Klumme: Verden har set det før


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvor den kinesiske kulturrevolution gik ind i 1966

Der gik forstanden som bekendt ud. De der endnu kan huske formand Maos ord fra 1960’erne, om at ville ødelægge de fire begreber – gamle skikke, gamle vaner, gammel kultur og gamle tanker – forstår måske endnu bedre baggrunden for, hvad det er den vestlige verden undergår lige nu. Nedrivning af al fortid, institutioner og åndeligt tankegods. Ud med de kontrarevolutionære kræfter, ud med nationalisterne. Lav samfundet fundamentalt om. Stop al borgerlig tankegang, lad de unge rødgardister tage kontrol med medier, militær mv. Gennemførelse af et statskup var det, der reelt blev gennemført i det, der dengang som nu var en etpartistat i Kina.

Kinas kulturrevolution endte i drab på dissidenter, kulturødelæggelser og økonomisk kaos, der varede 10 år, før en ny kinesisk leder tog over og satte 4-banden under ledelse af Maos enke på porten. Hundredtusinder døde, tilfangetagne, voldtagne og krænkede, et land lagt i ruiner, et land det har taget frem til i dag at genopbygge til magt og vælde på ny. Det eneste, der resterer, er at give kineserne en reel frihed frem for det brød og skuespil, centralregeringen tilbyder landets ca. 1,4 mia. indbyggere, svarende til hver 7. menneske på jorden.

1968 oprøret i den vestlige verden

Vietnam-krigen, studenteroprøret, opgøret med det etablerede system, hippiebevægelsen, Woodstock-festival, narko, protestmarcher, borgerrettighedsaktivister, alt sammen var udtryk for den venstreorienterede del af vælgersegmentets ønske om fundamentale samfundsændringer. Noget mere berettiget end andet, men grundlæggende i sin kerne en modbevægelse, der bar præg af at have et marxistisk afsæt i sin tankegang.

Verden i dag

Er der noget, der klinger bekendt i forhold til vor tid, herunder den Meetoo-bølge, anti-racisme og den globalistiske tankegang, der florerer? Totalitarismen, selvgodheden, plyndringer af amerikanske storbyer domineret af et venstreorienteret Demokratisk parti, og en polarisering i forhold til en konservativ præsident Trump og den del af USA, der fortsat tager afsæt i det værdigrundlag, som nationen er opbygget over.

Er der noget, der klinger bekendt i forhold til en puritansk tankegang om for enhver pris at få gjort op med de politikere, der har foretaget sig handlinger i fortiden, som set med nutidens briller er uacceptable. Og det uanset om det har været for både 5, 10, 20 og 30 år siden? Et klap i numsen, en hurtig bemærkning, og du er færdig til at blive sendt for både løver og på det samme skafot, hvor den franske solkonge endte sine dage efter revolutionen i 1789.

Om det har været en virkelig strafbar krænkelse eller blot en fuldemandshandling, er underordnet. For seerne er vidner til, at helt ukendte ungdomspolitikere (læs rødgardister) bliver indkaldt som sandhedsvidner i Go Aften Danmark for at afsige den endelige dødsdom over Københavns overborgmester Frank Jensen. Hvor er den journalistiske evne til selvstændig, kritisk sans? Hvor er proportionssansen? Hvor er humoren henne? At tidens marxistiske og kulturradikale revolution æder sine egne børn som Frank Jensen og Morten Østergaard, kan man som nationalkonservativ kun more sig over, men set med de lidt større briller er det begyndelsen på et mål om en tanke-politistat, hvor vi alle er skyldige indtil det modsatte er bevist.  En ren Orwell, uden at en kæft bortset fra de indviede ved, hvem og hvad Orwell stod for.

Hvem sagde, at historien ikke gentager sig selv? Det er i hvert fald meget vanskeligt ikke at høre ekkoet fra fortidens revolutionære kræfter, det være sig både de i 1966 og 1968 udfarende marxistiske internationale, solidariske og i bund og grund fascistoide, naive og hamrende intolerante kræfter, der efter en kort tids hærgen blev lagt i graven, fordi de stred mod både fornuft og almindelig borgerlig redelighed. Det er hver gang det borgerlige tankegods, der har fået den vestlige verden tilbage på rette spor. Man kan have en mistanke om, at hele corona spinnet bygger på en stor marxistisk løgn og latin, og ønsket om kontrol.

At de selvsamme typer og revolutionære tanker kan dukke op med årtiers mellemrum beror ene og alene på, at historiens hjul drejer om sin egen akse. Når omdrejningen har nået et vist punkt, rammer den på ny et segment, der er parat til at samle det vraggods op, der tidligere har været forkastet og smidt på historiens mødding. Jeg tror end ikke de nutidige revolutionære kræfter ville kunne stave til kinesisk kulturrevolutionær tankegang, fordi årtiers manglende historieundervisning, ikke mindst takket være Ritt Bjerregård politik, har destrueret individualisme og evnen til analyse set med borgerlige briller. Det kræver et særligt individuelt gen at stille sig uden for den lemmingevandring, undervisningen foregår efter i dag, og forholde sig kritisk til tidens strømninger.

En af tidens marxistiske strømninger er, at medierne, og det specielt det, der betegnes som big-tech af slagsen som Twitter, Google og Facebook, at de via deres venstreorienterede fundament forsøger at manipulere udfaldet af det kommende amerikansk præsidentvalg. Ved at forhindre nyhedsstrømme, der på den ene eller den anden måde kan tilgodese den siddende præsident Trump. Og ved at undertrykke informationer, som kan skade hans modkandidat Joe Biden. Big-tech medierne burde benævnes Big Brother medierne. Der er kun en, der kan stoppe dem, og deres samfundsundergravende adfærd, og det er Donald Trump. Big-tech medierne er kernen i det ultimative George Orwell-samfund, det samfund som bygger på overvågning, manipulation og tankestyring. Marxismen stikker sit grimme ansigt frem i en ny og mere raffineret afskygning gennem big tech.

I stedet for at lade Meetoo og BLM råde, i stedet for at lade big-tech styre tankerne, så lad fornuften, empatien, det nationale, det konservative råde. Lad retsstatsgarantier være ledetråden, lad evolutionen og ikke revolutionen råde. Lad udviklingen være styret af en glidende udvikling fra fortid til nutid. Glem aldrig, at marxismen har flere menneskeliv på sin samvittighed end nogen anden ideologi. Marxismen har mange afskygninger. En af dem er selviscenesættelse og talen om krænkelse. Nøjagtig på samme måde som det forholder sig med islamismen. De to ideologier har samme værdigrundlag, nemlig foragt for individualisme og foragt for menneskerettigheder.

Det uanset om det foregår som en happening med en selvfed Sofie Linde på TV Zulu, eller et endnu mere selvfedt Hollywood-publikum, der truer med kollektiv udvandring, hvis Trump vinder præsidentvalget eller om det forekommer som et opgør mod kontrarevolutionære kræfter under Kinas kulturrevolution i 1966. Om ti år vil man trække på skuldrene ad den bølge, verden pt befinder sig i. Verden har oplevet det før. Verden vil sende disse kræfter hen, hvor peberet gror. Tro mig, virkeligheden vinder altid til sidst.