Flere lever længere efter en kræftdiagnose, og særligt overlevelse efter lungekræft er forbedret. Det viser Sundhedsdatastyrelsens årsrapport om kræftoverlevelse i Danmark.
Et år efter diagnosen lever henholdsvis 82 procent af de mænd og 84 procent af de kvinder, der fik en kræftdiagnose i perioden 2017-2019. Fem år efter kræftdiagnosen lever henholdsvis 67 procent af mændene og 69 procent af kvinderne fortsat.
Langt flere er nu fortsat i live et år, efter de har fået diagnosen lungekræft, med en 1-årsoverlevelse i 2017-2019 på henholdsvis 52 procent for mænd og 60 procent for kvinder. Det er en markant forbedring siden perioden 2005-2007, hvor blot omkring en tredjedel – 33 procent mænd og 37 procent kvinder – levede et år efter diagnosen.
Stadig en alvorlig sygdom
Selvom tallene generelt bevæger sig i den rigtige retning, er særligt 5-årsoverlevelsen for visse kræftformer i den lave ende:
– Mens vi kan konstatere, at overlevelsen efter lungekræft generelt er forbedret, er det fortsat kun 23 procent af mænd og 29 procent af kvinder, der har fået diagnosen lungekræft, der er i live efter fem år. Så det er stadig en meget alvorlig sygdom at få, fortæller konstitueret afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Joanna Phermchai-Nielsen.
Også 5-årsoverlevelsen efter æggestokkræft ligger lavt, idet 44 procent af kvinderne lever fem år efter diagnosen.