Klumme: Vesten på spanden


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Ukraine krigens tre store tabere er NATO, EU og FN – ”Verdenssamfundet”.

Taber 1: NATO

NATO’s Art.5 påbyder, at et angreb på et NATO-medlem skal anses som et angreb på hele alliancen. Musketéreden og alt det der: én for alle og alle for én.

Den holder ikke længere.

Sidste torsdag var USA’s Vicepræsident, Kamala Harris, på visit i Polen. Ingen har i øvrigt rigtigt forklaret hvorfor. Men forhistorien forklarer sammenhængen.

Sidste uge tilbød Polen 29 MIG fighter jets til Ukraine. USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, gav grønt lys, men for at være på den sikre side sendte Polen flyene til en amerikansk base i Tyskland, hvorfra det var meningen at de – af ukrainske piloter -skulle flyves til Ukraine.

Det nixede Præsident Joe Biden med den officielle forklaring, at dette ville eskalere krigen med Rusland og risikere et modtræk fra Putin mod NATO.

USA og EU inklusive Danmark giver allerede tonsvis af våben til Ukraine, så hvad var forskellen mellem disse våben, inklusive antiluftskyts, Stinger missiler, osv. og så et relativt beskedent antal kampfly?

Ingen.

Men Blinken, som er en udenrigspolitisk høg, og USAs nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, som ikke bare er en due, men et udenrigspolitisk lam, og som begge rådgiver Biden, har en magtkamp kørende, som Sullivan hidtil har vundet. Det var det, der også skete denne gang.

Så Kamala Harris var sendt til Polen for at forklare, at hvis Polen provokerede Putin igen, skulle landet ikke regne med NATO, læs: USA.

Taber 2: FN

FN’s hovedopgave er at overholde sine egne konventioner – om nødvendigt som under Korea-krigen og 1. Irak-krig – med våben.

LÆS OGSÅ:  Mediernes dækning af amerikansk politik er en farce

Det er ikke gået så godt: Kina nedkæmpede demokratiet i Hong Kong, sætter dele af sin egen befolkning, Uighurerne, i kz-lejre og truer dagligt Taiwan med invasion uden et pip fra FN.

Spørgsmålet er, hvordan det vil gå nu, hvor Putin på mystisk vis har fundet ”beviser” for, at Ukraine er i gang med at forberede anvendelse af kemiske våben, hvilket ville være imod Geneve-konventionen om beskyttelse af civilbefolkningen fra 1949, som alle FN-lande inklusive Rusland højtideligt har forpligtet sig til at overholde.

Samtidig med, at Rusland bevisligt har bombarderet civile mål som hospitaler, hvilket er imod…..Geneve-konventionen.

Putin hævder uden skygge af bevis, at Ukraine bruger hospitalspatienterne som ”menneskelige skjolde”, hvilket er imod… Geneve-konventionen.

Kan I se hvad der er lagt op til her? En yderlige Russisk eskalation af dets angreb mod civilbefolkningen i Ukraine i form af anvendelse af kemiske våben … ligesom man gjorde i Syrien.

Da Biden blev spurgt, om et sådant angreb ville blive betragtet som en rød linje, nægtede han at svare, hvilket var et klart grønt lys til Putin. Det USA lige har sagt højt og tydeligt til Putin, er: Vesten, FN og NATO vil ikke gribe ind i din krig, dine terrorhandlinger og dine drab på civilbefolkningen, selvom det er vores forbandede pligt at gøre det i henhold til FN’s Konventioner.

Han sagde blot, at USAs politik var at undgå en 3. verdenskrig.

Det gjorde Europa også af angst for en gentagelse af 1. verdenskrig, da Hitler brød alle aftaler og oprustede i 1930erne.

Og det gjorde amerikanerne også ved udbruddet af 2. verdenskrig, indtil japanernes angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941, mere end 2 år efter krigsudbruddet, tvang USA ind i krigen.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Lindholm og den ultimative lappeløsning

 Ellers havde vi alle talt russisk i dag. 

Taber 3: EU

Rusland har truet 2 EU-medlemslande, Finland og Sverige, med militære konsekvenser, hvis de melder sig ind i NATO.

Det har landenes vælgere hidtil været imod, men i lyset af Putins barbariske krig i Ukraine er de nu, forståeligt nok, ved at få kolde fødder.

Det har USA og dermed FN tydeligvis også fået, så i den situation havde EU, hvis selve hovedgrundlag er én for alle og alle for én, solidaritet, og som om nogen er cheerleadere for FN, intet andet valg end at holde et topmøde i Versailles om Putins invasion af Ukraine og snakke om noget helt andet, nemlig sanktioner, som vi allerede véd ikke virker på kort sigt og hvordan EU kunne gøre sig mindre afhængige af Ruslands energi på langt sigt. Hvad man heller ikke kunne blive enige om.

Truslen mod de 2 EU-medlemslande sprang man helt over.

For ligesom at skære det ud i pap for Putin, var Hollands statsminister, Mark Rutte, ude med en udtalelse om, at der ikke var nogen ”fast track” procedure for Ukraines medlemskab af EU og Tysklands kansler, Olaf Scholz, kunne oplyse, at der ikke p.t. var nogen planer om Ukraines medlemskab af NATO.

Ethvert europæisk land har ifølge EU-traktaten ret til at ansøge om medlemskab af EU og der faslægges ingen hverken ”slow” eller ”fast” track for behandlingen af ansøgningen, blot at det kræver enstemmighed. 

Og alle ved, at Putins snak om NATO er et røgslør for hans egentlige ambition: at genskabe Ruslands og Sovjetunionens territoriale storhed.

LÆS OGSÅ:  Utroværdig Vive-undersøgelse af københavnske jobcentre: Stop fifleriet

Så hvorfor er EU’s ledere ude at øffe om ”fast track” og NATO?

Fordi al den pølsesnak om 3. verdenskrig, ”verdenssamfundets” og EUs øgede sammenhold samtidig med, at EU finansierer Putins krigsmaskine ved fortsat at købe dets gas og olie, kamuflerer den politiske realitet, at EUs ledere har indset, at USA ikke er ombord med at stoppe Putins terrorkrig.

I alt fald ikke nu.

Det må ukrainerne (og EU) selv klare.

Hvilket de ikke kan og EU, inden for en overskuelig fremtid, selv med en EU-hær heller ikke vil kunne, uden USA.

Det er derfor alle EU-lande inklusive Danmark nu vil opruste. Og der er derfor vi nu skal have en afstemning om EU-forsvarsforbeholdet (EU- hær).

Men det er alt for lidt og alt for sent.

Verden vil om kort tid, når Ukraine er brutalt nedkæmpet, se helt anderledes ud.

Ruslands invasion var ”verdenssamfundets”, FNs, NATOs og EUs udfordring om at kæmpe for alt, hvad de har kært, nemlig fred, frihed og international solidaritet.

Og det svigtede. Ikke blot Ukraine, men sig selv.

Som resultat vil ikke blot de grundlæggende internationale institutioner som FN, NATO og EU, som vi naivt troede kunne udgøre grundlaget for en ny og bedre verden og som vi samtidigt håbede kunne holde USA i skak, have lidt ubodeligt skade.

For Rusland, Kina, Nordkorea og Iran og alle andre autoritære og totalitære lande vil have set ”verdenssamfundet” for det, den er: en papirtiger.

Vesten er på spanden.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)