Klumme: Vi skal ikke lade os styre af internationale konventioner


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I Danmark har vi meget store problemer med ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Der er naturligvis en del, der klarer sig godt, men alt for mange gør ikke. Det er et faktum, som efterhånden er blevet erkendt af de fleste politiske partier. Både Venstre og Socialdemokratiet fører sig frem som strammere på området, men det er tomme ord. Ingen af partierne vil nemlig tage et opgør med de internationale konventioner og fortolkningen af dem, som i høj grad er årsagen til miseren.

Flygtningekonventionen er forældet. Den blev lavet efter 2. verdenskrig og var oprindelig kun rettet mod flygtninge internt i Europa. Senere er den blevet udvidet til at gælde hele verden. Det var ikke meningen med flygtningekonventionen, at den skulle være en løftestang for masseindvandring fra især Mellemøsten og Afrika til Europa, men det er den blevet. Langt størstedelen af den ikke-vestlige indvandring, der er foregået i de seneste årtier, er sket i form af asylanter og familiesammenførte.

Det er det glade vanvid. Naturligvis skal enhver, der kommer til den danske grænse, ikke have ret til at søge asyl i Danmark. Det skal Danmark selv bestemme. Dertil kommer, at stort set alle ”flygtninge”, som kommer til Danmark, ikke er flygtninge i henhold til konventionen. En flygtning har pligt til at melde sig i det første sikre land, han kommer til. Vælger han at rejse videre, er han ikke længere flygtning, men migrant. Danmark kan derfor uden at bryde konventionen afvise alle asylansøgere ved den dansk-tyske grænse, da Tyskland er et sikkert land. Men det har denne og tidligere regeringer ikke ønsket at gøre. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Fake news-medierne styres af hadet til Trump 

Dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ligeledes stærkt problematisk. Mest kendt er, at den forhindrer udvisning af de fleste kriminelle udlændinge. Det er absurd. Det er Danmark og dansk lovgivning, som skal bestemme om en kriminel udlænding skal udvises, ikke en international domstol.  Jeg mener, at enhver kriminel udlænding bør udvises. En udlænding har ikke ret til at opholde sig i Danmark. Det er et privilegium, som vi kan tildele ham. Det giver ingen mening, at vi skal huse udlændinge, som begår kriminalitet i landet. Men det skal vi, som det er nu, pga. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Danmark skal ikke lade sig styre af internationale konventioner, når de åbenlyst misbruges til at gennemtrumfe beslutninger, som aldrig var meningen, da vi tilsluttede os dem. Konventioner er ikke hellige skrifter. Vi har tilsluttet os dem, og vi kan melde os ud af dem igen, hvis vi ønsker det. Det skal vi gøre, når de har konsekvenser, som er skadelige for landet og imod befolkningens ønsker, medmindre det er muligt at ændre fortolkningen af dem, så de igen fungerer, som de oprindelig var tiltænkt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)