Debatindlæg af Ole Schmidt.
Nogle politikere har med mellemrum nævnt at ”konventionerne blokerer for hjemsendelser” og mange danskere er sikkert enig i, at hvis man som gæst i vort land ikke kan indordne sig i vort samfund og overholde vore love og regler, ja, så er man ganske enkelt ikke velkommen her. Men tilsyneladende kan vi ikke gøre andet end at beholde disse mennesker på grund af ”konventionerne”, som blokerer for at sende kriminelle udlændinge retur til deres hjemland, hvis hjemlandet ikke er sikkert nok, eller hjemlandet ikke vil modtage de pågældende. De pågældende kan være narkokriminelle, sædelighedsforbrydere, drabsmænd, mv. Man får nemt det indtryk , at nogle politikere er glade for disse konventioner, for så kan de – helt uforpligtende – sige alt det, mange vælgere sikkert gerne vil høre.
Mon ikke man ville have lidt mere respekt for disse politikere, hvis de aktivt ville påvirke folketinget til at gøre op med de dele af ”konventionerne”, som reelt er blevet en beskyttelse af forbrydere i stedet for beskyttelse af vort samfund. Men disse politikere har det måske egentlig ganske godt med, at de er ”magtesløse” pga. ”konventionerne”. De politiske udmeldinger om ”hjemsendelse af kriminelle” er måske snarere et ønske om blot at opnå personlig profilering samtidig med at alt forbliver uændret.