KORRUPTION: Dyre rejser i Forsvarsministeriet

Det stod klart, efter at Rigsrevisionen i december afslørede, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse øjensynligt har været et eldorado for berigelseskriminalitet. I øjeblikket er ikke færre end syv personer under efterforskning i sager om svindel, mandatsvig og bestikkelse i ejendomsstyrelsen, og flere sager kan være på vej, skriver Berlingske.

Mindre beskæmmende blev sagen ikke, da det efterfølgende viste sig, at Forsvarsministeriets departement i årevis har kendt til risikoen for svindel uden at gribe ind.

I sidste uge blev der så føjet endnu et lag til problemerne med Forsvarets og ministeriets kontrol med pengene, denne gang i form af vidtstrakt misbrug af ansattes tjenstligt udstedte kreditkort, som blandt andet er blevet anvendt under besøg på en stripklub såvel som under ferieophold og i forbindelse med private indkøb af elektronik i stor stil.

I dag kan Berlingske på baggrund af en intern rapport dokumentere, at Forsvaret og Forsvarsministeriet også har problemer med at følge reglerne i forbindelse med bestillinger af rejser.

Problemet drejer sig ikke mindst om dyre flyrejser. Forsvarets og ministeriets ansatte skal som udgangspunkt flyve på økonomiklasse, men i 479 tilfælde har ansatte i stedet fløjet på de betydeligt dyrere businessclass og premium economy. Det viser en stikprøve foretaget af ministeriets kontrolenhed, Forsvarsministeriets Interne Revision (FIR).

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)