Konkurrenceudsættelsen af offentlige opgaver står stille

Når vi handler privat, er det almindelig sund fornuft at undersøge, hvad man får for pengene. Det er logik for burhøns. Den offentlige sektor i dette land handler imidlertid ikke efter samme logik. Hver gang en offentlig opgave ikke bliver sendt i udbud, er der derfor stor sandsynlighed for, at det offentlige bruger flere penge på at få opgaven løst end nødvendigt. Det offentlige aner jo ikke, om der er andre, som kan løse opgaven bedre og billigere, og derfor bliver den tjenesteydelse, det offentlige monopol leverer, unødvendigt dyr, og dens kvalitet bliver stadig ringere.

Det økonomiske potentiale ved udlicitering kan der ikke være tvivl om. Det er grundigt undersøgt og positive økonomiske effekter er kendt. Men det kan den magtfulde offentlige mafia (kommunaldirektører, byrådspolitikere, fagforeninger, forvaltningschefer, institutionsledere, offentligt ansatte mv.), der har en direkte privatøkonomisk interesse i at skærme de store kommunale områder mod beskæring og udlicitering, være flintrende ligeglad med. Borgerne har jo ikke andre steder at gå hen. Mens den offentlige mafia således nyder sine økonomiske fordele, er den samlede effekt af de offentlige monopoler samfundsskadelig. Danmark og danskerne bliver fattigere.

Når det offentlige ikke udbyder flere opgaver, hænger det sammen med, at flertallet af danske vælgere inkl. de borgerlige er enige om, at det offentlige bør fastholde sit monopol på levering af offentlige ydelser. I Danmark hersker der nemlig en udbredt konsensus om, at kun offentligt ansatte og offentlige institutioner kan varetage velfærdsydelser på forsvarlig vis, og at det er moralsk forkasteligt at tjene penge på at levere velfærd.

De senere år har det samlede antal af opgaver, der udsættes for konkurrence fra private, været svagt faldende. Næsten halvdelen af kommunerne har hjemtaget udliciterede opgaver siden 2015, og de begrunder det med, at de kan løse opgaverne bedre og billigere end private. I den offentlige sektor er det kun 25 pct. af opgaverne, der kommer i udbud. Det betyder, at opgaver for ca. 300 mia. kr., som det er muligt at udbyde, håndteres gennem egenproduktion uden at det undersøges, om private leverandører kan udføre opgaven billigere og bedre.

På baggrund af ovenstående må det undre, at Børsen den 27. april bragte en artikel med overskriften ”Private får igen flere offentlige opgaver”, hvor man bl.a. kan læse: ”Den private sektor løste i 2021 offentlige opgaver for 68 mia. kr. ud af en samlet opgaveportefølje på 255 mia. kr. Det svarer til 27 pct.”.

Det stemmer ikke overens med det, man kunne læse i Børsen 5 måneder tidligere, nemlig den 11. nov. 2021. Her skrev Morten Munkholm, at ”Kommunerne er begyndt at konkurrenceudsætte færre opgaver. Efter en periode på ti år, hvor kommunerne hele tiden konkurrenceudsatte en større og større del af de lokale opgaver, er kurven siden sidste kommunalvalg knækket, så andelen af udbudte opgaver nu er faldet lidt fra 27,1 pct. i 2017 til 26,3 pct. i 2020”.

Ifølge Børsens artikel af 27. april er det offentliges samlede opgaveportefølje 255 mia. kr., mens den reelt er ca. 400 mia. kr. Og når det drejer sig om andelen af udbudte opgaver, falder den ifølge bemeldte artikel fra 27,1 pct. i 2017 til 26,3 pct. i 2020, hvorefter den igen stiger til 27 pct., i 2021. Andelen af udbudte offentlige opgaver i 2021 var således 0,1 pct. mindre end i 2017. Alligevel påstår Børsen, at der er tale om en reel stigning i udbudte offentlige opgaver. Det er doven journalistik og vildledende tal.

Hvorom alting er: I den politiske virkelighed i Danmark er radikale reformer af det offentlige og markedsgørelse af de offentlige tilbud lig med politisk selvmord. Forvent derfor ikke, at politikerne vil tage et opgør med den magtfulde mafia, der sidder tungt på det offentlige, og at antallet af udbudte offentlige opgaver vil stige.

André Rossmann