Klumme: Ynk med dimittender

Regeringen har fremlagt et såkaldt reformudspil: “Danmark kan mere 1”, der tager sigte på at få flere i arbejde. Danmark skal være rigere, grønnere og dygtigere, hedder det. Det er første udspil i den nye “reformkurs”. Og angiveligt et “markant” udspil. Dog ikke mere, end at beskæftigelsen samlet derigennem kun øges med 10.000 personer frem til 2030. Mindre end hvad den såkaldte Arne-pension i sig selv formentlig vil trække ud af arbejdsmarkedet. Der lægges op til forskellige indgreb i form af investering i uddannelse mv. Arbejdsudbuddet vil isoleret set formindskes som følge af den samtidigt foreslåede forhøjelse af den maksimale dagpengesats og ændrede modregningsregler på pensionsområdet. Til gengæld skal flere kvinder med indvandrerbaggrund i arbejde og i “nytteaktivering”. Det kaldes på politisk “ny arbejdslogik”; mon ikke mændene i islam, plus jobcentrene, vil formå at gøre det af med den slags forhåbninger?

Det er symptomatisk for reaktionerne på dette udspil, at hvad der specielt har fremkaldt stærke negative reaktioner, har været ønsket om at reducere den såkaldte dimittendsats fra 13.815 kr. til 9.500 kr. om måneden for ikke-forsørgere under 30 år og til 12.000 kr. for dem over 30 år (mens den forbliver uændret for forsørgere). Dimittendernes dagpengeperiode foreslås desuden forkortet fra 2 til 1 år. Kryptokommunisterne fra EL og SF har således allerede meldt entydigt negativt ud i forhold til begrænsning af dimittendydelsen, der ellers er krumtap for den ønskede forøgelse i udbuddet af arbejdskraft.

Forslaget har også fået modstand, selv fra kredse omkring S. Bl.a. har HKs formand advaret. For det vil forringe det sociale sikkerhedsnet, og en nedsættelse af dimittendsatsen vil være endnu et fatalt anslag mod vores stærke flexicuritysystem, siger han til Berlingske. Også fra Akademikernes Arbejdsløshedskasse, fra DJØF m.fl. lyder der advarsler om, at det truer “den danske model”. Den tidligere dømte, kryptokommunistiske chef-ideolog for EL, Pelle Dragsted, er således helt ophidset over, at regeringen kan finde på at foreslå noget sådant. Det er skam synd at tage penge fra folk, og ikke mindst fra sådanne, der i forvejen måske tilmed må forlade billige kollegieværelser til fordel for dyrere boliger osv., osv., lyder begrædelserne i debatten.

Sludder og vrøvl. Den danske model med dens flexicurity er en arbejdsmarkedsmodel. Den tager sigte på beskæftigede, der mister deres arbejde. Derigennem muliggør den også reelt friere dispositioner for virksomheder, der f.eks. står over for markedsmæssige svingninger. Det er et positivt træk ved modellen. 

Derimod har det aldrig været hensigten, at personer uden umiddelbar tilknytning til arbejdsmarkedet skulle oppebære den slags ydelser. At nyuddannede – endog før afsluttet uddannelse – kan melde sig ind i en arbejdsløshedskasse til ringe eller ingen betaling og herefter fra nærmest dag 1 modtage den såkaldte dimittendsats, er en tilsnigelse. Ukendt i andre lande. I virkeligheden et misbrug af systemet. Velfærdsråddenskab i den danske arbejdsmarkedsmodel.

Efter uddannelse må de nytilkomne naturligt søge ind på arbejdsmarkedet med deres kvalifikationer. For manges vedkommende er det næppe nogen meget problematisk proces. På den anden side er det klart, at for kandidater i psykologisk pædagogik (og omvendt), litteraturhistorie, antropologi, kommunikations-det-ene-eller-det-andet, kultursociologi, afrika-, hvidheds- eller kønsstudier, design, og mere af den slags, kan det være svært til umuligt at finde et “passende” arbejde, da efterspørgselen mangler. Det er resultatet af et forkert studievalg og en uholdbar dimensionering af uddannelsessystemet. De eksisterende dimittendsatser fører så tilsyneladende i dag til, at sådanne uddannelsesfallenter i lang tid (sammen med deres frustration) kan gemme sig for det almindelige arbejdsmarked. Hvorfor skal skatteyderne dog finansiere det?  I stedet for bør de pågældende da nøjes med den kontanthjælp, som andre i en lignende situation er henvist til.

Regeringens ønske om nedsættelse af dimittendydelsen er således (næsten) det eneste fornuftige i “Danmark kan mere 1”. Rent bortset fra at den ydelse helt burde afskaffes.