Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark.
Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere. Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer.
Mantraet for den politiske indblanding på medieområdet i det halvsocialistiske Danmark er ”public service”. ”Public service” selv har en klang, der minder om Orwells Sandheds- og Kærlighedsministerier (som var det totalt modsatte). Og derfor burde man anvende begrebet ”statsstøttede medier”.
Umiddelbart skulle man tro, at politikerne definerede, hvad ”public service” er, og begrundede hvorfor borgerne ikke ville få det gennem det almindelige kommercielle mediemarked. Men realiteten er, at der ikke findes nogen klar definition af, hvad politikerne efterspørger, skriver Cepos i en rapport med overskriften ”Mediereform for at sikre konkurrence og mangfoldighed i det danske mediebillede”.
Derimod handler ”public service” primært om, hvem der producerer. Dilettantshow på TV efter internationalt anvendte koncepter – ”Den store bagedyst”, ”Gift ved første blik” og den slags – sendes f.eks. i stor stil af danske statslige ”public service”-stationer, mens de i udlandet sagtens kan leveres af private. Radioprogrammer med nyheder og musik, inspireret af udenlandske kommercielle stationers flader, leveres i høj grad af statens ”public service-virksomheder” i Danmark.
Den danske mediepolitik medfører en voldsom skævvridning af mediemarkedet med en kraftig og voksende statslig dominans. Især er det statslige Danmarks Radio ved at fortrænge de private dagblade, som i forvejen er teknologisk udfordret i deres forretningsmodel. DR modtager en massiv og voksende andel af den samlede statsstøtte, mens de private dagblades andel er faldet til en sjettedel. Statsstøtten til DR er også med til at hæmme den markedsdrevne innovation. I forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, er Danmark det land, hvor staten dominerer mest i mediebilledet.
Men broderparten af mediestøtten havner hos Danmarks Radio samt TV2s regioner. Men langt størstedelen af subsidierne på medieområdet går til bestemte institutioner og formål. Det er så grelt, at politikerne blander sig, hvor institutionerne skal ligge i landet, som man så med Radio24/7. Tilskudsordningerne er også omhyggeligt doktoreret, så pengene ender hos favoriserede medier.
I Danmark falder antallet af nyhedsjournalister i de private medievirksomheder år efter år, mens det er stabilt i de statslige medier. Hvis denne udvikling fortsætter, vil andelen af statsansatte nyhedsjournalister stige fra 47 til langt over 50 pct. i løbet af få år. Én af journalistens vigtige opgaver er at undersøge statsmagten og politikeres beslutninger, men ligesom tilfældet er i andre socialistiske lande, betyder statens dominans i det danske medielandskab, at statsansatte journalister undersøger statsmagten, altså den arbejdsgiver, der betaler deres løn.
André Rossmann