Klumme: Hvorfor er den stærke stat så svag?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvorfor er den stærke stat så svag?

Staten har i coronaens skygge vist sig nærmest omnipotent. Den har ophævet borgernes ellers grundlovssikrede rettigheder mht. forsamlingsfrihed, smadret diverse former for privat erhvervsvirksomhed, herunder grundlovsstridigt massakreret danske mink og derved reelt udryddet denne danske produktionssektor. Lukket de danske grænser inde- og udefra og indført skærpede straffe for de elendige, der modsætter sig de autoritære indgreb. En sand tour de force med Mette Frederiksen i spidsen, stort set støttet af de “borgerlige” og med klapsalver fra kryptokommunister og neosocialister. Regeringen har redefineret embedsapparatets opgaver, oprettet nye politiske sekretariater i bestemte ministerier og centraliseret magtfuldkommenheden om statsministeren og dennes departementschef. Det har sandelig været den stærke stat for fuld udblæsning.

Samtidige begivenhedsforløb har bemærkelsesværdigt nok imidlertid vist samme stat som helt ubeslutsom eller magtesløs. Dette ses tilsyneladende i relation til den såkaldt stramme udlændingepolitik.

Minister Tesfaye har umiddelbart forsøgt at spille med musklerne; han betegner sig selv som hjemrejseminister og har oprettet en såkaldt hjemrejsestyrelse med mange ansatte. Det er da helt naturligt, at flygtninge, skræmt væk af krig, hurtigst muligt vender tilbage for bl.a. at deltage i genopbygningen af deres hjemland. At få ret til asyl er ikke et tag-selv-bord, har formanden for Flygtningenævnet fornuftigvis fastslået. 500 syriske flygtninge kan således efter nævnets vurdering godt sendes tilbage til centrale områder i landet. Man kunne mene, at mange tusinde flere hurtigt burde følge efter for at genopbygge og stabilisere landet.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Nej, vi skal ikke fremme indvandring fra Afrika

Men de vil ikke følge ministerens ønsker. Kun relativt få er vendt tilbage, selv om Tesfaye ellers også lokker med 200.000 kr. i “repatrieringsstøtte”. Den handlekraftige minister vil så sanktionere med, at de modvillige anbringes i et udrejsecenter under mindre favorable forhold. Her sidder allerede en del afviste, resulterende bl.a. i kriminalitet mv. og usikkerhed for borgene i de berørte områder.

De udviste kan ikke tvangsudsendes, for sådant kræver bl.a. et vist samarbejde med de syriske myndigheder. Medens Danmark løbende interagerer med kinesiske myndigheder – ansvarlige for det formentlige folkemord i Xinjiang – diverse banditregimer i Afrika mv., så kan man skam ikke forhandle med tilsvarende myndigheder i Syrien. Ministerens plan er altså på det givne grundlag uigennemførlig, og når de udviste har tilstrækkelig længe haft bopæl i de særlige centre, får de givetvis lov til at blive. Tænk i øvrigt dertil, at sende en ung kvinde fra Nyborg tilbage, når hun snart kan blive student herhjemme! Det er da slemt, og hendes rektor er helt oppe at køre. Det er ynkeligt med den stakkels Tesfaye.

I forvejen udspilles en politisk farce om 19 såkaldte danske børn og deres mødre (fædre mm.) i kurdiske fangelejre. Regeringen havde også en fast vilje i den sag, så længe den havde. Det er indlysende, at regering og folketingsflertal slet ikke håndterer de omhandlede problemer på en for borgerne tilfredsstillende måde.  Den “stærke” stat magter det ikke. For regering og politikere har mødt deres overmænd i form af gamle konventioner, syriske myndigheder, rektoren i Nyborg osv. Hvordan kan den “stærke” stat dog være blevet så svag?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Venstrefløjens store humanisme

Svaret er, at dette heller ikke er tilfældet: Det er politikernes narrespil, der foregår. Det politiske flertal ønsker slet ikke at følge befolkningens ønsker om hjemsendelse af flygtninge, nedlæggelse af det store integrationscirkus, herunder de mislykkede beskæftigelsescentre osv. Man vil gerne være “foregangsland” vedrørende “klimaet”, men sandelig ikke med hensyn til opsigelse af forældede internationale konventioner. End ikke immigration fra Mellemøsten og Nordafrika ønskes helt standset. Den “stramme” politik virker ikke, hvor der ville være brug for det.

Men “en stram udlændingepolitik” ønsker den stærke regering og folketingsflertallet alligevel ubetinget. For det ønsker vælgerne, og ellers gør disse måske oprør og bytter om på mandaterne. Derfor de mange udspil, der skal give indtryk af, at der eksisterer en sådan politik; viel Geschrei und wenig Wolle! Et narrespil. En narresut til vælgerne.