad enten man gør sit arbejde godt eller dårligt, er arbejdsmoral, ordentlighed og medmenneskelighed det første, der ofres. Plejehjemmet Kongsgården med den umenneskelige og afstumpede systemkultur, omfattende plejesvigt, fornedrelse af beboerne og overgreb på svage gamle er et klassisk eksempel. Når folk ikke aflønnes efter deres indsats, men i stedet blive kontrolleret, fordi de konstant er under mistanke for at udnytte og misbruge systemet, så gør de det også. Det gælder ikke kun den kommunale ældrepleje i Danmark. Det gælder hele den offentlige forvaltning – fra småbørnsplejen, over skolerne til sundhedsvæsenet og folkekirken.

Har man rejst i det kommunistiske Østeuropa før murens fald, har man oplevet det samme fænomen fra besøg på restauranter, butikker o.lign. Personalet var totalt ligeglad med kunderne – de var kun til besvær. Hvis det ikke har konsekvenser for en virksomhed og dens personale, om man gør en god eller en dårlig indsats, fører det til ligegyldighed, og det er situationen på danske plejehjem og mange andre offentlige institutioner.

I velfærdsstatens socialistiske planøkonomi kan det ikke betale sig at arbejde. Rundt om på danske virksomheder oplever man, at ledige siger nej til job eller ligefrem siger deres job op, fordi det bedre kan betale sig for dem at gå ledige på offentlig forsørgelse. Det kan ikke undre. En ufaglært butiksmedarbejder tjener jo 22.500 kr. inkl. pension, mens den socialdemokratiske regerings seneste forslag til den højeste dagpengesats er 24.322 kr. Det siger sig selv, at det høje danske dagpengeniveau er direkte undergravende for arbejdsmoralen.

I disse dage flyder medierne over med desperate opråb fra virksomheder, der ikke kan skaffe arbejdskraft. En ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at hver fjerde ledige selv siger, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det til trods for at reglerne på det punkt er ret klare. De ledige skal nemlig ville have et arbejde, de skal aktivt søge et arbejde og være klar til at påbegynde et job. Analysens resultater er skræmmende. For kontanthjælpsmodtagere er det 40 pct., som selv mener, at de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. For dagpengemodtagere er det 21 pct. Samlet giver det, at 24 pct. af de ledige ikke mener, at de vil tage et job.

I Aarhus mangler der masser af buschauffører samtidig med, at der er tusindvis af ledige, som ikke fejler noget, og som derfor burde forsørge sig selv. Odense Kommune bruger 245 millioner kroner mere om året på at forsørge folk i Vollsmose, end de behøver, hvis beboerne i denne bydel var blot gennemsnitligt erhvervsaktive. Der er et hav af ubesatte job i hotel-, restaurations- og rengøringsbranchen branchen, men mange danskere opfatter det som skamfuldt at tage et servicejob og bruger alle mulige krumspring for at omgå rådighedsreglerne.

Jobcentrene har udviklet sig til socialcentre for mennesker, som egentlig er erklæret jobparate, men som ikke gider tage de job, der er.  Hvis det en sjælden gang lykkes at få en dansk medarbejder, går der typisk et par dage, så siger personen op med den begrundelse, at arbejdet er for hårdt, mødetidspunkterne passer for dårligt, eller at vedkommende simpelt hen ikke gider arbejdet. Ledige, der bliver henvist til et job, agerer ofte så dårligt i jobbet eller virker så uinteresserede, at arbejdsgiveren ikke vil fastansætte dem. Mange ledige kommer kortvarigt forbi virksomheder kun fordi de skal have ”optjent” retten til fortsat at være på passiv forsørgelse. Søger dagpengemodtagere ikke job, er det op til a-kasserne at sanktionere deres egne medlemmer, men ifølge en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening er det blot 8 pct. af de ledige, som ikke har registreret jobsøgning, der bliver sanktioneret.

Den syge arbejdsmoral i Danmark er årsagen til omfattende pjækkeri. Dansk Erhverv har i 2020 spurgt danskerne om deres pjækkeri. 12 pct. svarede, at de inden for det seneste år har taget en sygedag, selv om de var raske, mens 28 pct. mente, at en i deres omgangskreds har pjækket fra arbejdet. Især i den kommunale hjemmepleje har man en kultur, hvor plejepersonalet melder sig syge for et godt ord. De løser kun de opgaver, der står skrevet på arbejdsplanen og siger, at de har travlt, men løber konstant private ærinder. Og så sidder de i øvrigt hellere i fælleslokalet med deres smartphones eller ryger smøger på gaden, mens en tøjvask vasker færdig, frem for også at løse de opgaver, der er behov for. Gør man det, stemples man som skruebrækker.

Undersøgelser viser, at kommunal ansættelse er direkte skidt for helbredet. De ansatte i København er i gennemsnit syge næsten dobbelt så meget som de privat ansatte. 12 dage pr. år eller et pænt sted midt mellem to og tre uger. Pr. medarbejder. Hver eneste medarbejder. Det er endda et fald på næsten fire dage siden 2007, hvor hver kommunalt ansat i Københavns Kommune præsterede det næsten umulige: at være syg mere end tre uger om året. Pr. medarbejder. Hver eneste medarbejder. Det store antal sygedage skyldes en syg arbejdskultur, hvor det er OK med ledelsen at være ”syg” to-tre-fire uger om året, og hvor det er OK at tage en ”øv-dag” eller en ”trivselsdag”. Det går jo alt sammen. Der er ingen reel konsekvens. Der er jo ingen, der går fallit her.

