I stedet for blankt at afvise Putins absurde og psykopatiske retorik, bliver mange i Vesten ved med at vride hænder. Vi skal passe på med at gå for langt i støtten til Ukraine, hedder det. Bag den position ligger en rå nationalegoisme, skriver Berlingske.
”NATO lovede i 2008 Ukraine et fremtidigt medlemskab, men Frankrig og Tyskland nedlagde veto mod optagelsesforhandlinger, og det efterlod Ukraine i et højrisikabelt tomrum mellem den vestlige forsvarsalliance og Rusland.
Centrum for Europas kapitulationslejr er i dag Tyskland, hvor kansler Olaf Scholz lige siden krigens begyndelse har virket som en tragisk stopklods for vestlig militær bistand til Ukraine. Historisk har Frankrig også argumenteret for, at vi ikke måtte provokere Rusland unødigt, og det er modstand fra de to lande, som har betydet, at Ukraine har været fanget i et sikkerhedsmæssigt ingenmandsland.
Først turde vi ikke optage Ukraine i NATO. Derefter turde vi ikke opstille klart afskrækkende konsekvenser for et russisk angreb på Ukraine, og nu tøver vi med at sende artilleri og kampvogne til de ukrainske styrker, som på heroisk vis forsvarer ikke bare deres land, men hele Europa mod russisk aggression. Derfor er den vestlige våbenbistand hele tiden forsinket. Vi skruer op, men vi gør det for langsomt, så det kniber for Ukraine med at få det afgørende overtag i krigen”.