TV2’s dokumentar ”Den sorte svane” viser, at i Danmark tydeligvis er det offentlige, man snyder. Det er skatteydernes penge, som gangsterne stjæler. Det er forholdsvis nemt, og der er tilsyneladende nok af dem, skriver Berlingske.
”Man bliver slået af, hvor let det tilsyneladende er at malke de offentlige kasser, uanset om det handler om skat, moms, hvidvask af penge, ‘kloning’ af biler. Ja, selv Lønmodtagernes Garantifond, som holder ansatte, der rammes af konkurs, skadefrit kan snydes.
Når svindelnumrene kan lade sig gøre, så skyldes det ikke mindst, at det er lykkedes den kriminelle underverden at infiltrere offentlige myndigheder, banker, revisorer og advokatkontorer. Mod bestikkelse har ellers lovlydige ansatte i styrelser og kommuner ifølge dokumentaren hjulpet til og ladet sig forvandle til banditter i habitter.
Velfærdssamfundets kasser er både et oplagt mål for svindel og sårbare over for organiseret kriminalitet. De offentlige kasser er et tag selv-bord for svindlere og forbrydere. Hvorfor skulle man dog betale sin skat og undlade at stikke snablen dybt ned i kommunekassen, hvis ingen andre holder sig tilbage”.