Knivstikker i Tølløse

I går aftes kom et alarmopkald om, at en 29-årig mand var blevet stukket med en kniv foran Fakta i Tølløse.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor det viste sig at manden havde fået snitskader i brystet og i baghovedet, men hans tilstand var ikke kritisk. Den forurettede var ikke interesseret i at belyse sagen over for politiet.

Familien slog alarm

Der var flere vidner til episoden, der kunne beskrive hændelsen og gerningsmanden, samt at han var flygtet fra stedet i en bil. Kl. 1909 fik politiet en anmeldelse om, at en 20-årig mand befandt sig på et udskænkningssted i Hvalsø, hvor han havde truet et familiemedlem og givet udtryk for, at han kendte til episoden med knivstikkeriet i Tølløse.

Politiet anholdt kl. 1924 den 20-årige mand fra Vig, der stadig befandt sig ved krostuen. Han blev taget med til politistationen til afhøring. Politiet fandt senere den bil, som den mistænkte var kørt væk i på en adresse i Kirke Eskilstrup. På bilen sad stjålne nummerplader, som den 20-årige blev sigtet for at have været i besiddelse af.

Den 20-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk, som formelt sigtet for forsøg på manddrab.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)