Konventionerne er i stigende grad blevet et værktøj til at undergrave det danske demokrati – med EU og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) som de mest toneangivende aktører, skriver Morten Messerschmidt i Berlingske.
”Hvor demokratiet er bygget på folkets vilje og dets evne til at vælge sine lovgivere, så er konventionssystemet bygget på dommere og juristers fortolkninger – ofte løsrevet fra national ret, kultur og samfundsforståelse. Domstolene når gang på gang frem til resultater, der er i modstrid med befolkningens almindelige retsopfattelse. For hvem er Strasbourg-dommerne ansvarlige over for? Ikke vælgerne. Ikke borgerne. Ikke folket. De er ansvarlige alene over for fortolkninger af konventionstekster – ofte med en kreativ dynamik, der savner enhver demokratisk legitimitet. Dommere må ikke føre politik. Og politik må ikke skjules som jura.
Bag demokratiets ryg ændrer det dommerskabte retssystem spillereglerne uden mandat. Det kalder man med et pænt ord dommerstyre. Det er en retssikkerhed, der ophæver folkestyrets centrale princip: At det er borgerne, der gennem frie valg og parlamentarisk lovgivning sætter retning for samfundets udvikling. Man må gerne hylde konventioner og internationalt samarbejde. Men man bør ikke forveksle det med demokrati. At lade udlændingepolitikken styre uden om befolkningen er ikke blot skævt – det er en undergravning af folkets selvbestemmelse”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)