Generalmajor og suspenderet hærchef H.C. Mathiesen er ved byretten idømt 60 dages fængsel, idet han har misbrugt sin høje placering til at fremme kærestens karriere, skriver prof. Ole P. Kristensen i Berlingske.
Det taler ikke til forsvarets fordel, at en person med så ringe dømmekraft kan nå så højt op i hierarkiet. Det er dog ikke enlig svale. Forsvaret har været ramt af andre episoder, der tangerer nepotisme og embedsmisbrug helt op til og med departementschefen i Forsvarsministeriet.
Dertil kommer skandalen med svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor det trods mange advarsler fra revision og Rigsrevision tog meget lang tid, før der blev taget hånd om problemerne.
Når der hober sig mange eksempler op i en organisation, der giver mistanke om en dårlig, for ikke at sige en rådden kultur, så er der nok noget om snakken, der er nok noget helt galt med kulturen. ”Råddenskab i en organisation begynder i de øverste ledelseslag”, lød det i en kommentar af professor i ledelse Steen Hildebrandt for et par år siden.