Den kvindelige nigerianske katolik Martha Bulus var på vej til sin bryllupsfest, da hun blev kidnappet af islamiske ekstremister fra Boko Haram. Martha og ti af hendes kristne venner blev halshugget, og deres henrettelse blev filmet. Videoen af det brutale mord blev offentliggjort den 26. december, hvorved det faldt sammen med fejringen af julen. Det giver mindelser om billederne af andre kristne iklædt orange fangedragter, der var på knæ på en strand, og bag hver af dem var der en maskeret, sortklædt jihadist, der holdt en kniv mod deres strube. Deres kroppe blev fundet i en massegrav i Libyen.
De generelle forhold under kristenforfølgelserne i Nigeria taget i betragtning, var Martha mindre heldig end en anden kidnappet pige: Leah Sharibu, der nu har været holdt fanget i næsten to år og lige har tilbragt sin anden jul i kløerne på Boko Haram. Årsagen? Leah nægtede at fralægge sig kristendommen og konvertere til islam. Nigerianske kristne ledere protesterer desuden mod de “muslimske unges fortsatte kidnapning af mindreårige kristne piger….”. Pigerne “tvinges til at konvertere til islam og bortgiftes uden forældrenes accept”.
Der føres en islamistisk udryddelseskrig mod de kristne i Nigeria. Foreløbigt har Boko Haram ødelagt 900 kirker i det nordlige Nigeria. Den amerikanske præsident Donald J. Trump har fået oplyst, at mindst 16.000 kristne er blevet dræbt der siden 2015. I et enkelt katolsk sogn i Nigeria, Maiduguri, er 5.000 kristne blevet dræbt. Hvor meget skal krigen mod kristne eskalere, førend Vesten betragter den som et “folkemord” og reagerer for at forhindre det?
Dagen efter halshugningen af kristne i Nigeria formanede pave Frans det vestlige samfund. Vedrørende halshuggede kristne? Nej. “Læg jeres telefoner fra jer, snak med hinanden under måltiderne”, sagde paven. Han sagde ikke et ord om den forfærdelige henrettelse af hans kristne brødre og søstre. Få dage forinden havde pave Frans i Vatikanet fået ophængt et kors ‘iført’ en redningsvest til minde om de migranter, der har mistet livet på Middelhavet. I september afslørede paven et monument for migranter på Peterspladsen, men han mindedes ikke med ét ord de kristne, der er blevet dræbt af islamiske ekstremister.
Kardinal Robert Sarah var en af de ganske få katolske kirkeledere, der nævnte massakrens islamiske karakter. Han skriver: “Mordet på 11 kristne katolikker i Nigeria, begået af gale islamister, er en påmindelse om, hvordan mange af mine afrikanske trosfæller udlever deres kristne tro med fare for deres eget liv.”
Det er ikke kun Vatikanet, der forholder sig tavst. Der er ikke en eneste vestlig regering, der har fundet tid til at udtrykke forfærdelse og harme over halshugningen af kristne. “Hvor er den moralske afsky over denne tragedie?”, spurgte den nigerianske biskop Matthew Kukah efter julemassakren. “Dette er en del af et meget større drama, som vi lever i dagligt.”
De europæiske ledere burde følge den britiske premierminister Boris Johnsons eksempel; Han sagde i sin første julehilsen til nationen:
“Jeg ønsker, at vi netop i dag af alle dage mindes de kristne rundt om i verden, der bliver forfulgt. For dem vil juledag blive markeret privat, i hemmelighed, måske endda i en fængselscelle”.
Den tyske kansler Angela Merkel har sagt, at hendes første prioritet er bekæmpelse af klimaforandringer. Hun nævnte ikke forfulgte kristne. Den franske præsident Emmanuel Macron kunne i sin midvintertale ikke engang sige “glædelig jul“.
Samtidig skrev The Economist, at Ungarns premierminister Viktor Orban, der er en glødende forsvarer af forfulgte kristne, “udnytter” sagen politisk.
Europas ledere fordømte ikke den barbariske henrettelse af kristne juledag: Den politiske korrekthed eroderer de vestlige samfund indefra.
I begyndelse af december udtalte en anden afrikansk biskop: Justin Kientega fra Burkina Faso, følgende: “Ingen lytter til os. Vesten er tydeligvis mere optaget af at beskytte sine egne interesser.”
“Hvorfor forholder verden sig tavst, mens kristne bliver slagtet i Mellemøsten og Afrika?”, spørger Ronald S. Lauder, leder af Den Jødiske Verdenskongres.
“Vi har i Europa og i USA set demonstrationer på grund af de tragiske palæstinensiske dødsfald. Palæstinenserne er blevet brugt som menneskeligt skjold af terrororganisationen Hamas, der kontrollerer Gaza. FN har foretaget undersøgelser og koncentrerer sin vrede om Israel, fordi landet forsvarer sig selv mod den selvsamme terrororganisation. Den barbariske nedslagtning af tusinder og atter tusinder af kristne mødes imidlertid med relativ ligegyldighed.”
