Klumme: Verdens undergang


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steen Leth jeppesen

Verdens – i det mindste menneskehedens – undergang har altid været et solidt tema. Jesus Kristus vil jo eksempelvis komme igen på den “yderste” dag og dømme levende og døde.  Det er Folkekirkens opfattelse.

Allah har vist en lignende plan for “timen”, hvor levende og døde stilles til ansvar for deres handlinger, og andre religioner betjener sig også af den slags historier. Dommedagen florerer yderligere i nutiden blandt diverse mindre sekter, som ovenikøbet til tider kan sætte dato på undergangen. Atomtruslen kan ligeledes mobilisere en helt nærværende dommedagsfrygt, ligesom risiko for kæmpestore meteornedslag og mega-vulkanudbrud. Mens Jesus og Allah altså afventer begivenheden.

Måske er det dog delvist nyt, at vore dages politikere er begyndt at nynne med på visen. På den ene eller anden måde. Hvor man i hvert fald nok vidste, at det for diktatorer og “stærkmænd” ville blive anset som en slags ragnarok, såfremt deres egen magtkonstruktion skulle bryde sammen, gælder uroen for verdens skæbne i stigende grad også demokratiske politikere.

Allerede Malthus havde jo fat i problemet med det menneskeskabte. Men et af kimene til den nyere udlægning af denne undergangsfilosofi kan desuden føres tilbage til den såkaldte Club of Rome, der i 1972 meldte sig med værket “The Limits to Growth”. Det var skam ikke undergangen i bibelsk forstand, der ventede. Jesus og Allah måtte stadig nøjes med at se til. Men verden ville angiveligt inden udgangen af det 21. århundrede rammes af katastrofal ressourcemangel, i betragtning af den forventede befolkningsforøgelse, økonomisk vækst mv.

Det er ikke rigtigt gået, som Rom-klubben forudsagde. Den teknologiske udvikling skaber stadig mange nye muligheder og vækstpotentiale. Menneskehedens store krise ser ikke af de nævnte grunde ud til at være forestående. Men undergangskimet er sået og lever skam i øvrigt videre. I dens mest simple version støttes katastrofeteorien stadig af den igangværende og kommende befolkningseksplosion i særlig underudviklede verdensregioner. Økonomisk udvikling med lavere fødselsrater (og restriktiv fødselspolitik) er dog nok en mere realistisk løsning. Bl.a. Kina har vist vejen!

Dommedagstrangen er imidlertid stærk, og den har så i de senere år fundet nye kanaler. Kultveilte-teorien om de menneskeskabte klimaforandringer og disses på sigt ødelæggende konsekvenser åbner et nyt trusselsbillede. Klimapopulismen har navnlig grebet “demokratiske” politikere, kombineret med resterne af ressource-pessimismen.

På det allerseneste er der så kommet en helt ny trussel mod menneskeheden ind i billedet: Coronarvirussen med udgangspunkt i Kina. Den får sandelig fuld opmærksomhed, langt mere end polioepidemien (der især dræbte eller forkrøblede børn) i 1952-53, eller SARS, Ebola, Fugleinfluenza og AIDS, der siden på skift har truet.

Rædselshistorien er vist især Den Spanske Syge fra 1918, der især ramte de yngre. Nu er det så måske de ældres tur, og foranstaltninger á la 2. verdenskrig er sat i gang i den vestlige verden. Der er meget at frygte, måske ikke mindst frygten, panikreaktioner og disses konsekvenser. I Kina er der derimod nu tale om “A Shot of Confidence”, idet ”President Xi leads the battle against COVID-19 outbreak toward victory”, hedder det i en annonce, landets myndigheder – sikkert for at berolige verden – på det seneste har indrykket i det engelske ugemagasin “The Economist”.

Så skal det jo alligevel nok gå, også denne gang. Dommedags- eller undergangstrang er imidlertid vedvarende og stærk. Men dommedagsfolket kan i virkeligheden tage det roligt: Jorden, verden og menneskeheden skal til syvende og sidst nok gå under. Om ikke før, så når solen blusser op som super nova, og alt levende og materielt forgår i bålet.

Kommentarer