Debatindlæg af Davy Antebi – Israels viceambassadør i Danmark.
Selvom der ikke har været turister og troende i år ved de hellige kristne steder i Israel pga. Corona, så er begivenheder blevet streamet direkte fra Fødselskirken i Bethlehem og Bebudelseskirken i Nazareth. Byer med stor blandet befolkning, som Haifa og Jerusalem, er fyldt med juletræer, julestjerner og julemænd hvert eneste år. De har plads i ro og mag ved siden af chanukkah-stager og Ramadan-udsmykning., hvilket minder om, at israelere lever side om side i tolerance og fred i Det Hellige Land.
Lysene falder ikke kun, når det er jul I kristendommens vugge. Israel er formentlig det eneste sted i Mellemøsten, hvor kristne oplever fuld frihed, tryghed og lighed. Kristne israelere er en af de mest velduddannede grupper i den jødiske stat. Mange vælger ofte at studere medicin eller blive farmaceut, så de kan bruge deres evner til at hjælpe andre. Også blandt kvinder er kristne israelere blandt de bedst uddannede sammenlignet med andre kvinder i Israel, da mere end 75% af kristne israelere med akademiske uddannelser er kvinder. Dette påvirker selvfølgelig også denne gruppes socio-økonomiske status, da fattigdom og arbejdsløshed er sparsomt udbredt. Igennem årene har kristne israelere indtaget positioner som dommere ved israelske domstole, højtstående embedsmænd, forskere og høje stillinger inden for den medicinske og akademiske sektor.
Integrationen af kristne stopper ikke her. I august 2012 dannede kristne politifolk og militære generaler, i samarbejde med religiøse kristne ledere, et forum for at fremme forbindelser mellem det kristne mindretal og staten Israel. En af hovedmændene bag dette arbejde, præsten Gabriel Naddaf, sagde dengang, at han kæmper for at kristne bliver en del af det israelske samfund gennem et stærkt partnerskab. I 2013 dannede den israelske regering et forum, der skulle adressere de bekymringer, som kristne måtte have som en minoritet i Israel. I 2014 anerkendte Israel også eksistensen af den kristne aramæiske gruppe, der havde historiske rødder til området endda før Islam i den aramæiske nation.
Naddaf gik videre og udtalte hvordan det modige initiativ for at forbedre forholdene for kristne skulle ses i lyset af den alvorlige situation for kristne brødre og søstre i resten af Mellemøsten. Der har boet kristne i Mellemøsten i 2.000 år og kristne udgjorde 20% af befolkningen i 1910. Gennem forfølgelser og diskrimination på baggrund af fundamentalisme og i dønningerne fra ”det Arabiske Forår”, så er tallet af kristne faldet til kun 3% i Mellemøsten og især i løbet af de sidste 20 år, er tallet gået ned. Tallene er skræmmende: I 2003 var der 1,5 millioner kristne i Irak, i dag er der kun 250.000 tilbage. I Syrien plejede der at bo 2,2 millioner kristne, i dag er kun 1.1 mio. tilbage. I Gaza boede der 4000 i 2010, i dag er tallet kun lidt højere end 1.300. Israel er derimod hjemsted for 180.000 kristne arabere, med en befolkningstigning på 2% årligt. Som den danske udenrigsminister Jeppe Kofod for nyligt udtalte under en debat i Folketinget: ”Kristne er den gruppe, der i højest grad bliver forfulgt af religiøse årsager verden over”.
Dette burde tjene som et eksempel på integration af minoriteter overalt. I julen fejrer man buskabet om Jesu fødsel i Nazareth. For at ihukomme denne begivenhed blev en ny og moderne bebudelseskirke indviet i 1969. Byggefirmaet var ”Sohel Boneh”, det førende firma i den jødiske arbejderbevægelse. Der er ikke et bedre bevis på positiv religiøs sameksistens, end at jøder har bygget den vigtigste og næststørste kirke i Mellemøsten.