I den syge danske velfærdsstat får medarbejdere bonus for at droppe sygedage. Få 5.000 kroner ind på kontoen, hvis du højst har to sygedage på et år, lød tilbuddet til pædagoger i den integrerede institution Børnehuset på Vesterbro i København. Her har man på tre år nedbragt sygefraværet ved at give kontante bonusser. Som forsøg har Børnehuset indført bonusordningen, hvor medarbejderne fik 5.000 kroner ekstra, hvis de højst havde to sygedage om året, og 3.000 kroner ekstra ved højst syv årlige sygedage.

Et andet eksempel er de berygtede øv-dage. Når danskerne tager sig “øv-dage”, hvis de ikke lige har lyst til at gå på arbejde, så handler det om, at de pjækker. De snyder sig til en fridag, som de ikke har ret til. Betalt af skatteyderne, heriblandt deres egne kolleger, som går på arbejde og betaler skat til, at det offentlige uddeler fuld løn under påstået sygdom.

I 2013 kunne Københavns omkring 6.000 pædagoger ringe til deres arbejdsplads og sige, at de havde det ”øv”, og så fik de en gratis sygedag. ”Vi ved godt, at der på nogle få institutioner findes en usund kultur, hvor personalet er så misforstået solidarisk, at man har en omgangskvote for sygdom: ‘Nå, er du tilbage, så er det vist min tur til at lægge mig’. Ja, øv-dagene findes”, sagde Jan Hobby, der er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS). Han vurderede, at 20-40 institutioner i København var gennemsyret af denne syge arbejdskultur.

Snup en øv-dag og bliv hjemme, når lokummet brænder på hjemmefronten. Det tilbud kunne cirka 100 politifolk i Ringsted gøre brug af i 2012. De behøvede ikke at melde sig syge eller forklare sig, hvis de af personlige årsager følte et akut behov for at blive hjemme. ”Hvis man ringer og siger ’øv’, har man i princippet ret til at holde fri”, forklarede stationsleder Johnny Nilsson fra lokalstationen i Ringsted.

Den syge arbejdsmoral er blevet dokumenteret af Opinionsinstituttet Catinét, som på vegne af CEPOS spurgte: “Har du forståelse for, at man melder sig syg på arbejde, fordi man føler, at man har for travlt, og derfor har brug for en fridag?” Det spørgsmål svarede 47 pct. af de offentligt ansatte ja til, mens kun 30 pct. af de privat ansatte svarede ja. Der var også 47 pct. af de offentligt ansatte, som svarede nej, mens tallet for de privat ansatte var hele 67 pct. Det koster skatteyderne milliarder af kroner, at de skal betale for ekstra ansatte i det offentlige, som der ikke ville være brug for, hvis der blev gjort op med pjækkekulturen.

Ifølge Dansk Industri klager virksomhederne oftere og oftere over manglende arbejdsmoral hos unge medarbejdere. De danske unge har nemlig et attitudeproblem og en arbejdsmoral, som ikke helt er den, man kan forvente på arbejdsmarkedet. I det danske curlingesamfund forberedes de unge ikke længere på, at hvis mødetiden er klokken otte, så skal man altså stå klar. De har i højere grad end tidligere ondt af sig selv. Der skal ikke så meget modgang til, før de tænker, at det er for hårdt at gå på arbejde. Det skyldes, at i opvæksten fjerner forældrene alle de bump, som børnene møder på deres vej. Uanset hvordan børnene opfører sig, uanset om de bidrager til fællesskabet eller spolerer det, skal de have ros og konstruktiv opmuntring. Og når de som teenagere skal klare problemerne selv, er der flere, der ikke kan håndtere det.

Det er forældrenes ikke-opdragende og anerkendende tilgang, der er skurken. Berlingske har spurgt avisens egne læsere om, hvad de lægger vægt på at lære deres børn. 13 pct. svarer, at de lægger vægt på at lære afkommet værdien af hårdt arbejde. Og ifølge World Value Survey lærer 61 pct. af amerikanerne, 53 pct. af canadierne og 40 pct. af schweizerne, men kun 4 pct. af svenskerne og 2 pct. af danskerne, deres børn værdien af hårdt arbejde. Velfærdsdanmark er med andre ord det land i verden, hvor færrest finder det vigtigt at opdrage deres børn til at arbejde hårdt.

Grundlæggende er det totalt uacceptabelt, at arbejdsduelige danskere ikke vil udføre et arbejde, som de bliver tilbudt, også selv om det ikke lige er et job, som de er uddannet til. Det er et sygdomstegn i den socialistiske danske velfærdsstat, at mange hundrede tusinde mennesker lever et liv på passiv offentlig forsørgelse. Det er et sygdomstegn, at der på den ene side findes så stor en gruppe, som ikke arbejder, samtidig med at der findes så store mængder arbejde, ingen danskere gider søge og udføre. Det er et sygdomstegn for det danske samfund, at den har en befolkning, der ikke gider. Og at der skal rigtig meget til, før den gider.