Af Lars Vestergaard, Folketingskandidat DF, Københavns Storkreds.
Danskere er normalt ret autoritetstro over for nyhedsdækningen og den skrevne presse. Men det er på tide, at læserne bliver mere kildekritiske både på indhold, fortolkning og fremlægning.
Du skal også selv opsøge nyhederne eller virkeligheden, for den finder du sjældent beskrevet på de danske medier, hverken dem med betalingsmure eller de statsfinansierede medier. Næh, non-news skal der til for at holde befolkningen i ro – og her kunne man jo få den tanke, at der er større kræfter på spil end Facebooks politiske censur og den venstreorienterede mainstream media (MSM). Få dine oplysninger fra flere kilder og selvfølgelig kilder som ikke bare citerer hinanden. Sandhedens vej er uhyre smal.
Et destabiliseret Frankrig – hvor fører det hen?
Bare lige to nedslagspunkter for Frankrig: De gule veste i Frankrig og militærets bekymringsbrev til Macron. Dækningen i de danske medier er mangelfuld, hvis ikke helt fraværende.
Hvor har du f.eks. læst, at en flok franske generaler har rettet en særdeles alvorlig henvendelse til Macron?
I forbindelse med Macrons underskrift på Migrationspagten i Marrakech rettede de øverste generaler i Frankrig en faktisk uhørt kritik mod deres præsident og bad ham om at undlade at skriver under på Migrantpagten for Frankrigs sikkerheds skyld. Når militærets ledelse retter en offentlig kritik af deres præsident med opfodring til politik, så er demokratiet truet, skulle man tro. Eller omvendt, som de selv skriver: Macron truer demokratiet og samfundets sammenhængskraft. To sider af samme sag.
Efter bare et år på magten fyrede Macron chefen for generalstaben, General de Villiers. Generalens bror har været kulturminister under flere præsidenter. Og siden denne fyring/magtdemonstration har flere generaler manifesteret modstand mod både regeringen og præsidenten. Der er uro på toppen af det franske samfund. General Martinez er en af de mest kritiske. Han har skrevet to bøger, og den seneste ‘Kunsten at være en leder’ er gennemgående en lang krigserklæring imod Macron.
Der er nu så meget uro i Frankrig, at politimagten har vældigt travlt i forstæderne, hvor der er borgerkrigslignende tilstande med indvandrere, som kæmper imod ordensmagten. Og nu også de gule veste, som i hvert fald i begyndelsen blot var kriseramte borgere, er blevet en del af den sociale uro.
De gule veste prøvede den 28. december at storme Macrons ferieø.
Dette er jo et angreb direkte mod præsidenten. Med dette forsøg på at trænge sig ind på Macrons feriebolig, så har Macron både militæret (samfundets magttop) og de gule veste (samfundets magtbund) imod sig. Det ligner begyndelse til en borgerlig opstand mod den femte republik. Kan vi virkelig være i EU med et land i nærved borgerkrigslignende tilstand?
Det må tages op i Europa-udvalget med en henvendelse til den verdensfjerne Macron med ønske om en forklaring. Macron har åbenbart ikke orden i eget hus.