Københavns Borgerrepræsentation skal på torsdag stemme om penge til Normstormerne i budget 2023. 

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Borgmester skal ligeledes nu svare på spørgsmålet: skal folkeskolen lære vores børn at storme normer? Og hvad pokker sker der med uenigheden i den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus i spørgsmålet om Normstormerne. 

Debatinlæg af Finn Rudaizky (DF) og Niels Peder Ravn (NB), medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation.

Hvorfor skal Normstormerne have millioner af københavnske skattekroner til politisk indoktrinering?

Det er sundt for børn at møde forskellige ideologiske perspektiver på deres uddannelsesvej, men vi bliver nødt til at kritisere, at en tydeligt venstredrejet – ja faktisk regeringskritisk – organisation, får offentlige midler til at undervise i folkeskolen. På torsdag i Borgerrepræsentationen inviterer vi Børne- og Ungdomsborgmester, Jakob Næsager (C), til at svare på de spørgsmål, vi står med i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Næsager er selv kritisk overfor Normstormerne.

Niels P. Ravn.

Først og fremmest er det et krav at vide for den nyvalgte borgerrepræsentation, hvilken hensigt der har ligget i, at Normstormerne i første omgang har fået lov at undervise i folkeskolen mod 7 millioner fra kommunen. Og hvorfor kom opgaven ikke i udbud?

Som undervisningstilbud i folkeskolen – hvordan kvalificeres de af kommunen og hvordan bliver de efterfølgende kvalitetssikret? Er det virkelig rigtigt, at Normstormerne selv står for evaluering hos skolebørnene? Har de enkelte skolebestyrelser eller forældrekredse forinden undervisningen godkendt undervisningsplaner- og indhold?

Sommeren igennem har Normstormerne fået kritik ikke kun fra meningsdannere, men også fra lærere, om deres opførsel i klasseværelset. Hvorfor har kommunen ikke protesteret imod, at Normstormernes frivillige har nægtet lærerne mulighed for at ytre sig i undervisningen?

 

De underviser ned til 4. klasse. I DR-2 Deadline, har en repræsentant for organisationen oplyst, at de ønsker at undervise allerede fra 0. klasse. Hvad vil borgmesteren og forvaltningen gøre i den anledning? Kan det virkelig være rigtigt, at børn på 6-7 år, skal undervises af frivillige fra en politisk organisation i at bryde med bl.a. kønsnormer?

LÆS OGSÅ:  Københavns Borgerrepræsentation skal nu tage stilling til Normstormernes bevilling – der forventes drama på Rådhuset

 

Foruden disse spørgsmål til borgmesteren, skal Borgerrepræsentationen stemme om, hvorvidt Normstormene fremtidigt skal have støtte. Det bliver en dramatisk men forudsigelig afstemning. Hvad nytter det, at Overborgmester Sophie Hæstorp i Berlingske tager afstand fra sin egen politiske ordfører, Laura Rosenvinge, angående Normstormerne, når vi alligevel på torsdag vil se, at begge socialdemokrater kommer til at stemme nøjagtigt ens? Ligesom de gjorde d. 2. juni, hvor partiet gik imod offentlighed og åbenhed omkring Normstormernes undervisningsmateriale.

 

Som analytiker Carsten Mai skriver i KøbenhavnLIV, er der splittelse i den socialdemokratiske gruppe – men før et folketingsvalg, er de nødt til at vise, at de står sammen. Det vil blive til Normstormernes fordel – med millioner til fortsat hemmelige undervisningsplaner og til organisationens hjernevask af vores folkeskolebørn.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)