Site icon 24NYT

Kronprinsen sendte studerende på løbetur inden læseferien

Foto: Lasse Petersen/Campus Bornholm.

Flere hundrede studerende deltog mandag i et såkaldt Royal Side Run på Campus Bornholm. Arrangementet var til for at sætte fokus på det kommende Royal Run, men i høj grad også på alt det gode ved at få rørt sig, selvom man har travlt med eksamenslæsningen. Og pludselig dukkede H.K.H. Kronprins Frederik op.

Det var umiddelbart efter peptalken til de studerende om, at de skal huske at holde sig aktive under eksamenslæsningen, at kronprinsen kom gående ind på Campus Bornholm.

De studerende havde netop overværet et foredrag om, hvordan motion holder hjernen skarp og lavet en fælles opvarmning forud for det planlagte Royal Side Run, da kronprinsen tilsluttede sig gruppen og gik med de studerende ud til startområdet.

Lidt kongelig glans over Royal Run på Bornholm
Royal Side Run er en invitation fra arrangørerne bag Royal Run til at arrangere mini-events forud for det rigtige Royal Run den 6. juni.

Missionen er at sætte fokus på bevægelse på andre dage end selve eventet, så det også er muligt for institutioner, virksomheder og andre grupper at lave deres egne Royal Side Runs på egne præmisser i ugerne op til Royal Run.

Det var løbsarrangøren af Royal Run på Bornholm, der var gået sammen med Campus Bornholm for at lave et Royal Side Run. Omkring 150 elever deltog og løb enten én eller flere One mile-ruter. De blev sendt behørigt afsted på ruten af kronprinsen med et ”båt” og en highfive:

”Vi er meget glade for, at kronprinsen lagde vejen forbi vores løb i dag, både for at motivere de studerende, men også for at kaste lidt kongelig glans over det Royal Run vi er godt i gang med at varme op til den 6. juni,” siger Flemming Torsten Sørensen, der er lokal arrangør af Royal Run på Bornholm.

OM ROYAL RUN

  • Der er p.t. solgt 84.705 startnumre til Royal Run i alle byer
  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022
  • Royal Run ’22 finder sted I Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
  • Der er p.t. tilmeldt 370 deltagere til Royal Run på Bornholm.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.938 tilmeldt.
  • I 2019 var 82.319 tilmeldt Royal Run i Klaksvik, Aarhus, Aalborg, København/Frederiksberg og i Rønne.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelding og information: royalrun.dk (Tilmelding kan ske op til dagen før eventet)
Exit mobile version