Klumme: Vestens arrogante elite taber to gange på én aften


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steffen Skovmand

Aftenen fredag den 31. januar 2020 blev en historisk aften. På næsten samme tidspunkt, ved 23-tiden, forlod Storbritannien efter 47 års medlemskab, som det første medlemsland nogensinde, EU, og Donald Trump blev reelt frikendt i rigsretssagen mod ham.

Eliten havde ellers sat alle sejl til. Det tog mere end 3 års langtrukne forhandlinger med EU, før en Brexit-aftale endelig kom i hus. Og selv derefter har EU truet med bål og brand, hvis Storbritannien ikke følger EU’s lovgivning inden for EU’s to hjørnestene, det fælles marked og det fælles toldsystem.

Dystre forudsigelser fra EU’s side om Storbritanniens fremtid som mellemklassenation fra bl.a. Irlands premierminister, Leo Varadkar, og EU-Parlamentet kan ikke skjule, at Brexit er et kæmpe prestigetab for EU’s indbildske elite, som helt havde fejlkalkuleret den politiske stemning i England før folkeafstemningen i juni 2016.

Merkel og Macron har begge sagt, at Brexit var en advarsel og en lærestreg. Men det eneste, de har lært, er, at der skal mere EU på bordet: mere bankunion, mere fælles immigrationspolitik og mere afgivelse af suverænitet til EU.

Hvor blind kan man være? Brexit blev jo en succes, fordi englænderne ville have mindre suverænitetsafgivelse, mere national selvbestemmelse og mindre højtflyvende, utopiske drømme fra Tysklands og Frankrigs side om EU som en ny stormagt på linje med USA og Kina.

I USA tabte Demokraterne deres rigsretssag mod Trump på gulvet med et brag. Afstemningen fredag den 31. jan. omhandlede ganske vist kun spørgsmålet om, hvorvidt der skulle indkaldes nye vidner til høringen i Senatet, men der var reelt meget mere på spil. Demokraternes taktik var nemlig at smide så meget snavs i hovedet på Trump, at nok republikanske senatorer ville gå med til at domfælde Trump.

Det ville ganske vist kræve, at 20 af de 53 republikanske senatorer skulle stemme for og det vidste de godt var urealistisk, men der var 5-6 senatorer, der vaklede, og hvis de stemte med Demokraterne, ville man kunne få et lille flertal på 51-52, hvilket ville være en moralsk og politisk sejr. Onsdag den 5. feb. 2020 tabte Demokraterne i øvrigt den endelige afstemning med 52-48 og 53-47 for hhv. Art.1 og 2.

Demokraterne gik efter knock-out, men de begik nogle politiske brølere, som viste sig fatale.

For det første insisterede de før retssagens 2. del i Senatet, at det var meget vigtigt at få Trump afsat hurtigst muligt. Hvorefter de ventede 33 dage med at overbringe sagen til Senatet.

For det andet påstod Demokraterne, at de havde overvældende beviser for, at Trump var skyldig, men hævdede samtidig, at der alligevel var brug for nye beviser i sagen fra nye vidner. Med det åbenlyse formål at tilsvine Trump endnu mere.

For det tredje gav taktikken om at komme frem ned ”nye” anklager mod Trump i løbet af rigsretssagen via lækkede påstande fra Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i det altid villige New York Times, bagslag. Der var og er stærke indicier for, at det var Bolton selv, der lækkede omtalte påstande, fordi han var drønsur over at blive fyret af Trump i efteråret 2019.

Trump selv benægtede pure og sagde, at hvis han havde lyttet til Bolton, ville vi være i 6. verdenskrig nu.

Sidst men ikke mindst var TV-iscenesættelsen helt kikset. På den ene side udtalte Demokraternes leder, Nancy Pelosi, med gravrøst ved underskrivningsceremonien af anklagerne, at det var med tungt hjerte, hun tog det alvorlige skridt at rejse rigsretssag mod en siddende Præsident for kun tredje gang i USA’s historie. På den anden side uddelte hun 20 kuglepenne til en storgrinende flok af Demokratiske ledere.

Men udover at Demokraterne skød sig selv i foden, er der tegn i sol, måne og stjerner på, at folk i både USA og EU har fået nok af elitens magtfuldkommenhed, arrogance og foragt for almindelige menneskers problemer.

Boris Johnson vandt i 2019 ved at overbevise traditionelle Labour-vælgere i Nordengland om at skifte hest, mens Trump vandt med opbakning fra arbejdervælgere i Demokraternes højborge: Wisconsin, Indiana og Ohio. Godt hjulpet af hans modstander, Hillary Clinton, som kaldte Trumps vælgere for ”ynkelige”.

At dømme efter Merkel og Macrons udtalelser ser det indtil videre ikke ud til, at vores ledere har lært af deres fejltagelser.

Konklusionen for almindelige mennesker må være, at der nok skal mere til. Den omstændighed, at Den Internationale Valutafond, IMF, netop har meddelt, at Storbritanniens vækst er større end væksten i noget andet EU-land, er en god begyndelse.

Ligesom det er en god start, at selv CNN, Trumps modstander par excellence, modstræbende har måttet indrømme, at Trump går styrket ud af rigsretssagen.

Men der er nok behov for et par politiske lussinger til såsom Trumps genvalg i november 2020, Storbritanniens succes efter Brexit og et par valgsejre for populisterne, f.eks. Salvinis tilbagekomst i Italien eller Sverigesdemokraternes sejr ved næste Rigsdagsvalg i Sverige.

Så kan de måske lære det!

Kommentarer