Klumme: Ydmygende nederlag for Theresa May– Emmanuel Macrons slag under bæltestedet

Ved EU-topmødet forleden i den østrigske by Salzburg med deltagelse af alle EU-landenes regeringschefer fremlagde den konservative engelske premierminister Theresa May sin og sin regerings plan for en kompromisløsning i forbindelse med Storbritanniens forhandlinger om at forlade EU, dvs. Brexit-projektet.

Det drejede sig om den såkaldte Chequers-plan opkaldt efter regeringens landsted, hvor May i begyndelsen af juli måned havde indkaldt sine ministre for at bilægge den interne strid for og imod Brexit og netop udarbejde en plan for de fremtidige forhandlinger med EU.

Dette lykkedes – efter at to af Brexits mest prominente fortalere, udenrigsministeren Boris Johnson og den britiske chefforhandler i Bruxelles David Davis – i protest var trådt ud af regeringen. Resultatet blev en kompromisløsning mellem beslutningen om at træde ud af EU, der var resultatet af folkeafstemningen d. 23. juni 2016, og forsøget på stadigvæk at have adgang til EUs interne marked.

Dette skulle ske samtidigt med, at Storbritannien ville få frie hænder til at indgå handelsaftaler med tredjelande og uden at skulle underkaste sig den europæiske domstols afgørelser. Det mest brændende stridspunkt var dog spørgsmålet om etableringen af en konkret grænse mellem Republikken Irland og Nordirland, der som bekendt er en integreret del af Storbritannien – en grænse, som EU ikke ville acceptere, da den hindrer det frie marked. Tværtimod mundede EUs modforslag ud i en løsning, der praktisk set ville betyde en grænsedragning mellem England og Nordirland ned gennem det Irske Hav – et krav, der naturligvis var totalt uacceptabelt for både Nordirland og den engelske regering.

Men også her håbede May indtil det sidste at finde et kompromis.

Alligevel lykkedes det ikke i de flg. måneder at rydde tvivlen om denne strategi, som May stædigt hold fast ved under mottoet: Chequers eller total Brexit, af bordet.

Tværtimod voksede Brexit-modstanden betydeligt blandt de konservative parlamentsmedlemmer. En væsentlig årsag hertil var, hvad de anså for at være Mays noget vage, forhalende og dårligt forberedte forhandlingsstrategi over for Bruxelles, der medførte, at kommissionen stillede stadigt større krav til Storbritannien.

Ved topmødet i Salzburg blev Theresa May brutalt ydmyget for åbent tæppe, så det battede. Efter den officielle middag fik hun som en slags dessert stillet hele ti minutter (!) til sin rådighed til at fremlægge Chequers-planen, uden at der måtte stilles efterflg. spørgsmål. Senere meddelte den polske præsident for Europarådet, Donald Tusk, officielt på gebrokkent engelsk, at planen ”ikke vil fungere, fordi den risikerer at underminere EUs indre marked”. Dette burde nu ikke helt have overrasket May, idet EUs chefforhandler, Michel Barnier, i flere måneder har erklæret, at EU ikke kan acceptere at få undergravet den frie handel, udvekslingen af serviceydelser og arbejdskraft samt den frie kapitalbevægelse mellem de resterende 27 medlemslande.

Den totalt overvurderede, men altid arrogante franske præsident Emmanuel Macron, der tror han er verdens frelser, pustede, bestemt af sit lands underlegenhedsfølelse over for Storbritannien, til bålet ved ordret at hævde, at ”Brexit er den britiske nations valg (…) befordret og understøttet af dem, der forudså en nem løsning. Disse personer er løgnere”. Sådan! Frække ord af en politiker, der i sit hjemland snubler fra den ene krise til den næste og med flere ministre, der har forladt regeringen i protest over Macrons resultatløse politik, samtidigt med, at han ifølge den sidste meningsmåling har en tilslutning, der ligger nede på katastrofale 13%!

På en efterflg pressekonference kunne man opleve en tydeligvis rystet Theresa May stædigt holde fast ved, at et kompromis stadigvæk burde være muligt – ellers ville alternativet være et Brexit d. 29. marts 2019 uden aftaler med EU. Man forstår hendes frustrationer! Men lad os ikke glemme: Storbritannien har aldrig og vil aldrig overgive sig, og det må da vække beundring, at den britiske premierminister allerede dagen efter Salzburg krævede, at EU burde udvise større respekt for hendes land!

Som sædvanligt brillerede den danske statsminister med helt at holde mund. Den hollandske premierminister Mark Rutte, der almindeligvis går for at være positiv over for Storbritannien, udtrykte sit håb om en forhandlingsløsning. Kansler Sebastian Kurz, hvis land, Østrig, i dette halvår har formandskabet i EU (derfor fandt topmødet sted i Salzburg), håber ligeledes på et kompromis, mens Tusk endnu engang viste sin inkompetence ved at offentliggøre et billede via Instagram med sig selv tilbydende Theresa May en kage, forsynet med denne tekst: ”Måske et stykke kage? Men uden at pille rosinerne fra” – en klar, men uværdig og direkte fræk henvisning til de britiske særønsker i forbindelse med Brexit.

Formanden for EU-kommissionen, den usalige nar Jean-Claude Juncker, var ikke meget bedre med sin udtalelse før topmødet: ”Jeg går ikke efter en manglende forhandlingsløsning, men skulle dette blive tilfældet, er vi forberedte. Kommissionen har ned til mindste detalje forberedt sig på følgerne af, at der ikke findes nogen løsning. Så vær ikke bekymret. Vær glad” – ”So don’t worry. Be happy”, en lallende udtalelse, der til gengæld også afslører, at May under de efterflg. forhandlinger i modsætning til, hvad hun forventede, ville møde en kompakt modstand mod sin Chequers-plan.

I kølvandet på Europarådets afvisning af denne plan foreslog både den tjekkiske og maltesiske regeringschef, henholdsvis Andrej Babis, der er under anklage for ulovlige økonomiske transaktioner, og Josef Muscat, premierminister i et miniland, hvor journalisten Daphne Caruana Galizia var ved at afsløre korruption i hans regering, men blev myrdet d. 16. oktober 2017, at der burde afholdes nye folkeafstemninger i Storbritannien vedr. Brexit. Dette er et ønske, som også de engelske Brexit-modstandere har fremsat, men som naturligvis står i eklatant modsætning til alle demokratiske spilleregler: Når en befolkning har stemt ved et demokratisk valg, så gælder resultatet naturligvis.

Hvad er det dog for politikere, der vil forme og bestemme Europas fremtid? Man forstår mere og mere, hvorfor der i Storbritannien i 2016 var et flertal for landets udtræden af den dårekiste, der hedder EU!