KOLDE FØDDER I PILESTRÆDE

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Den moderne politiske Helligbevægelse har en indgangsbøn, der er forudsætningen for medlemskab. Man skal bekende sig til Jordens undergang på grund af CO2 udledningen, sige ja til EU-hæren og alle migrantkonventioner, have sympati for regnbuebevægelsen og Black Lives Matter. Man skal erkende, at tidligere præsident Trump er ond og dum, præsident Biden er god og klog. Det moderne Berlingske, som alle andre danske medier, passer perfekt til denne skabelon. Avisen må derfor have chokeret sine politisk korrekte læsere med overskriften på lederen den 6. marts: TRUMP HAVDE RET. Berlingske indrømmer, at Trump korrekt havde advaret mod NordStream-rørledningen og mod det stadigt mere ineffektive NATO-beredskab. Han talte for døve EU-øren, fordi alle på vores kanter ved jo, at Trump altid lyver. Så når den daværende præsident kritiserer NATO og NordStream 2, er det nok løgn det hele, og alt er sikkert i den skønneste orden.

Lederen skynder sig at helgardere sig ved at understrege, at bladet med rette har været yderst kritisk over for Trump underforstået, at man også kan gøre skarn uret, hvad der undtagelsesvist er sket i dette tilfælde. Trumps vurdering kom jo til at passe på en prik. Den rigtige forklaring er imidlertid, at Berlingske som alle danske medier og politikere er forblændede af et patologisk had til Donald Trump, hvilket har dræbt al sund fornuft og omtanke. I Danmark som i størstedelen af EU var man af den opfattelse, at præsident Trump kun havde én tanke i hovedet: ”America First” og til helvede med alle andre. Trump blev anklaget for at trække USA ud af NATO og svigte sine løfter og forpligtelser i forsvarssamarbejdet. Alt dette er imidlertid fri fantasi og stammer fra den ætsende og ukontrollable vrede mod Trump som person. Trumps holdning var nemlig en helt anden.

I juli 20117 holdt præsident Trump en historisk tale i Warszawa foran en jublende menneskemængde. Her udtalte præsidenten: ”Vi amerikanere ved, at en stærk alliance mellem frie og uafhængige nationer udgør det bedste forsvar for vores interesser. Det er derfor, vi kræver, at alle medlemmer af NATO lever fuldt og helt op til aftaler og forpligtelser om militært beredskab. I den forbindelse vil jeg hermed erklære, at USA har demonstreret i ord og handling, at vi står urokkelig bag artikel 5, bestemmelsen om den gensidige forsvarsforpligtelse”. Kan det siges mere klart? Nej, det kan det ikke, men det var ikke det, danske medier og politikere ville høre. I lighed med alle Trumps reformer og konstruktive lovgivning blev også denne skelsættende tale fejet til side af medier og kommentatorer. Trumps besøg i Polen blev forbigået i tavshed.

Tværtimod tiltog kritikken af Trumps påståede NATO-politik heftigt i de efterfølgende år. EU og europæiske medier havde den holdning, at uanset NATO-landenes svigtende oprustning og manglende betalinger til det fælles forsvar, var det USA’s forbandede pligt at finansiere hullerne, som USA jo plejer. Trump havde vist sig som en ussel NATO-forræder, der løb fra sine moralske forpligtelser, som vi andre åbenbart ikke har. I virkeligheden var især den tyske regering sur over, at USA ville flytte NATO’s strategiske kampkraft fra Tyskland og flere hundrede kilometer østpå, fordi der var opstået en ny militær situation. I Sovjetperioden vidste NATO’s generaler, at ved et krigsudbrud ville mange tusinde russiske kampvogne strømme ind i Vesteuropa gennem de flade nordtyske landskaber og gennem dalstrøget ved Fulda i den sydlige del af Tyskland.  Målet for den røde hær var besættelsen af de vestlige Atlanterhavshavne, inden de amerikanske konvojer med materiel og soldater kunne nå frem til Europa. Nu er den røde hær væk, og den tidligere kommunistiske østblok er blevet til demokratiske stater. Det er derfor naturlig militær logik, at NATO’s kampkraft flyttes mod øst, tættere på de nye kollisionsgrænser med Rusland. De amerikanske baser i Tyskland var imidlertid en gigantisk indtægtskilde for den tyske regering, som fik fyret godt op under EU-kommissionen, der så deltog helhjertet i kritikken af præsident Trumps ’svigt’.

Når Trump var en hård kritiker af NordStream 2 rørledningen, var det ikke på grund af den øgede forsyning af russisk gas, men fordi Tyskland og EU skammeligt svigtede at etablere alternative energiforsyninger. Atomkraft- og kulkraftværker blev nedlagt. Gasudvinding og olieboringer i Nordsøen blev droslet ned. Tyskland og EU satsede hele butikken på energi fra Onkel Putin, som i 2014 havde besat Krim med appetit på mere.

Disse udfordringer var klare at se for alle, der har øjne i hovedet. Det havde Berlingske ikke den gang, og det har bladet heller ikke nu, hvor man undskylder sig med, at ”nogle gange skal de voldsomste begivenheder til for at få selv moderne og oplyste demokratier til at forstå og agere på det indlysende”. Så vidt Berlingskes undskyldninger for sin journalistiske blindflyvning. Men sandheden og kendsgerningerne har nu engang trange kår i en tid, hvor medierne rider med på toppen af døgnets politiske modebølger og har forladt det journalistiske håndværk. Danske medie er sunket til bunds som propaganda-pamfletter for Helligbevægelsens lunefulde dagsbefalinger. Og det lever de fint med. De er i godt internationalt selskab.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)