Kr. 3,- bliver fast lav pris på mundbind

Allerede fredag tog Salling Group beslutningen om at sænke prisen på alle mundbind til kr. 3,-. Den nye faste pris vil slå igennem i alle Salling Groups butikker i føtex, Netto og Bilka henover weekenden.

– I den aktuelle situation med øget Covid-19 smittetryk er det afgørende, at alle følger myndighedernes anvisninger. Sikkerhed for både kunder og medarbejdere har fra pandemiens start haft højeste prioritet for Salling Group, siger Salling Groups direktør for Kommunikation og CSR, Annette Juhler Kjær.

Med de nye retningslinjer vil mundbind være et dagligt behov for de fleste danskere. Derfor sælger Salling Group i den nuværende situation mundbind til indkøbspris og dermed uden fortjeneste.

– Vi har taget højde for udviklingen i retning af et stigende Covid-19 smittetryk gennem de sidste uger. Det betyder, at der er opbygget en solid lagerbeholdning, så vi har ekstra mange mundbind til rådighed for kunderne, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Annette Juhler Kjær.

Salling Group forudser her og nu ingen udfordringer med forsyningssikkerheden, hvis alle handler ansvarligt og løbende køber fornuftigt ind, så hamstring undgås.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)