I går besøgte præsident Biden New York Citys borgmester, Eric Adams, og bekendtgjorde, at svaret på den mordbølge, der har ramt mange amerikanske storbyer, ikke er at beskære politiets bevillinger (defund the police), men at give ordenshåndhæverne de redskaber, de skal bruge, for at være “partnere” og “beskyttere” af samfundet.
“Alt for mange har på det seneste fået et telefonopkald [om at en nærtstående er blevet skudt]”, sagde Biden. “Hver dag i dette land bliver 316 mennesker skudt, 106 bliver dræbt, seks af New Yorks politifolk er blevet ofre for skydevåben alene i år.”
Hvad går der af ham? Hans vicepræsident og talrige andre demokratiske politikere har gennem længere tid agiteret for kraftige beskæringer af politiets bevillinger, og politifolk er blevet beskrevet som racistiske voldsmænd. Altså fjender af samfundet. Det er naturligvis gået hårdt ud over politiets moral, og mange har forladt korpset.
Det forudsigelige resultat har været en eksplosion af kriminalitet i de demokratisk-styrede byer – godt hjulpet på vej af offentlige anklagere, der nægter at retsforfølge forbrydere, og demokratiske guvernører, der lukker dømte ud af fængslerne.
Til demokraternes sorg viser meningsmålingerne, at det store flertal af borgere aldeles ikke påskønner denne politik, hvilket er en af hovedårsagerne til Bidens og Det Demokratiske Partis synkende popularitet.
Noget må gøres, og tiden er kommet til at vise handlekraft, inden republikanerne løber med hele midtvejsvalget i november. Det er nok også på den baggrund man skal se Bidens triumferende meddelelse om, at amerikanske specialstyrker netop har elimineret chefen for Islamisk Stat, Abu Ibrahim al-Hashimi al–Qurayshi.
Vi må nu forvente, at den konfuse mand vil prøve at puste sig op som Supermans afløser. Bare han nu ikke starter flere krige. Det vil nødvendigvis gå galt, som han demonstrerede i Afghanistan.