Hvor var de vestlige regeringer, da tusindvis af unge muslimer gik ind i Syrien og Irak for at jagte og dræbe kristne og ødelægge deres kirker og samfund? Vesten foretog sig intet og vred sig i hænderne over sin passivitet. Islamisterne begyndte med kristne i øst og fortsatte med “post-kristne” i Vesten. Som den franske middelalderforsker Rémi Brague formulerer det: “De kræfter, der ønsker at fordrive kristne fra deres fædrene jord, spørger sig selv, hvorfor de ikke skulle fortsætte i Vesten, når nu indsatsen er begyndt så godt mod øst?”
Der er ikke i Vesten lydt noget ramaskrig over halshugningen af kristne – kun tavshed afbrudt af “Allahu akbar”, pistolskud og bomber. Fremtidens historiebøger vil ikke se mildt på Vestens svigt – afhængigt af, hvem der skriver dem. De kristnes endeligt mod øst vil blive en katastrofe for Vestens kristne samfund. De vil ikke længere have nogen, der bor i deres egen kulturs vugge.
Hvad ville vi for eksempel læse, hvis kristne terrorister havde standset en bus, adskilt passagererne i henhold til deres tro og beordret muslimerne til at konvertere til kristendommen, og derefter havde dræbt 11 af dem? Det modsatte er netop sket i Kenya. Hvad læste vi? Intet. Den 10. december standsede den islamiske terrorgruppe Al Shabaab en bus i det nordlige Kenya og henrettede herefter kun dem, der ikke var muslimer. Vi vesterlændinge er som regel bevægede over forfølgelsen af denne eller hin minoritet; hvorfor er vi det aldrig over vores kristne?
Hadet til kristne hos muslimske ekstremister, der nedslagter kristne i Mellemøsten og Afrika, er central for en totalitær ideologi, der agter at forene ummah‘ens (det islamiske samfunds) muslimer i et kalifat efter at have ødelagt nationalstaternes grænser og likvideret “vantro” – jøder, kristne og andre minoriteter, såvel som “muslimske frafaldne”. Nigeria befinder sig nu i dramaets frontlinie.
“Nigeria er nu det mest livsfarlige sted i verden at være kristen”, bemærker advokaten Emmanuel Ogebe.
“Det er et folkemord. De forsøger at fordrive de kristne, de forsøger at tage deres land i besiddelse, og de forsøger at påtvinge de såkaldt vantro og hedninge, som de betragter kristne som, deres religion.”
Vesten sover videre. “Vesten åbnede uden tøven sine grænser for flygtninge fra muslimske lande, der flygtede fra krig”, skriver økonomen Nathalie Elgrably-Lévy. “Denne tilsyneladende retskafne vestlige solidaritet er ikke desto mindre selektiv og diskriminerende.” Forfulgte kristne er blevet ladt i stikken af de vestlige regeringer og medier.
Indiens premierminister Narendra Modi er for nylig blevet belejret af muslimer, der protesterede mod en ny lov, der ville give statsborgerskab til ikke-muslimer fra nabolande, der er på flugt fra forfølgelse. Tarek Fatah forklarede i Toronto Sun, at den muslimske ophidselse over den nye indiske lov skyldes en frygt for, at “ved at give statsborgerskab til forfulgte pakistanske kristne, hinduer og sikher, ville den ikke-muslimske befolknings andet i landet øges og derved fortynde den vetoret, som de har udøvet i Indien de seneste 70 år.”
Hvor er de fyldte pladser i London og New York, hvor der demonstreres for de kristne flygtninge, der diskrimineres af Vesten? I de dele af Syrien, der er besat af islamister, har kristne netop tilbragt en “speciel jul” – uden kimende klokker eller lys og med mange af deres kirker omdannet til stalde.
Khabour, der er den syriske region, hvor der boede assyriske kristne, kaldes nu for “den døde dal“. Den tidligere ærkebiskop af Canterbury, George Carey, skrev for nylig:
“Krigen er blusset op igen i Syrien. Flygtninge fylder igen landets veje og behøver vores medfølelse. Dem, med den ‘forkerte tro’ vil imidlertid ikke få den af den britiske regering. Ved den britiske genbosættelse af 16.000 flygtninge fra den tidligere konflikt var der knap nok nogen af de mest mishandlede minoriteter, der kom i sikkerhed i vores land. Blandt de flygtninge, der kom her i 2015 under Ordningen for Svage Personer, var kun 1,6% kristne. Og det til trods for, at 10% af den syriske befolkning tilhørte denne gruppe.”
Muslimer fylder Vestens pladser for deres egne, men pladserne forbliver tomme for vores forfulgte trosfæller.
Giulio Meotti, kulturredaktør for Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.