Klummer: Haves partiledere, ønskes statsmænd – kollapsen i det borgerlige Danmark


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Klaus Ewald

Lederskab er en forudsætning for enhver form for fremdrift og resultater i politisk sammenhæng. Det gælder over hele det politiske spekter fra højre til venstre side af paletten. Socialdemokratiet har med succes overtaget regeringsmagten og fastholdt en fast vælgertilslutning på et sted mellem hver 3. og hver 4. vælger. Hertil kommer et parlamentarisk tilslutning bestående af kommunister i Enhedslisten, folkesocialister i SF og en grumset politisk flok bestående af kulturradikale og realister fra Det Radikale Venstre.

Hverken minksagen eller håndtering af 2 års coronahelvede har ændret på Mette Frederiksens taburet. Den står med borgerlige øjne alt for stabilt.

Har man flertallet på sin side, er det omkostnings frit at overtræde grundloven.

Så borte som i BORTE er en tiårig sammenhængende periode med borgerlig ledelse under Anders Fogh Rasmussen, som den udspandt i årene ind til valget i 2011, hvor Helle Thorning overtog stafetten. Efterfølgeren Lars Løkke hverken formåede eller forstod at forvalte, hvad borgerlig politik indebærer. Han snød vælgerne så vandet drev og måtte ved valget i 2019 lade Mette Frederiksen tage over i statsministeriet.

Når man som Løkke lover et og gør noget andet, så koster det. Når man stiller vælgerne i udsigt, at man går ind for et asylstop, og så lader porten gå ned for tusinder af 3. verdens migranter og lader dem vandre på E45 i nordlig retning fra grænseovergangen, når man egenhændigt tager til Marrakech og underskriver en ny FN-aftale, som også gør økonomisk betinget migration til en menneskeret, så ryger troværdigheden.

At Løkke har begyndt et nyt projekt til sikring af sin fortsatte pension som folketingsmedlem under varemærket Moderaterne kan undre. Var det ikke mere konsekvent, om Danmarks nummer 1 mest belastede levebrødspolitiker meldte sig ind i Det Radikale Venstre?

Men, tilbage til overskriften. Hvad er status i den borgerlige lejr, og hvad skal der ske for, at miseren ændres?

Man kan belært af de sidste 3 års erfaring fastslå, at hverken Venstres Jacob Ellemann eller de Konservatives Søren Pape Poulsen besidder det, der skal til for at markere kant eller offensivt modspil i forhold til en driftssikker administration under Mette Frederiksen.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Afstemning om sommertid udstiller EU’s demokratiske underskud 

Når man udgør spydspidserne rent volumenmæssigt af oppositionen, så må det mindste man kan forlange være, at der på relevante tidspunktet kommer modspil og udspil over for en rød regering. To år under coronanedlukning burde have været en gave til oppositionen for at markere borgerlig tænkning.

En sag er, at det borgerlige Danmark siden juni-valget i 2019 har været i mindretal, men det burde netop have ansporet dem til at have markeret en forskel. I stedet har Ellemann og Pape knaldet hælene i og stemt for regeringens forslag, som udgjorde V og K en filial af moderpartiet Socialdemokratiet. En ren jammer, hvor Nye Borgerliges 4 mandater har udgjort og repræsenteret de stemmer og vælgere, som V og K har svigtet.

Ideologisk og moralsk er V og K nedsmeltet. DF har indledt en overlevelseskamp og brugt tiden på indbyrdes kampe mere end at stå på vagt for vælgerne og Danmark. Liberal Alliance skal på sin side nærmest have ros for at have markeret, hvad borgerlig politik dækker over. Partiet er ideologisk funderet i blå lejr, hvis man er tilhænger af åbne grænser og fri bevægelighed og hvad heraf følger.

Hvis man derimod er konservativ, er det småt i småt, hvordan man repræsenteres på tinge. Her er kun NB at klynge sig til. Pape og Co. fungerer under falsk varedeklaration. Seneste slingrekurs fra Pape i spørgsmålet om Claus Hjorts immunitet viser hans vankelmod. Og når både Ellemann og Pape mener at passe på Danmark ved, at vi opgiver vort forsvarsforbehold til fordel for mere EU-indflydelse, så er torskekvoten brugt op.

