Fængsel og udvisning for ulovlig våbenbesiddelse
En 26-årig mand er netop blevet idømt 3 år og 8 måneders fængsel for afpresning, grov vold og besiddelse af to pistoler. Han blev udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.
En 26-årig mand er netop blevet idømt 3 år og 8 måneders fængsel for afpresning, grov vold og besiddelse af to pistoler. Han blev udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.
Dommen vedrører blandt andet et groft overfald i en kiosk i Sakskøbing i september sidste år, hvor den 26-årige sammen med 3 andre unge mænd overfaldt ejeren med slag og spark. Ejeren blev også slået i hovedet og ansigtet med en fyldt vinflaske, og han pådrog sig betydelige skader.
De 4 mænd har alle siddet varetægtsfængslet under sagen og har nægtet sig skyldige.
Under politiets efterforskning af voldssagen fremkom et tip om, at den 26-årige opbevarede skydevåben på en adresse i Bandholm. Ved en ransagning fandt politiet 2 pistoler med tilhørende ammunition, og den 39-årige ejer af huset blev ligeledes fængslet. Han tilstod besiddelsen i et grundlovsforhør den 5. oktober 2018 og afsoner nu en dom på 2½ års fængsel.
På baggrund af oplysninger i sagen blev den 26-årige mand tiltalt, og han er nu fundet skyldig i at have været ejer af pistolerne, som han overdrog til andre ukendte medgerningsmænd, der transporterede dem på offentligt tilgængeligt sted og til adressen i Bandholm, hvor de blev opbevaret.
Den tiltalte er født og opvokset i Danmark. Han er tidligere dømt gentagne gange for lignende kriminalitet.
Anklager Iben Grønbæk udtaler:
“Dommen sender et klart signal om, at alvorlig kriminalitet begået af udlændinge ikke accepteres i det danske samfund. Selvom tiltalte uden tvivl har en meget stærk tilknytning til Danmark og kun en svag tilknytning til sit hjemland, vejer den meget alvorlige kriminalitet altså tungt i rettens vurdering. Derfor blev han udvist for bestandig.”
Det var en enig domsmandsret, som afsagde dommen. Retssagen startede den 8. februar 2019.
Den 26-årige ankede dommen på stedet, og er fortsat fængslet efter dom.
De øvrige tiltalte blev idømt fængselsstraffe mellem 6 og 10 måneder for overfaldet i kiosken.