Kronik: De stuerenes falske åbenhed – Det er kun de mest snæversynede og beskyttede af os, som ikke ved hvem de er, eller hvor de er fra.

Rasmus Munch Søndergaard

Af Rasmus Munch Søndergaard, Cand. Jur. og medlem af Dansk Folkeparti

Som med så meget andet dansk, rummer vores litterære nationalhelt, H.C. Andersen, flere dybder, end man ved første øjekast forstår. Han har med underfundigt geni beskrevet relationen mellem det hjemlige og det fremmede. ”At rejse er at leve” skrev han, men var bevidst om, hvordan rejsen ud styrker forståelsen for, hvem man er og hvad vores hjem, Danmark, er:

Dette ser jeg klarere her mange år senere, når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg som studerende tomlede afsted på en rejse sydover, ned gennem Europa. Tidligt på rejsen blev jeg samlet op af et par unge mænd med mellemøstlig baggrund; de kørte BMW. Deres vej var delvist sammenfaldende med min egen, og på grund af mine mørklødede træk troede de, at jeg ikke var dansker. De havde derfor besluttet at gøre mig den tjeneste at samle mig op.

Inden længe havde de unge mænd forklaret mig, at de var dybt troende muslimer, som frekventerede den berygtede Grimhøj Moske udenfor Århus. De forklarede mig om deres religion og vigtigheden af at lade deres skæg vokse. Jeg var utryg ved dem, og de ved mig, men vi var opmærksomme og forsigtigt respektfulde overfor dette mærkværdige møde mellem fremmede.

Jeg kunne ikke forstå, at der i vores land fandtes mennesker, hvis dybeste religiøse overbevisninger udelukkede enhver respekt for den danske retsorden. For dem var Grundloven og vores demokratiske love blot regler lavet af mennesker, og kunne derfor aldrig have gyldighed overfor dem, som forestillede sig, at de tjente perfekte gudgivne regler, shariaen.

Helt konkret betød det, at vi i bilen på motorvejen konstant drønede afsted i overhalingsbanen med 160 kilometer i timen, mens jeg med frygt argumenterede for min kulturs gyldighed overfor de stift stirrende øjne, som var låst på mig i bakspejlet. Øjne som ignorerede, at bilen bumlede, imens vi overskred advarselsstriberne på kanten af sporet.

Jeg – som forsigtig og moderat dansker – argumenterede, så godt jeg kunne, for ytringsfrihed og de værdier, jeg har lært om på jurastudiet. Men deres holdninger var uændrede: Muhammedtegneren Kurt Westergaard skulle slås ihjel, mens digteren Yahya Hassan derimod skulle flænses. Jeg var dengang lamslået. Hvad jeg hidtil havde troet bare var en karikatur, at vi har et reelt problem med minoriteter, som søger at omstyrte samfundsordenen, viste sig at være ganske sandt.

Fascineret var jeg, over at være konfronteret med mennesker, som, hvis de havde magt, som de havde agt, så ville alt, hvad jeg elsker ved mit land blive ødelagt.

Jeg ville ikke risikere at sige noget, som ville give disse herrer lyst til at flå mig også, men jeg fik med nysgerrige spørgsmål til sidst min chauffør til at fremstamme begrundelsen for, hvorfor det nu var, at Yahya Hassan fortjente den mere barbariske straf: Han havde sagt, at Allah skulle sutte pik.  Vi var selvsagt ikke enige om, hvordan blasfemi skulle behandles i Danmark.

Da vores veje skiltes var det respekten for mig som passager, men ikke landets love, der førte til, at jeg kunne overtale chaufføren til at køre mig ind på en rasteplads, så jeg ikke bare måtte flygte fra nødsporet, som de mente var et lige så fint stoppested.

Disse mænd og jeg havde kort sagt ikke meget til fælles. Men noget dybere blev også klart. Du bliver ikke automatisk dansk af at bo i Danmark.

Hvad vil det sige at være dansker? Er det noget med at spise stegt flæsk med persillesovs, og at have helt vildt meget rødt og hvidt på, når fodboldlandsholdet spiller? Ja, det er det jo, ligesom det er en million andre ting, som ikke er så simple at definere.  Men det er i hvert fald ikke mellemøstlig fanatisme.

De kulturradikale bliver så fornøjeligt tossede og fornærmede, når nogen vover pelsen og slås for synspunktet om, at det at være dansker faktisk betyder noget, og at begrebet ikke bare er meningsløst. De spotter medlemmerne af Dansk Folkeparti, som fremmedfjendske og ignorante, eller snæversynede nationalchauvinister, når vi udtrykker selv bare en afmålt kærlighed til Danmark og danskheden. Så begrænsede er de i hvert fald ikke, tænker de, og lykønsker hinanden for deres ejerskab af åbenheden overfor det altid gavnlige fremmede.

Ironien er tyk, fordi det netop kun er med provinsielt Københavneri, at man er i stand til at opretholde en sådan forståelse af sig selv og sit hjem. Kun disse mennesker er så beskyttede, at de kan tro, at det alene tager 6 måneder i Danmark og et par kurser, før integrationen er på plads, og at indvandreren vil være kulturelt uadskillelig fra os, som har rødder i landet igennem århundreder.

Realiten er dog, at når Morten Østergaard eller en anden radikal forlader sit velhaverkvarter i bare en uge, så er det dem, der bliver ændret af mødet og ikke indvandreren.

Jeg forstår godt, hvorfor Københavner-eliten er så blind og ignorant: Fordi mødet med det fremmede, er stressende og udfordrer et menneskes verdensforståelse og fundamentale forudsætninger. Det flår de naive og rosenrøde fantasier fra én, og man er aldrig den samme igen. Men derefter kan man med visdom sige: Jeg elsker Danmark.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb