Et af formiddagsbladene har med begærlighed kastet sig over Nye Borgerlige, som er blevet ramt af en række udmeldelser af stærkt utilfredse, der ikke har kunnet realisere sig under Pernille Vermunds grusomme regime.
Vi må nok regne med, at der kommer flere af disse jammersminder op til det forestående folketingsvalg, når stræbsomme partikammerater erkender, at de ikke kan blive til noget på Christiansborg, men kan kompensere for deres tabte karriere ved at gøre sig til i medierne.
I den forbindelse skrev jeg til en ven på Facebook:
“Det er meget muligt, at nogle af dem, der smækker med døren, faktisk er blevet dårligt behandlet af partiledelsen eller af andre partimedlemmer. Sådan er livet. Men hvis de vil forlade partiet, bør de gøre det i stilhed i stedet for at lave larm, som jo blot viser, at de sætter deres ego og forfængelighed over den sag, som de hævdede at kæmpe for.”
Da jeg i 2011 var ude i en shitstorm om min påståede racisme, som vakte stort postyr i medierne, besluttede jeg at melde mig ud af Dansk Folkeparti, fordi jeg ikke ville have, at min sag skulle skade partiet. Jeg indskærpede over for DF’s sekretariat, at min udmeldelse skulle ordnes i stilhed. Sådan gik det selvfølgelig ikke, da nogen i sekretariatet åbenbart ikke kunne holde mund. Men jeg benyttede ikke anledningen til at larme op om den frygtelige uretfærdighed, der havde ramt mig.
Spørgsmålet er jo, om sagen er vigtigere end ens egen forfængelighed.