København spiller hovedrollen i ny serie af fotobøger

”København 1950’erne – Københavnernes historie fortalt i billeder” er første bind i en storslået serie af flotte fotobøger, der fortæller Københavns historie årti for årti. Forfatter og tidligere museumsdirektør Lene Floris har redigeret det store værk, der fortæller om drømme og hverdag i de københavnske hjem og på arbejdspladserne, om byens trafik, boliger og stormagasiner og meget andet, der gør København til København.

I 1950’erne var der 770.000 københavnere. Der var kamp om pladsen på gaderne i hovedstaden, hvor sporvognene fik selskab af både biler og cykler. Nye bydele som Bellahøj skød op, og industrielle arbejdspladser prægede byen.

Byen kæmpede sig ud af krigens skygge, og de trange kår fra efterkrigsårene blev med tiden afløst af fest på byens mange restauranter og jazzklubber.

”København – 1950’erne” præsenterer i fotografier og ledsagende tekster den store forandring, byen gennemgik i løbet af årtiet. Byen med industrielt præg var ved at blive tranformeret til den moderne hovedstad, den er i dag.

Bogen inviterer indenfor hos helt almindelige københavnere. Fra børnenes hverdag med leg på gade og i institutioner til ungdomsliv og livet på alderdomshjemmene. Turen går fra Indre by til forstæderne og de gamle landsbyer i udkanten af storbyen.

Også det officielle København med politik og kongehus er med i bogen. 1950’erne er årtiet, hvor grundloven ændres, så Danmarks nuværende Dronning Margrethe 2. kunne arve tronen efter sin far. Mange af de forandringer, der begyndte i 1950’erne har trukket spor helt frem til nutiden.

LÆS OGSÅ:  Nu er der 400 erhvervsparkeringspladser i København

Etnolog og kulturrådgiver Lene Floris har redigeret bogen og også selv bidraget med tekster. Sammen med de øvrige forfattere og fagfolk har hun gennemgået flere tusind fotografier og udvalgt de bedste. Bogen bygger på ny kulturhistorisk viden og er skrevet af kompetente skribenter, der har stor viden om Københavns udvikling og kultur.

Forlagsredaktør Ole Sohn fortæller, at det har været en glæde at samarbejde med nogle af de førende forskere og formidlere af kulturhistorie om projektet med at fortælle københavnernes historie med fotos som omdrejningspunkt.

Udgivelsen af ”København – 1950’erne” markeres med en reception hos Arnold Busck, Købmagergade, d. 1. november kl. 15.30. Her er alle velkomne til at kigge forbi.

Fakta om bogen:

Titel: København – 1950’erne
Forfatter: 
Lene Floris (red.)
TURBINE // ISBN: 9788740654899 // 360 sider // Vejl. pris 349,95 kr.
Udkommer 1. november 2019

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)