Når de første ligposer med danske Jenser måtte ankomme til Kastrup eller Karup efter fejlslagne fransk ledede EU-missioner i tidligere kolonier, så kan begge partiledere allerede nu begynde at øve sig på at forklare de pårørende, hvorfor Danmark og danskerne skulle fjerne forsvarsforbeholdet. Mon Ellemann og Pape er købt og betalt til en post i Bruxelles efter endt gerning på Slotsholmen?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Er du i de 80 eller 20 procenter?

Bundlinjen er den, at det Danmark, der stadig finder det giver mening at opretholde en nationalstat, og den slags vælgere mig selv, er førerløse bortset fra, hvad NB vil kunne opmønstre efter et kommende valg. Der skal helt nye spillere på banen og helt nye politiske mål og visioner end dem vi lægger øjne og ører til for tiden.

Halevedhæng og visionsløshed gør hverken nogen sommer eller Danmarks historie. Man savner både styrke, kraft og saft i en politisk bevægelse, som på afgørende vis kunne sparke de nødvendige ændringer i gang, det være sig på det økonomiske område som på det værdipolitiske.

Hvor svært kan det være at tage opgaven som oppositionsleder seriøst på en måde, så politik giver mening og gør en forskel? Man undrer sig såre over, hvad de trods alt mange V og K folketingsmedlemmer foretager sig i løbet af en arbejdsuge, ud over at opdatere deres Instagram- og Facebook-profiler?

Folketingspolitikere på borgerlig side har tilsvarende som deres politiske modpoler en agenda for arbejdsdagen de skal nå. Og det er så det. Det resultatorienterede burde det, der berettiger til apanagen, mens skandaler og slaphed burde stå for egen regning.

Men, hvorfor kommer der så lidt ud af politikernes resultater? Hvordan kan partierne V og K leve med, at det for mange af os blå vælgere dels er svært at se, hvilket projekt de er ude i, og hvad det på afgørende vis er, der adskiller K og V fra regeringens målsætninger? Mette Frederiksen har dygtigt forstået at anvende armslængdeprincippet i forhold til et skandaleramt Radikale Venstre og ultrakommunisterne i Enhedslisten. Hele flygtningeprojektet omkring Rwanda burde have været udtænkt i borgerlig lejr, men nej – her kører autopiloten.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Det amerikanske valg er ikke ovre

Jeg mindes selv at have udarbejdet et oplæg til bandeforbud til Lars Løkke i 2014, på hans opfordring under en middag hos en minister, et oplæg han efter lang tids nølen skød ned og begrundede med, at man alene var til traditionelle tiltag. Men ikke desto mindre lykkedes det DF at formå daværende justitsminister Pape i Løkke regeringen til at stå bag et administrativt forbud mod LTF i 2018. Det endte som bekendt med en højesteretsdom, der gav Rigsadvokaten medhold i forbuddet.

Min opfordring til vælgerne er, at de rykker til højre eller stiller større krav til de folk på tinge, som fortsat opstiller for de to store partier V og K. De ca. 30-35% af vælgerne, der udgør hvad man med rette må rubricere som stemmekvæg. Det første er det klogeste, det sidste er nødløsningen. Men noget skal ske, hvis ikke borgerlig politik som label bliver ligegyldig. Med tanke på den arv, V og K forvalter, så er arvtagerne ikke kun det lette kavaleri, de er bagtroppen for den siddende regering. De er pinlige, og ude af stand til på nogen måder at kunne ændre et komma i Danmarks historien. Vilje og evne mangler ganske enkelt.

Vælgerne burde straffe V og K en bloc. Udfordringen er blot, at vanens magt er stor, og mange vælgere føler sig for fine til at fravælge de to store borgerlige partier. Her er lykkedes mangfoldighedspressen at skabe et ekstremistisk billede af det traditionelle borgerlige Danmark. Det skræmmer mange borgerlige vælgere fra at stemme både med hjerte og hjerne på en gang.

Personligt ville det være mit livs tilfredsstillelse at rive skulderstropper og knapper af Pape og Ellemann og sende dem til en straffebataljon øst på. Mindre retræteposter som brugsuddelere eller kordegne kan dog også gøre det.