I dag den 1. januar 2022 udtalte en tidligere politisk taleskriver til TV2 NEWS, at den ideelle nytårstale fra statsministeren var en tale, hvor lytteren følte sig taget ved hånden. Det skal nok være rigtigt. Voksne kan gå selv, men børn er trygge ved en voksens hånd, der fører dem sikkert på vej. Dertil er det altså kommet. Den voksne kan frit bestemme sin færd. Barnet – og nu også den danske vælger – opgiver gerne sin frihed for at få en tryg hånd, der bestemmer, hvor vi skal hen.
I sine næsten fire år som statsminister udsatte Helle Thorning Schmidt vælgerne for et næsten dagligt hjernevaskermantra: ” I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle sammen!” Danskerne hørte godt efter, fordi de fleste af os lever af overførselsindkomster eller er ansat af det offentlige. Så det forekommer logisk nok, at et maksimalt skattetryk og en stor offentlig sektor er den bedste garant for tryghed og velfærd. Den udvikling er vi selv skyld i. Op til omkring 1970 var et flertal af os i arbejde, og det blev anset for skamfuldt og ydmygende ikke at kunne forsørge sig selv. De efterfølgende tyve år blev arbejdssamfundet afløst af socialstaten, hvor det offentlige gradvist overtog ansvaret for velfærd og sociale ydelser. Da vi samtidig tillod en fri indvandring af migranter fra især islamiske kultursamfund, gled vi gradvis over i klientstaten, da en stor del af tilflytterne ikke kunne eller ville arbejde. I øjeblikket koster det årligt skatteyderne 90 milliarder kroner at finansiere livet for disse migranter og deres efterkommere. Og nu er klientstaten ved at blive udskiftet med formynderstaten, der under Corona-epidemien er skabt gennem et tæt og solidarisk samarbejde mellem regeringen og embedsværket. Borgernes liv bliver nu detailstyret gennem et fintmasket net af forbud og påbud. Ingen protesterer. Tryghed er blevet det bedste guld. Det var Viggo Hørup, der udtalte de berømte ord: ” Ingen over, ingen ved siden af Folketinget”. Med et suk kunne man tilføje: ” Ikke engang Folket”. En anden politiker gik et skridt videre: ” Intet over, intet ved siden af og intet uden staten”. Det var såmænd Benito Mussolini. Er det virkeligt kommet dertil?
Landspolitikken retter sig efter vælgernes sammensætning. Og da det arbejdende Danmark nu er i mindretal, vil også de borgerlige partier orientere sig mod vælgerflertallet. Man kan ikke blive statsminister her i landet uden at erobre et stort antal stemmer fra de borgere, der enten arbejder for den offentlige sektor eller som er på overførselsindkomst. Det ved Venstre, og det ved de Konservative. Begge partier har i praksis forladt alle borgerlige mærkesager og sælger sig på velfærd og social ansvarlighed. Da Lars Løkke op til valget i 2019 foreslog, at hele det fremtidige økonomiske råderum på 75 milliarder kroner skulle anvendes til en udbygning af velfærdssamfundet, blev dette varmt støttet af Jacob Ellemann Jensen, der på DR TV2 ’Debatten’ udtalte, at Venstre nok er et liberalt parti, men også et socialt ansvarligt parti. De konservative har taget kollektivt Valium og er tavse som graven, mens de diskret samler stemmer op fra konfliktramte Venstre og Dansk Folkeparti. Den eneste tilbageværende nationalliberale modstandslomme i det danske politiske landskab er nu Nye Borgerlige, der forhåbentlig står fast på deres politik og ikke ender i samme fælde som Liberal Alliance, der holdt brandudsalg på deres politik for at komme i regering, hvor de var fuldstændig uden for indflydelse.
Danmark er således blevet til et socialdemokratisk samfund uden fremtid for borgerlige liberale holdninger, som ikke mere findes hos de moderne eks-borgerlige partier, der har byttet idealerne ud med politisk konsensus for enhver pris. Det svindende antal borgerlige, liberale frihedskæmpere er således omringet af socialdemokrater fra alle sider. Men som Nordahl Grieg formanede i sit berømte digt: ” Kringsatt af fiender gå inn i din tid!” Og det gør vi så.