Kun privatansatte har genvundet købekraften

I 2022 blev lønmodtagernes købekraft bombet fire-fem år tilbage, men de nye tal viser, at den tabte købekraft nu er genvundet – i hvert fald, når vi ser på gennemsnitstal. For det gælder desværre ikke alle, skriver Børsen.

”Kombineret med en lav inflation betød det, at mange privatansatte i løbet af 2024 fik genskabt deres købekraft. Men lønstigningerne på det private arbejdsmarked slår først igennem på de offentligt ansattes løn og overførselsindkomsterne med en vis forsinkelse. Privatansatte har hurtigere fået genoprettet deres købekraft end offentligt ansatte, og modtagere på overførselsindkomst har slet ikke genvundet deres tabte købekraft endnu. For overførelsesindkomsterne følger satserne ikke helt med lønstigningerne på det private arbejdsmarked. Og fra 2016 til 2023 er satserne for overførselsindkomsterne endda blevet reguleret mindre end normalt. Dermed er forskellen mellem at være i arbejde og på overførselsindkomst blevet betydeligt større.

Samlet set er der altså stor forskel på, hvordan danskerne oplever, at deres privatøkonomi har det. Fødevarepriserne er godt 30 pct. højere, end de var i 2021, og det gør ekstra ondt på dem med de laveste indkomster. For familier med lave indkomster udgør mad en væsentligt større del af budgettet end for familier med høje indkomster. Derfor påvirker stigende madpriser deres økonomi langt mere, fordi de har færre muligheder for at spare på andre udgifter”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)