[DEBAT] Af Jørgen Casse, MA historie
Frikorps Danmark blev oprettet på tysk foranledning i alle de besatte lande i Europa. Den danske stat tillod danske officerer at træde uden for nummer og blive medlemmer af dette korps. Hovedparten af de underordnede kom fra den tysk orienterede del af befolkningen i Sønderjylland. Det var ikke en division, men et regiment. Motivationen var, oplyste mange af de overlevende, kampen mod bolsjevismen. Om det er en efterrationalisering, skal jeg lade være usagt, men nogen har vel ment det, det kan ikke udelukkes.
Frankrig sendte et tilsvarende detachement til østfronten. Det var det største bidrag til Waffen SS. Man kan til enhver tid debattere dette forløb, men Frikorps Danmark-folkene kæmpede som løver mod russerne, og det er måske ikke helt forkert at sige, at de ved deres indsats var medvirkende til, at Danmark ikke blev overrendt og besat af russerne.
At der blev begået uhyrlige krigsforbrydelser i Østeuropa under krigen, er der ingen tvivl om, og der skal heller ikke herske tvivl om, at alle tager afstand fra disse gerninger.
Aktionen mod de danske jøder kan ses på den baggrund, at i oktober 1943 var krigen så godt som tabt for Tyskland, og en hel del højtstående nazistiske embedsmænd prøvede på at gardere sig mod de allieredes hævn. Således også i Danmark. At kun meget få af de ca. 7000 jøder, der blev sejlet til Sverige, blev taget af tyske patruljefartøjer, kunne tyde på en stiltiende tysk accept af handlingen. Denne accept kunne kun være kommet fra den absolutte top, altså i dette tilfælde fra Werner Best. En anden årsag kan være, at man ikke ønskede at provokere den danske befolkning unødigt, da den jo trods alt arbejdede for fuld skrue for tyskerne. Danskerne gik på arbejde hver dag under hele besættelsen, og dansk produktion blev mere og mere af betydning for tyskerne.
De ca. 700 danske jøder, der blev sendt til Theresienstad, blev der helt frem til krigens afslutning. Som modstykke kan anføres, at de norske jøder blev transporteret direkte til udryddelseslejrene og ombragt der. De danske jøder fik deres Røde Kors-pakker, pakker som tyskerne ellers beholdt selv. Lad mig her understrege, at opholdet i Theresienstad på ingen måde var en skovtursudflugt – langt fra – men det reddede livet, formodentlig af de samme årsager som anført ovenfor.
Danmark var rigtig nok et smørhul under hele anden verdenskrig, Danmark var beskyttet af tyskerne, der havde brug for dansk arbejdskraft, men Danmark var også beskyttet af de allierede ved, at Danmark var anset for en vestallieret nation, og dermed beskyttet mod altødelæggende bombardementer. Werner Best forhindrede, at man indførte familieansvar i Danmark, altså det forhold, at man kunne straffe familiemedlemmer til sabotører, der var taget til Sverige. Da folkestrejken brød ud, er det højst sandsynligt, at Werner Best fik en lodret ordre fra Berlin om at fare med lempe, hvilket han så gjorde.
Straffelovstillægget af 1. juni 1945 stipulerer, at det kun kan finde anvendelse på forbrydelser begået EFTER 29. august 1943, som officielt anses for den dato, samarbejdspolitikken ophørte på. Den fortsatte dog frem til 1945, blot med andre aktører ved roret, og politikerne i baggrunden. Werner Best anså direktør i udenrigsministeriet Nils Svenningsen som sin læremester i diplomati og de red morgenture sammen.
Det er fuldkommen rigtigt, at det danske landbrug leverede produkter til Tyskland i et omfang, der svarede til én måneds forbrug, der igen svarede til et års forbrug i Danmark. Det blev betegnet som ”Lieferfreude”.
Landbruget blev ikke retsforfulgt efter krigen på samme vis som de dele af frihedskæmperne, der undgik retsforfølgelse for de lovovertrædelser, de havde begået under besættelsen. De blev alle fredet af Frode Jacobsen (S), der var næsegrus beundrende over deres handlinger.
Vi bliver også nødt til at bedømme begivenhederne efter befrielsen. Den største og mest aktive sabotagegruppe var så afgjort BOPA (borgerlige partisaner). BOPA var en kommunistisk undergrundsbevægelse med en lidt anden dagsorden end de andre, af hvilke mange var styret af hæren. BOPA ønskede at indføre en stalinistisk kommunisme i Danmark, noget som man var meget bange for skulle ske i lyset af den bevæbning og tilslutning, denne gruppe havde. Det drejede sig om at genindføre demokratiet i Danmark så hurtigt som muligt og derved afskære BOPA’s drøm. Om Wilhelm Bull så var den rigtige, kan vi debattere til helvede fryser til, men kabalen gik op, DKP (BOPA) fik aldrig den indflydelse, de havde håbet på at kunne opnå gennem en lille revolution i Danmark.
Tyskland tabte i realiteten krigen på en ganske bestemt dato, nemlig den 11. december 1941, og de sørgede selv for det. Den 7. december 1941 overfaldt det japanske kejserrige USA ved bombardementet af Pearl Harbor. Fire dage senere afleverede den tyske og italienske ambassadør i Washington begge deres landes krigserklæring mod USA, det var dødsstødet for Tyskland. Tyskland havde ikke en jordisk chance for at vinde en krig med USA. USA’s potentiale var for stort. Isoroku Yamamoto, chefen for den japanske flåde, vidste dette og var stærkt imod angrebet på Pearl Harbor. Som han bemærkede ”vækker vi en sovende tiger”. Han forudsagde, at hvis ikke Japan kunne få herredømmet over den østlige del af Stillehavet indenfor et halvt år, ville Japan tabe krigen. Slaget om Midway i juli 1942 var dødsstødet for Japan. Nederlaget der skete næsten et halvt år efter Pearl Harbor. Yamamoto var helt på det rene med at Japan ikke ville være i stand til at besætte USA og forudsigelse gik i opfyldelse.
Således lagde alle aksemagterne løkken om deres egen hals, og det var måske ikke så ringe endda. Hvad angår lille Danmark, er det rigtigt, at vi kom uskadt ud af stormagternes opgør. Danmark blev til gengæld en brik i den tilstundende kolde krig. Både Sovjetunionen og USA var interesserede i at få kontrol over de danske stræder og Skagerak. USA vandt som bekendt, Danmark blev befriet af englænderne på amerikansk ordre. Tyskerne måtte under ingen omstændigheder overgive sig til civile undergrundsgrupper hverken i Holland eller Danmark, antageligvis fordi man frygtede repressalier og selvtægt. De tyske styrker måtte kun overgive sig til regulær hær, i dette tilfælde den britiske ottende arme under B.L. Montgomery på Lüneburger Heide den 4. maj 1945.