I forlængelse af regeringen og sundhedsmyndighedernes seneste udmeldinger om coronasituationen har Hendes Majestæt Dronningen besluttet at aflyse nytårstaflet for regeringen, Folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet den 1. januar 2022.
De efterfølgende nytårskure for Højesteret, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets vagtgående Officerskorps, det diplomatiske korps, Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt repræsentanter for større landsorganisationer og kongelige protektioner, der skulle have fundet sted den 4. og 5. januar 2022, aflyses ligeledes.
Det vil også i år være muligt at fremsende en digital nytårshilsen til Dronningen og den kongelige familie på Kongehusets hjemmeside www.kongehuset.dk. Dette vil være muligt fra nytårsdag og ugen ud.
Dronningens årlige nytårstale afholdes traditionen tro den 31. december 2021 klokken 18.00 og transmitteres direkte.