En tidligere kommunaldirektør i Struer Kommune sigtes for mandatsvig på over 100.000 kroner.
Vedkommende skulle uberettiget have brugt et kommunalt kreditkort 174 gange, og det samlede forbrug løber i den forbindelse op i 123.098 kr.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den tidligere kommunaldirektør ventes at tilstå.
Anklagemyndigheden går efter at få den pågældende idømt fængsel, og ifølge politiet vil der på vegne af kommunen blive nedlagt påstand om erstatning.