Klumme: Ytringsfrihed by fear

Den højt besungne danske ytringsfrihed en myte. Både på offentlige og private arbejdspladser i Danmark udfolder der sig en grov og intimiderende tavshedskultur, der undertrykker alle former for kritik.  

Ytringsfriheden under pres

En række undersøgelser har de seneste år påvist, at offentligt ansattes ytringsfrihed er under pres. I 2012 viste en undersøgelse lavet af FTF, at mere end halvdelen af forbundets medlemmer frygter, hvad der vil ske, hvis de udtaler sig om kritisable forhold på deres arbejdsplads.

En undersøgelse fra 2014 viser, at hvert tredje medlem af Dansk Magisterforening kender til kritiske forhold på sin arbejdsplads, “som offentligheden burde have kendskab til“. Ikke desto mindre er det kun en ud af otte, der offentligt har ytret sig om disse forhold, fordi mange frygter konsekvenserne.

Fagforbundet FOA fik i maj 2018 lavet en undersøgelse blandt ca. 4.000 medlemmer. Hver tredje svarede, at de har holdt kritik af forhold på deres arbejdsplads tilbage på grund af frygt for negative konsekvenser.

Offentlige chefer anerkender problemet

Flere formænd for offentligt ansatte bekræfter, at kritiske sygeplejersker, politimænd og pædagoger ikke tør ytre sig på arbejdspladsen. De frygter, at de bliver betragtet som bagstræberiske brokkehoveder og bliver udtrukket i næste fyringsrunde eller sanktioneret på anden vis. ”Man opbygger en tavshedskultur, hvor de ansatte frygter sanktioner, hvis de lufter deres kritik. Nogle får at vide, at de skal tage ja-hatten på, andre at det ikke er karrierefremmende at fortælle om de kritisable forhold. De holder deres mund af frygt for, at de kan blive peget på ved næste besparelse”, siger formændene for de offentligt ansatte samstemmende.

Politikere og embedsmænd blæser på ytringsfriheden

Meddeleretten giver de offentligt ansatte ret til at give pressen og andre eksterne parter oplysninger i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller anden uredelighed i den offentlige forvaltning. Men denne ret blæser politikere og topembedsmænd på. En af dem er overborgmester Frank Jensen (S), som har indledt en spektakulær klapjagt på en ansat på Københavns Rådhus, der har formastet sig til at tale med pressen om kommunens gratis udlån af rådhuslokaler til den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev. Alene det, at den pågældende medarbejder har valgt at være anonym, siger noget om angstniveauet på de indre linjer.

Regionerne dyrker tavshedskultur

Ifølge Hjalte Aaberg, direktør i Region Hovedstaden, lider den offentlige sektor af angst, og angsten har udviklet sig til tvangstanker om kontrol. Der hersker en paranoid tilstand, hvor fejl og utilsigtede hændelser bliver skjult eller fortiet af frygt for politianmeldelser og offentlig klapjagt. Angsten betyder, at man beskytter sig selv ved at generere tusindvis af ”cover my ass”-procedurer og vejledninger på alle niveauer.

I Region Hovedstaden, som på overfladen dyrker en åbenhedskultur, bliver personalet opfordret til at byde ind med kritik og debat. Men bag facaden er kritiske læger, sygeplejersker og laboranter blevet truet med fyringer og isolation, hvis de kritiserer Sundhedsplatformen. Regionen har med andre ord skabt en frygtkultur, som har til formål at afskrække tillidsfulde og bekymrede medarbejdere fra at ytre sig.

Politiet undertrykker ytringsfriheden

Dansk politi har flere gange taget særlige hensyn til kinesiske besøgende på bekostning af demonstranters grundlovssikrede ret til at forsamles og ytre sig. Ifølge politikilderne har det i årtier været praksis hos ordensmagten at undertrykke ytringsfriheden ved at skærme kinesiske delegationer i Danmark mod tilkendegivelser fra lovlige demonstrationer. Man har taget hensyn til danske handelsinteresser på bekostning af den højt besungne ytrings- og forsamlingsfrihed.

Ytringsfriheden ofres af hensyn til islam

En privatperson er dømt for at have krænket muslimer ved at ligestille islam med nazisme. Som noget nyt er manden blevet idømt en bøde efter straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf. Man har ganske vist en fri debatform her i landet, hvor kristendom, folkekirke og diverse trossamfund må finde sig i såvel satire som skarpe ytringer. Men en venstreorienteret, aktivistisk domstol fandt, at islam ikke skal underkaste sig samme ytringsfrihed.

På ti-året for Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten gengav ingen medier de tegninger, der skabte krisen. Pressefriheden blev ramt af selvcensur af frygt for muslimske repressalier. Selvcensuren viser, at der er opstået et ekstra journalistisk kriterium, der handler om sikkerhed, og som der tages hensyn til, så det påvirker de redaktionelle valg og dermed ytringsfriheden.

Farligt liv som whistleblower

Undersøgelser viser, at de personlige konsekvenser for whistleblowere er store. Hademails, fyresedler, opløste venskaber og ødelagte forhold til familien. Prisen for at stå frem er ofte så høj, at de ender med at få psykiske lidelser som angst og depression.

Jurist Hans Bøgesvang Riis mistede således sit job og sin karriere – men fik en pris af Retspolitisk Forening for sit mod. Han har afsløret massive svigt i Arbejdsskadestyrelsen, som efterfølgende har vist sig at koste tusindvis af danskere millioner af erstatningskroner.

Et andet eksempel er de to embedsmænd i Udlændingestyrelsen, der for nogle år siden stod frem med kritik af en rapport om forholdene i Eritrea. En frivillig fratrædelse blev den lakoniske udgang på sagen, der vidner om den svage ansættelsesbeskyttelse af offentligt ansatte.

Også i den private sektor lever whistleblowere et farligt liv. Danske Bank har for nylig truet den amerikanske whistleblower, Howard Wilkinson, med juridiske konsekvenser, hvis han udleverede oplysninger om de kriminelle forhold i banken. Statsanklageren for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har netop sigtet Danske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven.

Skandinavisk ledelse er skjult kæft, trit og retning

Man siger, at ”skandinavisk ledelse” står for kort afstand mellem leder og ansatte, en høj grad af involvering af medarbejderne i beslutningsprocesserne og større frihedsgrader for den enkelte. Men det er kun facaden. Skandinavisk ledelse er ikke ensbetydende med, at de ansatte nyder en større grad af ytringsfrihed end tilfældet er i det offentlige. På overfladen hersker der ganske vist mere demokratiske forhold mellem chef og medarbejder. Reelt er der klare rammer og stærk styring af, hvordan tingene bliver gjort. Kæft, trit og retning. Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet, så find et andet.

Ikke værd det papir den er grundlovssikret på

Både offentligt og privatansattes rum til kritik er under et uhørt pres. Medarbejderne bliver bedt om at udøve selvcensur og holde mund med det, de opfatter som kritisable forhold. Kritik er ikke velkommen. De kritiske medarbejdere beskyldes for at bevæge sig i sneglesporet, mens udviklingen sker i overhalingsbanen. Er man kritisk, får man at vide, at man er tung bagi, at man er en del af den gamle garde, af de gamle dinosaurer. Den højt besungne danske ytringsfrihed er ikke det papir værd, som den er grundlovssikret på.